Faglig info

På denne side kan du finde henvisninger til en lang række faglige artikler, som omhandler sygdomme, adfærdsproblemer og anden form for information til ejere af familiedyr. Klik på det emne du ønsker at læse om.
(Eftertryk af artiklerne er ikke tilladt uden forfatterens tilladelse)

Adfærdsproblemer hos hund og katte

Adfærdsproblemer hos en hund eller kat bør behandles lige så seriøst som andre sygdomme. Ofte er psykiske lidelser eller adfærdsforstyrrelser mere alvorlige og vanskeligere at behandle end fysisk sygdom. Et dyr, som ikke fungerer i dagligdagen, har det dårligt, ligesom forholdet mellem dyret og os undertiden kan være så belastet, at glæden ved at holde et familiedyr er væk. Det er derfor vigtigt meget tidligt i forløbet at søge hjælp, så problemerne kan rettes op, mens de endnu er overskuelige. Jo før en behandling sættes i værk jo bedre er chancerne for et godt resultat. På samme måde som ved andre lidelser er det vigtigt at finde frem til den rigtige diagnose for at kunne indsætte en virksom behandling.

Lige så dårligt det er at stille diagnoser "gennem telefonen", når det gælder fysiske sygdomme, lige så dårlige råd må man forvente at få om et adfærdsproblem, blot gennem en telefonisk samtale eller på vejen ud af dyrlægens konsultation . Der er ofte tale om meget komplicerede psykologiske forhold, som kræver en grundig analyse inden en behandling iværksættes.

Vigtigt med mange oplysninger om adfærden.

Det er nødvendigt at den behandlende dyrlæge får så mange oplysninger som overhovedet muligt om patienten, så hele sygeforløbet kan klarlægges, og så man (om muligt) kan søge ind til problemernes egentlige årsager.

Hvis din dyrlæge ikke selv beskæftiger sig med adfærdsrådgivning, vil han kunne henvise dig til en kollega med særlig interesse og erfaring heri. Hvad enten der er tale om problemer med

- aggression
- angst
- frygt for lyde
- urenlighed (f.eks. strinteri)
- at være alene hjemme

eller andre, som f.eks. problemer med almindelig indlæring og opdragelse, kræver det et nøje kendskab til hundens eller kattens psyke, familieforhold og tidligere liv for at kunne rådgive om nødvendige ændringer eller behandlinger. Disse oplysninger kan gives skriftligt (f.eks. ved at udfylde et spørgeskema, som dyrlægen udleverer) eller under en mundtlig samtale.

Adfærdsproblemer kan skyldes fysiske lidelser

Ofte vil en grundig klinisk undersøgelse være nødvendig for at kunne udelukke fysiske lidelser som årsag til problemet. Der kan være tale om almene kliniske undersøgelser, men også blodundersøgelser og f.eks. øjenundersøgelser kan komme på tale.

En rådgivningssamtale om patienten er nødvendig

Herefter vil en samtale mellem dyrlægen og ejeren (eller bedst hele familien i husstanden) kunne give det rette grundlag for at stille en diagnose og give en god rådgivning. Rådgivningen har til hensigt at give en forståelse af dyrets reaktionsmønster og sætte ejeren i stand til at ændre dets adfærd. I visse tilfælde vil det være en fordel at samtalen foregår i dyrets egne omgivelser - altså hjemme. Man må påregne, at samtalen mindst vil vare ½-1 time. Dyrlægen vil finde det helt naturligt, at du spørger om honoraret for rådgivningen inden den aftales.

Når en behandling er iværksat, vil det ofte være klogt med mindst én opfølgende samtale med den rådgivende dyrlæge. Er problemerne allerede løst efter første rådgivning, vil en tilbagemelding i telefonen være tilstrækkelig.

Det kan kræve en stor indsats af ejeren - men den er det værd!

I visse tilfælde kan blot små ændringer i hverdagen være nok til at give et resultat. Ofte er det kommunikationsproblemer mellem menneske og dyr, der er forklaringen på konflikterne, men man skal være forberedt på, at der ofte kræves et ret stort arbejde af én selv, inden målet er nået. Adfærdsproblemer kan undertiden tage lang tid at løse, og udfaldet af behandlingen beror i meget høj grad på den energi, man selv lægger i behandlingen. Men er man motiveret herfor og yder en god indsats, vil man ret hurtigt kunne se et resultat og dermed få sin belønning.

Under den første rådgivning vil man få forklaret hvilke ting, der bør ændres i hundens "opdragelse". Der kan f.eks. være tale om at indøve bestemte lydighedsøvelser, ændre på vaner i hverdagen, ændre på familiemedlemmernes måde at omgås dyret på eller planlægge programmer til "omkodning" af dyrets adfærdsmønstre. Man kan ofte give helt konkrete, håndfaste vejledninger og undertiden anvise hjælpemidler - herunder også medicin - til at fremme det ønskede resultat.

Prognosen eller udsigterne for en vellykket behandling, er bedre end de fleste tror, og hvad er bedre end at få rettet op på adfærdsproblemer, som har ødelagt den usigelige glæde, det normalt vil være at have en hund eller en kat?

Til toppen

Når den dag nærmer sig

Debatten om aktiv dødshjælp har været højaktuel den seneste tid. Når det drejer sig om vore kæledyr er ingen vist i tvivl. Her er vil man nærmest blive betragtet som dyrplager, hvis man ikke yder denne sidste hjælp, når dyret lider eller er uhelbredeligt sygt.

Selv om vi vel alle mener, at vi bør yde aktiv dødshjælp til vore dyr, når tiden er inde, er beslutningen svær at træffe for mange mennesker. “Jeg vil sådan håbe, at jeg finder den død en morgen”. Det er et udsagn, som jeg ofte hører fra ejere af gamle hunde eller katte, når deres dyr er ved at blive indhentet af sygdom og alder. Hvorfor nu håbe på en “naturlig” død? Jo, for så er vi fri for at tage beslutning om aflivning. For det kan være en svær beslutning!

Tæt tilknytning.

Amerikanske psykologer har prøvet at forklare, hvorfor vi knytter os så tæt til vore familiedyr. Der findes faktisk mennesker (i USA), som adspurgt hævder, at de hellere vil miste et barn end deres kæledyr. Psykologerne forklarer det med, at dyret er den samme “person” gennem et langt liv. Vores børn ændrer sig hele tiden gennem opvæksten. Dyret bliver hurtigt voksent og forbliver den samme - altid hengivne og trofaste - følgesvend gennem mange år. Det giver en helt usædvanlig tilknytning.

En vanskelig beslutning

Blandt andet derfor er det svært at skulle tage afsked med familiedyret. Samtidig falder det os vanskeligt at skulle træffe beslutningen om aflivning. Det, at skulle være “dommer” over liv og død, er en vanskelig og nogen gange næsten urimelig svær beslutning.

Selvfølgelig er vi mennesker forskellige på dette område. Nogle mennesker er hurtige til at vælge aflivning, når et ældre dyr bliver sygt. Det gælder også, selv om der findes behandlingsmuligheder, som kunne gøre dyret rask. Der er dem, der på forhånd beslutter, at bliver dyret sygt, skal det hellere aflives end f.eks. opereres. Der kan være både holdningsmæssige og økonomiske betragtninger bag holdningen. Men flere og flere ønsker at bevare sit dyr så længe, som det er muligt og samtidig forsvarlig.

Dyrets tarv er vigtigst

Dyreværnsmæssige, økonomiske og etiske aspekter spiller alle en rolle, når beslutningen skal træffes. Som regel tages beslutningen i samråd med dyrlægen. Ja, mange mennesker ser gerne, at dyrlægen alene træffer beslutningen for dem.

Dyrets tarv bør altid gå først og veje tungest. Er der stadig nok livskvalitet for dyret? Er dyrets sygdom eller alderssvækkelse forbundet med lidelse? Findes der lindring i form af hjælpemidler og medicin osv. ?

Der findes mange oplagte situationer, hvor beslutningen ikke er vanskelig at træffe. Uhelbredelige lidelser, som forvolder smerte, sygdomme, som medfører, at dyret ikke kan bevæge sig omkring eller er ude af stand til at rejse sig, er klassiske eksempler. Her er der ikke meget valg.

Mange aldersbetingede sygdomme er imidlertid mindre “oplagte”. Her er det vigtigt med en god dialog og forståelse mellem dyreejer og dyrlæge. De fleste dyrlæger kender den situation, at en klient søger råd om muligheden for behandling af en gammel hund eller kat. Finder dyrlægen, at en behandling forsvarligt kunne forsøges - og indleder en sådan - viser det sig måske, at klienten i virkeligheden hellere havde set dyret aflivet, “men kunne ikke få sig selv til at foreslå det”. På den måde, sker det, at man “går skævt” af hinanden. Men som dyrlæge vil man altid primært se på dyrets tarv og sekundært tage hensyn til ejerens ønske om at bevare dyret længst muligt. Sådan bør det også være. Beslutningen om “den sidste sprøjte” bør ideelt set træffes af ejeren i samråd med dyrlægen. Men selvfølgelig sker det, at man som dyrlæge må være kontant og nærmest kræve aflivning. Dyreværnsloven har man pligt til at respektere.

Aflivning uden smerte

Aflivningen foregår helt uden smerte eller ubehag for dyret. Det er dyrets ejer, der står tilbage med smerten og savnet. En overdosis af et sovemiddel (barbiturat) givet direkte i et lille blodkar, bevirker at dyret sover ind i løbet af få sekunder. Kun dyr, som ikke er samarbejdsvillige, behøver beroligende medicin inden. Alt foregår stille og roligt, og det er min erfaring, at langt de fleste klienter føler sig befriede og mange gange overraskede over, hvor let det hele i virkeligheden går.

Begravelse eller brænding

Herefter melder sig endnu et alvorligt problem: Hvad skal der ske med dyret efter aflivningen? Der er indenfor de senere år etableret en ordning, hvor de døde familiedyr bliver emballeret separat, hvorefter de afhentes hos dyrlægen og transporteres til et dyrekrematorium eller forbrændingsanlæg, hvor en egentlig kremering (en forbrænding, som kræver meget høje temperaturer) finder sted. En sympatisk og æstetisk løsning. De fleste vælger at lade dyret blive hos dyrlægen. En anden løsning er at begrave sit dyr i haven. Det er faktisk stadig tilladt. En tredje løsning er at lade dyret begrave på en dyregravplads.

Det er ikke altid bedst, at hunden eller katten får lov til at dø af sig selv. Ofte har der været overset sygdom forinden. Når tiden er inde, skylder vi vores firbenede venner, at tage afsked med dem på en værdig måde. Vi bør være ved deres side til det sidste. Aflivning er en værdig måde, når man sparer dyret for unødige lidelser i den sidste periode med alderssvækkelse eller alvorlig sygdom.

Til toppen

Alene-hjemme problemer

Alene-hjemme problemer hører blandt de hyppigste adfærdsproblemer, især hos yngre hunde.

Den hyppigste årsag til problemer er det, man kalder separationsangst (angst for adskillelse fra ejeren). Problemet viser sig ved, at hunden hyler og/eller ødelægger inventaret, efter at dens ejer har forladt boligen. Når ejeren er hjemme, er hunden som regel velfungerende og kærlig. Separationsangst er egentlig en normal adfærd. Det er meget forståeligt, at hunden bliver ked af det, når ”flokken” eller ”floklederen” forlader dem.

Separationsangst forekommer især, hvis hunden er meget knyttet til ejeren eller familiens medlemmer. Derfor kan man være nødt til at ”slække” lidt på de stærke bånd mellem hund og ejer(e).

Ofte er disse hunde meget opmærksomhedssøgende. De går i hælene på deres ejer, de kommer ofte og skubber med snuden, og de beder ofte om opmærksomhed. Det må ændres! Hunden må blive lidt mere selvstændig – mindre afhængig af dig. Det er dig, der skal tage alle initiativer. Hunden må negligeres, når den søger opmærksomhed. Samtidig må man planlægge en ny rytme for alle aktiviteter. Hvis man beskæftiger sig med hunden på fastlagte tidspunkter, føler den sig ikke overset, men kan være tryg ved, at den får opmærksomhed, men blot på dine præmisser.

Udløsende handlinger

Det første, man må finde ud af, er hvilke handlinger, som ”tænder” hundens angst, inden man forlader den. Der er ofte en eller flere bestemte handlinger (udløsende faktorer), som starter angstsymptomerne. Det kan være, at man tager overtøj på, eller det kan være raslen med bilnøgler. Disse udløsende faktorer må fjernes. Dvs. at man må ændre sine vaner, inden man forlader hjemmet. Er det det, at man tager overtøj på, som udløser angsten, må man f.eks. tage overtøj på, når man er hjemme osv. På den måde forsvinder hundens kobling mellem overtøjet, og det at man herefter forlader den.

Sig ikke farvel

Ved afgang fra hjemmet, må man ikke give hunden nogen form for opmærksomhed det sidste kvarter, inden man skal gå. ”Bare rolig, mor er tilbage om en halv time” er en bemærkning, som kan virke som en udløsende faktor for angsten. Husk på, at hunden forstår ikke, hvad du siger. Din besked får betydningen . ”Nu skal jeg gå – nu kan du begynde at være bange”. Det var det stik modsatte, du ønskede! På samme måde må man ikke tale til hunden ved hjemkomsten, før den er faldet til ro. Ellers roser du den blot for en fjollet opførsel, når den springer op og hyler af glæde. Når den er rolig og afbalanceret, skal du huske at rose den.

Tilvænning påbegyndes

Når ”båndene” imellem hunden og dens familie er blevet lidt ”længere”, altså når den er blevet lidt mere uafhængig eller selvstændig, og når dens angst ikke mere ”tændes” af bestemte handlinger, er det tid til en tilvænning. Ved en tilvænning forlader man hunden med længere og længere intervaller. Aldrig længere end at man er sikker på, at hunden ikke viser angstsymptomer. For hver gang angsten udløses, forstærkes adfærden. Det kan være vanskeligt at gennemføre disse øvelser midt i en travl hverdag. Derfor er det godt at starte den del af træningen i en ferie eller måske alliere sig med en ven eller bekendt, som har tiden til det.

Hæng en boksebold i entreen

Når man kommer hjem og ser ting ødelagt, er det forståeligt, at man ærges eller bliver vred. Men lad det aldrig gå ud over hunden. Den har ikke ødelagt tingene for at straffe dig. Den forstår ikke hvorfor, den får skæld ud. Kryber den, er det kun tegn på underkastelse. Har du prøvet at skælde ud blot én gang, så forventer den straf, når du ankommer. Derfor underkaster den sig på forhånd. Hæng en boksebold op i entreen og afreagér på den, inden du går ind til hunden.

Mentaltræning

Har man en meget aktiv hund, må man give den nogle udfordringer, som kræver hjernearbejde. Sporsøg og lydighedstræning af forskellig slags er fint. En hund i god kondition er svær at trætte fysisk. Man risikerer at ”speede” den ved at motionere den kraftigt, inden man tager hjemmefra. Her er den mentale træning bedre. Kast f.eks. morgenmaden ud i haven, Lad den herefter arbejde med at finde den. Den ved jo aldrig, hvornår den sidste tørpille er fundet. Hvis hunden lider af separationsangst, vil den næppe kunne beskæftiges med tyggeben o.l., når den er alene. Den er simpelthen for angstpræget til at finde ro hertil. Er angsten mindre udtalt, kan griseører og lignende attraktive fødeemner anvendes. Også forskelligt legetøj med godbidder i kan så bruges.

Medicin

For hunde, som er meget angste, kan man i forbindelse med øvelserne opnå hurtigere resultater ved brug af angstdæmpende medicin. Men brug af medicin uden samtidig adfærdsmodificerende behandling må frarådes. En sikker diagnose er altid afgørende, inden en behandling sættes i værk. Derfor er det afgørende for et godt behandlingsresultat, at din dyrlæge gennemgår symptomerne sammen med dig og din familie og derefter vejleder om behandlingen. Det er også muligt, at din dyrlæge henviser dig til en kollega med særlig indsigt i området.

Til toppen

Algeforgiftning

Jackie, en dejlig West Highland White Terrier, blev luftet ved en lille skovsø. Da hun blev tørstig, drak hun af vandet, uden ejeren tænkte nærmere over, at der kunne være fare forbundet hermed. Dagen efter var hun død. Hun nåede ikke at komme under behandling – så hurtigt gik det. Årsagen var algeforgiftning.

Det varme sommervejr har igen i år medført en opblomstring af de giftige blågrønalger. Miljømyndighederne satser nu på at informere bedre om forekomsten af alger i de danske farvande.

Algeforgiftning er ikke et nyt fænomen. I 1975-76 døde mindst 20 hunde af algeforgiftning, størstedelen fra området omkring Århus-bugten. Også i 1988 var der flere dødsfald. Der foretages ikke nogen registrering af disse dødsfald, så det nøjagtige antal dødsfald fra år til år kendes ikke.

Algeforgiftning synes at ramme dyr hårdere end mennesker. Om det er fordi dyrene indtager større mængder af giftstofferne eller fordi mennesker er mere modstandsdygtige, ved man ikke. Mest sandsynligt er det vel, at det skyldes, at dyrene drikker af det forgiftede vand, og dermed indtager større mængder af giftstoffet, som algerne producerer. Et faktum er det, at hunde ofte dør, hvis de indtager de farlige giftstoffer fra algerne.

Ikke alle alger er giftige.

Det er ikke alle algearter, som producerer de farlige giftstoffer. Det er især blandt de såkaldte blå-grønalger, at der findes arter, som er kendt for sin farlighed. Algerne dannes, når vandtemperaturen er over 8 grader. Den massive forekomst af alger ses især i juli-august måned, når vandtemperaturen er høj. Man mener, at den store udvaskning af næringssalte fra markerne, er grundlaget for den massive vækst af algerne. Algerne findes altså i såvel fersk- som saltvand. Stillestående vand med lav saltindhold giver algerne de bedste betingelser. Algerne kan være svære at genkende. De kan have vidt forskelligt udseende.

Symptomerne

For hundenes vedkommende er ferskvand formentlig farligst, idet man må gå ud fra, at hunde er mere tilbøjelige til at drikke større mængder af ferskvand end af saltvand.

De giftstoffer (toxiner), som algerne producerer, virker som lever- og nervegifte. Få timer efter indtagelsen bliver hundene sløve og apatiske. Meget hurtigt ses en uregelmæssig vejrtrækning og spastiske bevægelser af lemmerne. Senere kommer der voldsomme kramper og sluttelig gispende vejrtrækning med en slags kvælning til følge. Det hele forløber meget hurtigt. Døden kan indtræde, næsten inden hunden har forladt vandet. Oftest går der dog mellem 6 og 24 timer, inden døden indtræder.

Er hunden meget tørstig, vil den drikke af det forurenede vand. Den ville naturligvis foretrække rent vand, men i mangel af bedre tager den, det der er til rådighed.

Behandling.

Da forløbet af forgiftningen er så frygtelig hurtigt, kommer behandling kun sjældent på tale. Man når simpelthen ikke at reagere, inden det er for sent. Dertil kommer, at der ikke findes nogen egentlig modgift. Behandlingen er derfor udelukkende rettet mod symptomerne. Ved man, at hunden har drukket algeforgiftet vand, gælder det om at søge dyrlæge straks. Dyrlægens behandling vil rette sig mod at hindre optagelse af giften i mave og tarm. Det kan forsøges ved at indgive store mængder af aktivt kul, som kan adsorbere (binde) giften. Det skal ske straks efter indtagelsen af vandet. Ellers er det for sent.

Derudover er der kun at støtte patienten med væske og krampestillende medicin. Dvs. at behandlingsmuligheder samlet set er meget ringe. Derfor er forebyggelse af forgiftningerne af stor betydning.

Forebyggelse

Hvordan kan man forsøge at hindre algeforgiftninger hos sin hund? Det korte svar herpå er: Ved at sikre, at den ikke drikker af det forgiftede vand. Tilbøjeligheden til at drikke af vandet er større, hvis hunden er tørstig. Derfor er det også vigtigt at tilbyde hunden rigeligt med rent drikkevand, inden man tager den med ud på tur. Tag eventuelt en beholder med rent vand med hjemmefra, og tilbyd hunden vand med jævne mellemrum. Dernæst er det klogt at følge med i miljømyndighedernes advarsler om algeforekomsterne, således, at man er orienteret om, hvor i landet at faren er størst. Og så må man undlade at bade med hunden, der hvor algerne findes. Da algevarslerne jo ikke kan dække ethvert lille vandhul i Danmark, er det ikke altid tilstrækkeligt. Man må derfor bruge sin sunde fornuft og selv vurdere mulighederne for algevækst i de vandområder, man færdes i.

Til toppen

Flere og flere hunde får allergi

Mange hunde bliver allergiske overfor deres ejere

Det er kendt, at mennesker kan få høfeber- eller astmaanfald, når de har kontakt med dyr. Nogle læger er hurtige i deres dom, når deres patienter viser tegn overfølsomheder : "Skil dig af med dine husdyr". Som om der var tale om en ting!

Det er nu vist kun de læger, som ikke selv har et forhold til et firbenet familiemedlem, der kan finde på at give en så ufølsom ordre til sine patienter uden først at have en sikker diagnose. Jeg har oplevet et tragisk tilfælde, hvor en læge fældede sin dom over en hund, uden at have belæg for, at det var den, der var kilden til allergien. Ejeren var dybt ulykkelig, da hun kom med hunden til aflivning. Efter ½ år anskaffede hun sig en ny hund. Hun var da blevet nærmere undersøgt for sin allergi. Det viste sig, at hun ikke var overfølsom overfor dyrehår.

Hvad måske færre ved, er at mange hunde, er overfølsomme overfor os mennesker. Menneskeskæl er den næsthyppigste årsag til den slags allergi, der hedder atopi eller inhalationsallergi (atopisk hudbetændelse). Men hunden kan jo ikke skille sig af med "sit menneske". Den må leve med problemet. Meget kan dog gøres for at mindske eller i bedste fald løse problemet.

Hver 6.-7. hund i Danmark lider af allergi.

Omkring 15% af vores hunde lider af allergiproblemer. Det kan være alt lige fra mindre gener med sæsonbetinget kløe til alvorlige helårsallergier. Antallet af allergitilfælde er steget de senere år, og man mener, at indeklimaet spiller en væsentlig rolle.

Allergier rammer alle racer, men nogle er dog mere udsat end andre. Specialdyrlæge Flemming Kristensen, der har hudsygdomme som sit speciale, kunne på et seminar for nylig fortælle, at man på hospitalet f.eks. aldrig ser en bull- terrier uden at den har hudlidelser! Tilsvarende viser hans opgørelser, at blandt andre alle amerikanske cocker spaniels over 6 år lider af hudlidelser og mere end 50% af bull-mastifs har hudbetændelse.

Husstøvmider er den helt store skurk. De indtager en klar førsteplads, som det hunde kan blive overfølsomme overfor. På andenpladsen kommer så mennesker (menneskeskæl). Også andre typer af mider, pollen, bomuld, gåsefjer er almindelige årsager til overfølsomhed.

Kan hunden behandles for sin allergi?

Man kan lukke øjnene for årsagen og vælge den lette løsning. Den lette løsning består i at give medicin (kortison, prednison), der kan undertrykke allergien. Det kan gå an, hvis allergien kun er sæsonbetinget og driller i korte perioder af året. Men kortisoner kan have uheldige langtidsbivirkninger og bør derfor så vidt muligt undgås som en permanent løsning.

Den bedste løsning er at prøve at finde årsagen til allergien. Det kan man gøre ved enten at undersøge en blodprøve eller at udføre en såkaldt priktest. Hunden klippes for hår på den ene side af kroppen, og der indsprøjtes, med en ganske tynde kanyler, bittesmå mængder af ca. 40 forskellige allergener (ekstrakter af stoffer som husstøvmider, menneskeskæl, pollen osv.). Herefter vurderes hudens reaktion på alle disse stoffer, og man får et mål for hvilke ting, hunden ikke tåler.

Men hvad kan det så bruges til?

En hund, som vi testede for nylig slog ud overfor 3 allergener: Menneskeskæl, bomuld og gåsefjer. Da ejeren kom for hente sin hund, kunne vi til hans store forbavselse fortælle ham, at hunden da vist sov i hans seng. Ganske rigtigt. Hvordan kunne vi vide det? Jo, den var netop overfølsom overfor de allergener, der er fremtrædende i sengen: Dynen (gåsedun), dynevår (bomuld) og menneske. Ikke noget med at komme i sengen mere, og problemet var løst. Det var nu lidt af en "solstrålehistorie", for ofte er det meget mere indviklet.

Det har vist sig, at man kan vænne hunden til allergenerne ved at "vaccinere" den med stigende mængder af de ting, den ikke kan tåle. Man lader derfor fremstille en "vaccine", der er skræddersyet til den enkelte patient og indleder et vaccinationsprogram, der forløber over flere måneder. Mange bliver hjulpet på denne måde, men ikke alle. Sidste udvej vil være allergidæmpende medicin, hvis vaccinationerne eller hyposensibiliseringen, som den hedder, ikke hjælper.

Symptomerne på allergi er kløe med eksem forskellige steder på kroppen. Hovedet er ofte inddraget. Især ører og øjenomgivelser, men også poter og endetarmsregionen, er typiske steder for hudforandringer ved atopi.

Øreproblemer skyldes ofte allergi.

Tidligere vidste man ikke, hvorfor hunde ofte led af tilbagevendende øreproblemer. Man forklarede det med hængende ørelapper eller manglende luft til øret. I dag ved man, at øregangsbetændelse ofte er et led i en allergi. Der ses endog tilfælde, hvor ørerne er det eneste sted allergien viser sig. Man skal ikke undre sig, når dyrlægen f.eks. også undersøger poter eller andre hudområder, når man kommer med et øreproblem. Øreproblemer skal altså ses i en større sammenhæng. Ikke så mærkelig: Øregangen er jo også hud! Hunde med kronisk, tilbagevendende øreproblemer bør undersøges nærmere for en eventuel allergi.

Til toppen

Kløe i analregionen

“Allerede som hvalp havde ‘Oliver’ besvær med analkirtlerne”, fortæller en klient i konsultationen. Han fortsætter: “Dyrlægen klemte dem ud. Der er stadig med mellemrum problemer med den lille dejlige hund. Hvad gør man? Antibiotika eller operation? Hvordan foregår sidstnævnte? Er det farligt for hunden?”

Analsækkene eller analkirtlerne er to “duftkirtler”, som er placeret symmetrisk ved siden af og lidt forneden i forhold til endetarmsåbningen. Kirtlerne munder via to små udførselsgange ud i endetarmen lige ved overgangen mellem slimhinde og hud. Kirtlerne producerer et meget stærkt lugtende (stinkende) sekret, som normalt afsættes på afføringen. Det tjener her som en slags “visitkort”. Afføringen tilføres hundens karakteristiske duftstof og virker som territorie-markerende stof. Analkirtelsekret er normalt cremet eller grumset med en grå-brunlig farve. Det afsættes undertiden reflektorisk, hvis hunden forskrækkes eller lignende.

Overfyldes kirtlerne, f.eks. efter nogle dages løs afføring eller diarré, er de i risiko for at blive inficerede. Udførselsgangene svulmer op og udtømningen beværliggøres yderligere. Hunden viser tegn på irritation i området. Den begynder at “slæde” eller “køre på halen” og slikker sig hyppigere i området. Inficeres kirtlerne, kan der dannes byld i kirtlerne. Oftest sker det kun ensidigt. Huden hæver op og bliver rød om øm. Sluttelig åbner bylden sig ud til huden.

Bliver analkirtlerne tømt tidligt i forløbet kan infektionen ofte undgås, men er kirtlerne først blevet inficerede, må der også behandles med antibiotika. Ved tilbagevendende infektion i analsækkene anbefales operativ fjernelse. Der er tale om en relativ lille og simpel operation, som kun sjældent medfører komplikationer. Ved indgrebet fjernes kirtlerne i sin helhed. Der kan ganske kortvarigt opstå inkontinens (problemer med at holde på afføringen), men denne komplikation er sjælden. Den skyldes, at den yderste ring- eller lukkemuskel overskæres under operationen.

Er der derfor tilbagevendende problemer, vil det være anbefalelsesværdigt at få kirtlerne fjernet. Så er det slut med analkirtel-problemer, og hunden skal ikke igen og igen have tømt kirtlerne hos dyrlægen. En egentlig forebyggelse af analkirtelforstoppelse eller infektion er ikke mulig. Jeg vil ikke tilråde, at man regelmæssigt klemmer kirtlerne ud. Det skaber blot mere irritation. Lad kirtlerne være i fred, hvis der ikke er problemer med dem!

Mange andre sygdomme kan give irritation i analområdet.

Efter min erfaring er analkirtelbetændelse en relativ sjælden sygdom. Symptomer på kløe, irritation med slikken og bidden i området eller køren på halen skyldes ofte helt andre sygdomme. Det hyppigste er eksemer i analringen (området omkring endetarmsåbningen). Disse eksemer kan opstå som følge af at afføringsrester sætter sig i hårene. Hunden prøver at fjerne fæces ved at køre på halen eller gnide det af på græs eller gulvtæpper. Problemet er især udtalt hos racer med kraftig behåring i området. Endnu hyppigere skyldes irritationen allergisk betingede eksemer. Man skal derfor være opmærksom på samtidig kløe andre steder på kroppen. Ofte ses analkløen samtidig med f.eks. poteeksem eller eksematøs kløe i hoved og lyske. Her får man ingen effekt ved at fjerne analkirtlerne. En udredning af allergien ved allergi-prik-test er nødvendig for at klarlægge allergien.

En anden sygdom, hvor symptomerne ofte forveksles med analkirtelproblemer, er loppeallergi. Lige netop i denne tid er det højsæson for lopper. Hunden bider sig ofte omkring haleroden, og man kan forledes til at tro, at det er analkirtlerne, der er stoppede.

Til toppen

En ny baby - er én for mange

En babys ankomst i familien er normalt en lykkelig og spændende begivenhed. Der er dog et medlem af familien - kæledyret - for hvem særlig opmærksomhed og forståelse er nødvendig for at kunne acceptere den nye situation.

De fleste hunde eller katte behøver ekstra opmærksomhed, når en baby introduceres i familien. Især hunde kan blive forvirrede, når et nyt medlem af flokken gør sin entre på scenen. Hunde anser nogle familiemedlemmer for dominante i forhold til deres egen position og andre for underdominante eller underkastende. Det betyder som regel, at en hund vil anse en ny baby som et underdominant familiemedlem, og viser derfor sin dominans i forhold til barnet.

Vær derfor opmærksom på tegn på aggression; så som knurren eller tilbagelagt øreholdning. Visse hunde, som har meget nære bånd knyttet til sine ejere kan også reagere med depression og manglende ædelyst.

Katte er mindre sociale end hunde og kan eventuelt vælge at ignorere den nye baby. Katte socialiserer ikke i flokke og har derfor mindre behov for at vise aggression. For dem er det mest irriterende at blive generet af det nye medlem, men katte, der er meget nært knyttede til deres ejer, kan også vise tegn på udstødelse. De kan f.eks. holde op med at æde i en periode.

Hvis du observerer aggressiv adfærd hos dit kæledyr, skal du hurtigst mulig korrigere det, men dog aldrig afstraffe det. Alvorlige eller vedvarende adfærdsproblemer bør altid drøftes med en dyrlæge med særlig viden indenfor adfærdsterapi. Før det nye barn bringes hjem fra hospitalet vil det være klogt af de kommende forældre at lade hunden eller katten få adgang til barnets værelse og inspicere den nye barneseng og det nye udstyr. Det er en god idé at lade dyret lugte til babypudder eller andre lignende genstande. Hold altid hunden ude af værelset, når du ikke selv er tilstedeværende.

Start med at lade dyret se og forsigtigt lugte til den nye baby. Forældre der i panik fjerner barnet i en pludselig bevægelse fra dyret, når det nærmer sig barnet, sender den besked til dyret, at barnet udgør en trussel. Så gør aldrig det.

Planlæg at bruge noget tid sammen med dine dyr. Lad dem vide, at de ikke er blevet erstattet af andre i familien. Dyr frygter at blive udstødt eller overset. Den følelse kan de få, når du beskæftiger dig konstant med barnet. Planlæg regelmæssige lufteture med hunden og planlæg regelmæssige lege med din hund eller kat. Giv dem noget tid, hvor de er i centrum sammen med dig.

Selv med disse forholdsregler er der visse dyr, som aldrig bliver fortrolige med børn eller vænner sig til dem. Ligesom med mennesker kan de enten lide børn, eller også kan de ikke. Er et dyr fra sin egen socialiseringsperiode, som helt lille hvalp eller killing, vant til omgangen med børn, bliver der kun sjældent adfærdsproblemer i omgangen med børn senere. Har dyret derimod aldrig før set en “lille person”, er det nødvendigt, at du overvåger samspillet mellem dem i en periode. På samme måde hvis dyret tidligere er blevet drillet eller mishandlet af et barn, vil det være vanskeligere at lære dem accept af børn.

Efterhånden som dit barn bliver ældre er det vigtigt, at det lærer naturlig respekt for dyrene og lærer at behandle og omgås dem rigtigt. De bør lære, at også dyr kan føle smerte og føle sig alene, når de bliver forladt eller overset - ligesom mennesker. Ros dine børn for blidhed mod dyret og irettesæt dem, hvis de er uvenlige eller brutale overfor dyret.

Børn har brug for at lære, at hunde som noget naturligt jager, hyrder eller vogter, fanger bytte osv. Hvis barnet tager fat i hundens hale, vil hunden måske opfatte det som en trussel eller eventuelt et signal om leg, og den vil måske springe op og vælte barnet. På samme måde hvis barnet løber hurtigt i haven. Så vil hunden højst sandsynligt opfatte det som en invitation til at optage jagten og springe på - en helt naturlig handling fra hunden.

Husk at kæledyrene i mange tilfælde var dine “første børn”. De forstår ikke rigtigt, hvad der er sket, når et lille nyt individ introduceres. Prøv at finde måder hvorpå du kan vise dem, at de stadig er lige højt elskede. En smule ekstra opmærksomhed er nok til at gøre den behårede del af din familie glad og tilfreds.

Til toppen

 

Blod i urinen

Hvordan forholder man sig, hvis hunden får blod i urinen? Blod i urinen er et sygdomstegn (et symptom) og ikke en sygdom. Det er et symptom, som altid bør give anledning til en nærmere undersøgelse med henblik på at få klarlagt årsagen. Blødningen kan komme fra urinvejene (nyrer, blære eller urinrør) eller - specielt hos handyr - fra kønskirtlerne (prostata) eller fra en skade på penisslimhinde eller forhud. Endelig kan der i sjældnere tilfælde være tale om manglende evne til koagulation (størkning) af blodet eller andre blodsygdomme og endelig forgiftninger.

Er blodet jævnt opblandet i urinen, er der ofte tale om blødning fra de øvre urinveje (nyre eller blære). Ses derimod små bloddryp, uden at dyret har urineret, finder man snarere skaden i penisslimhinden. Kommer der bloddråber i den sidste dråber urin, kan blødningen komme fra prostata eller urinrør.

Blærebetændelse og blæresten

Hos tævehunden er blærebetændelse den hyppigste årsag til blod i urinen. Handyr, som er udstyret med et langt urinrør, får kun meget sjældent blærebetændelse. Blærebetændelse skyldes nemlig oftest, at bakterier vandrer op fra de nedre urinveje op til blæren. Her er handyrenes blære godt ”beskyttet” af det lange og snævre urinrør. En bakteriologisk undersøgelse af urinen, evt. kombineret med en såkaldt stix-undersøgelse, kan afklare diagnosen. Bakterierne prøves samtidig for flere forskellige antibiotika for at afgøre hvilket middel, som har den bedste virkning på bakterierne. Blæresten kan også give anledning til blødning. Visse små hunderacer er særligt disponerede for denne sygdom. Efter fjernelse af stenen/stenene undersøges den kemiske sammensætning. Når man kender den, kan man ved korrekt fodring forebygge dannelse af nye sten.

Urinrørssten

Hos hanhunde ses undertiden også stendannelser i urinrøret. Småsten, som dannes i blæren og følger urinstrømmen, kan så helt eller delvis tillukke urinrøret. Blod i urinen er da et hyppigt symptom. Stenene kiler dig som regel fast i urinrøret lige bag penisknoglen. Disse patienter har som regel blod i urinen og udviser smertetegn ved urineringen.

Forhudsbetændelse

Beskadigelse af penisslimhinden kan også forekomme hos hanhundene. Det er som regel de lidt oversexede hunde, der slikker sig lidt rigeligt, som er udsat for selvbeskadigelse. I reglen er der tale om banale småsår, som heler, når blot de får ro. En krave/skærm om hovedet kan være nødvendig nogle dage. Er hanhunden fortsat meget oversexet, kan det komme på tale at give hormonbehandling eller at kastrere. Betændelse i forhuden, som er meget almindeligt hos de fleste hanhunde, kan også give anledning til umådeholdent slikkeri. Forhudsbetændelse kan holdes nede ved udskylninger med klorhexidin eller behandling med antibiotiske salver.

Prostata

Blod i urinen hos ældre hanhunde skyldes ofte sygdomme i blærehalskirtlen, prostata. Forstørret prostata, ligesom man kender det fra ældre mænd, er hyppigt forekommende hos ældre hunde. Til forskel fra mennesker giver det dog sjældent anledning til problemer med afsættelse af urinen. Hos hunde kan prostata blive så stor, at den trykker på endetarmen. I disse tilfælde ser man, at afføringen bliver ”flad”, bændelagtig i modsætning til den normale runde form. Det almindeligst forekommende symptom er dog bloddryp fra urinrøret. Prostata kan også rammes af infektion og kræftsygdomme. En forstørret prostata kan nemt helbredes ved kastration. Væksten af prostata er styret af de hanlige kønshormoner. Kastreres hanhunden, vil prostata svinde for bestandigt i løbet af meget kort tid.

Til toppen

 

Blod i urinen

Hvordan forholder man sig, katten får blod i urinen? Blod i urinen er et sygdomstegn (et symptom) og ikke en sygdom. Det er et symptom, som altid bør give anledning til en nærmere undersøgelse med henblik på at få klarlagt årsagen. Blødningen kan komme fra urinvejene (nyrer, blære eller urinrør). Endelig kan der i sjældnere tilfælde være tale om manglende evne til koagulation (størkning) af blodet eller andre blodsygdomme og endelig forgiftninger. Er blodet jævnt opblandet i urinen, er der ofte tale om blødning fra de øvre urinveje (nyre eller blære). Ses derimod små bloddryp, uden at dyret har urineret, finder man snarere skaden i penisslimhinden. Kommer der bloddråber i den sidste dråber urin, kan blødningen komme fra prostata eller urinrør.

Blærebetændelse og blæresten

Hos hunkatten er blærebetændelse den hyppigste årsag til blod i urinen. Handyr, som er udstyret med et langt urinrør, får kun meget sjældent blærebetændelse. Blærebetændelse skyldes nemlig oftest, at bakterier vandrer op fra de nedre urinveje op til blæren. Her er handyrenes blære godt ”beskyttet” af det lange og snævre urinrør. En bakteriologisk undersøgelse af urinen, evt. kombineret med en såkaldt stix-undersøgelse, kan afklare diagnosen. Bakterierne prøves samtidig for flere forskellige antibiotika for at afgøre hvilket middel, som har den bedste virkning på bakterierne. Blæresten kan også give anledning til blødning. Efter fjernelse af stenen/stenene undersøges den kemiske sammensætning. Når man kender den, kan man ved korrekt fodring forebygge dannelse af nye sten.

Urinrørssten

Hos hankatte skyldes blod i urinen oftest småsten/grus i urinrøret. Især kastrerede hankatte, som ikke fodres med urinstensforebyggende foder, er udsatte for denne lidelse. Småstenene kan fuldstændig lukke urinrøret til. Sker det, vil dyret være i voldsomme smerter. Urinen ophobes i blæren, der ikke kan tømmes. Symptomerne forveksles ofte med forstoppelse, idet katten konstant sidder på bakken og trykker, uden resultat. En kat, som pludselig bliver urenlig, sætter sig i håndvasken, på bryggersgulvet eller lignende steder, bør altid undersøges for urinrørssten. Tilstopning af urinrøret er en lidelse, som kræver hurtig indgriben.

Til toppen

Bugspytkirtel-problemer hos hund

Bugspytkirtlen (pancreas) er en relativ stor kirtel, der er placeret i bughulen og ligger op ad de forreste tarmafsnit. Som navnet antyder producerer kirtlen "spyt" eller mere korrekt et sekret, der indeholder enzymer til spaltning af føden. Bugspytkirtlens "spytgang" udmunder i tarmen. Der er altså tale om et meget vigtigt organ. Vigtig for nedbrydningen af føden og dermed en nødvendighed for at føden kan optages gennem tarmen. Samtidig med at kirtlen producerer bugspyt, har den også en såkaldt endocrin funktion. Dvs. at den producerer hormoner til blodbanen. I pancreas produceres to meget vigtige hormoner: Insulin, der er ansvarlig for regulering af sukker (glucose) indholdet i blodet og glucagon, der nærmest virker modsat insulinen.

Især 3 sygdomme kan ramme bugspytkirtlen. En medfødt defekt i kirtlen kan ramme produktionen af bugspyt. Sygdommen kaldes pancreasinsufficiens (hvilket betyder utilstrækkelighed af kirtelfunktionen) og kan ramme alle racer, men især schæferracen er udsat for denne lidelse. Den viser sig ved, at hunden omkring 1-års alderen magrer meget kraftig af. Den bliver så tynd, at den nærmest ligner en koncentrations-lejrfange. Appetitten er ekstrem stor. Hunden afleverer en masse afføring, som er kitagtig, lys og ofte meget fedtet. Forklaringen er den, at manglen på især fedt- og kulhydratspaltende enzymer betyder, at føden ikke optages i tilstrækkelig mængde.

Diagnosen var tidligere vanskelig at stille med sikkerhed, men i dag har man blodanalyser, der med stor sikkerhed kan afklare diagnosen. Der er tale om en kronisk uhelbredelig sygdom. Det betyder ikke, at man ikke kan behandle den, men sygdommen kræver daglig medicinering resten af hundens liv. Behandlingen består i tilskud af enzym (pancreatin) til foderet. Et pulver, der består af enzymer udvundet fra svinebugspytkirtler, gives i alle måltiderne. Der fodres tit (mindst 3 gange dagligt) med et særlig letfordøjeligt og fedtfattigt foder (f.eks. Prescription Diet i/d). Medicinen er ret kostbar ligesom foderet også er væsentlig dyrere end normalt foder, men de fleste tilfælde kan kontrolleres på denne måde.

Betændelse i bugspytkirtlen er en meget alvorlig og ofte akut lidelse, der viser sig ved vedvarende opkastninger og voldsomme bugsmerter. Sygdommen er (ligesom hos mennesker, hvor den ofte ses hos alkoholikere) ikke sjældent dødelig. Ved denne lidelse rammes undertiden også hormonproduktionen og herved forværres sygdommen af forstyrrelser i sukkerreguleringen. Overlever hunden infektionen, vil den derfor ofte få vedvarende problemer med nedsat funktion af kirtlen.

En mere sjælden sygdom i kirtlen er svulstdannelser (tumorer, cancer). Rammer svulsten den del af kirtlen, der producerer bugspyt eller enzymer, ser man fordøjelsessymptomer, og rammes de celler, der producerer insulin (insulinom), opstår der problemer med overproduktion af insulin. Herved falder glucoseindholdet i blodet ned til så kritisk lave værdier, at dyret får hjernesymptomer. Behandlingen er fjernelse af svulsten, men er der tale om en ondartet tumor (cancer), er prognosen (udsigten til helbredelse) dårlig.

Til toppen

 

Mad som medicin

Madterapi

En fjernsynsudsendelse den 17/6 handlede om mad som medicin og om maden på de danske hospitaler. Her blev det nævnt, at man efterhånden er blevet mere og mere klar over, hvor stor betydning madens sammensætning har for patientens helbred og patientens mulighed for hurtigere at blive rask igen. Man havde på visse afdelinger indset, hvor vigtig “madterapi” er, og at der er forskel på, hvad man skal spise, når man er rask, og når man af syg.

Har været kendt længe

Som dyrlæge er det svært at forstå, at man ikke er kommet længere hvad angår madterapi i sundhedssektoren. Ernæringens betydning for sundheden og helbredelsen ved sygdom har været kendt i den veterinære verden i mindst 50 år. Mange hunde- og kattepatienter bliver ordineret specialdiæter, “recept-diæt” (Prescription Diet) som led i en kurativ- såvel som i en forebyggende behandling.

Operation for urinrørssten kan undgås

Udviklingen af disse diæter har på mange områder betydet store fremskridt i behandlingen af mange forskellige sygdomme. Ja, i visse tilfælde har den ændrede ernæring simpelthen betydet, at man har kunnet undgå operation. Et eksempel herpå er behandlingen af urinvejssten hos katte. Især kastrerede hankatte har tendens til at danne uringrus, som sætter sig fast i urinrørets yderste ende, med det resultat at katten ikke kan tisse.

Tidligere var man ved urinrørssten nødsaget til at amputere penis og åbne urinrøret ud til huden højere oppe, hvor diameteren er større. Herved var katten bedre i stand til at tisse grus og sten ud. Men selv efter disse operationer var der ofte alvorlige komplikationer, der kunne betyde tidlig. Der er mange årsager til stendannelsen, men én af dem er urinens surhedsgrad (pH). Den hyppigste stentype (struvitsten) kan ikke dannes ved meget surt miljø.

I dag hjælpes disse katte med diætkost. Man har simpelthen fremstillet et kattefoder, som har den egenskab, at urinen forsures så kraftigt, at stenene ikke kan dannes. Det er endog muligt at opløse større sten i blæren ved længere tids skrap diæt. En anden egenskab ved dette specielle foder er, at det indeholder meget lidt magnesium - et metal, som indgår i stendannelsen. Ved at undermætte urinen med magnesium undgås stendannelsen.

Dyrlægens kone fremstillede diætfoder i garagen

Historien bag diætfodermidler til hunde og katte går ca. 50 år tilbage i tiden. En dyrlæge i USA forsøgte sig med at fremstille færdiglavet mad til sine patienter med nyrelidelse. Det var stor en succes. Nabokollegerne hørte om de gode behandlingsresultater. Patienter, som de tidligere måtte opgive at behandle, kunne nu pludselig hjælpes, og snart begyndte de at efterspørge maden. Dyrlægens kone måtte nu forøge produktionen af nyrediæt og måtte tage garagen i brug. Efterhånden blev forholdene for små og en ny virksomhed tog form. I dag er det oprindelige firma overtaget af en multinational koncern og fodringseksperterne har udviklet specialdiæter til næsten alle sygdomsgrupper.

Svært at overholde diæten

I den tidligere nævnte fjernsynsudsendelse sagde lægernes formand, at det næsten ikke er til at få patienterne til at spise den rigtige kost. Det problem burde være noget mindre, når det drejer sig om familiedyrene. Her er det trods alt os, der bestemmer hvad de skal spise, men alligevel oplever jeg ofte, at samme mekanismer, som volder problemer i ernæringen af mennesker gør sig gældende, når dyrene skal have mad. “Det er da synd, at den blot skal have det kedelige tørfoder” - og så får den lige lidt ved siden af. Afmagringskur er et godt eksempel herpå.

Slankekur

Overvægt hører til et af de almindeligst forekommende problemer med såvel hunde som katte. Her er et specialfoder en stor hjælp. Mindre mad og mere motion er selvfølgelig det vigtigste, men har man en hund eller kat, som ikke stiller sig tilfreds med smalkost, er slankediæt en god hjælp. Man får mæthedsfornemmelse på 2 måder. Dels ved at maven rent fysisk fyldes, dels ved at foderet har en vis “energitæthed” dvs. et højt kulhydratindhold. Begge typer af slankefoder er i dag på markedet og virker ganske fortrinligt. Man må nogle gange prøve sig frem med, hvilket af de typer, der virker bedst hos den enkelte patient.

Mange typer diæt

Jeg har her givet nogle få eksempler på sygdomme, som kan afhjælpes med specialdiæter, men der er mange andre. Når man bliver gammel, har man behov for flere mineraler og færre, men bedre proteiner. Sådan en geriatrisk diæt findes. Miniature-racerne har ofte problemer med tandsten og parodontose. Til denne gruppe er der fremstillet en speciel tanddiæt. Der er tale om tørfoder, som indeholder særlige roefibre, der ved tygning sliber tænderne og herved forebygger tandstensdannelse. Hjerte- og nyrepatienter har særlige behov. Hjertepatienter må f.eks. ikke få saltet mad og leverpatienter har behov for særligt letfordøjelige proteiner og sådan kunne jeg blive ved. Sikkert er det, at dyrlægerne har meget gode erfaringer med kostregulering, og færdigdiæterne er kommet for at blive.

Til toppen

 

En hjertesag

1 ud af 10 hunde rammes i løbet af deres tilværelse af en hjertelidelse. Det viser nyere undersøgelser fra England. En tidlig indsats kan forlænge dyrenes liv og forbedre deres livskvalitet ganske betydeligt.

Helt nøjagtig viser undersøgelsen, at 11% af alle hunde går rundt med en hjertelidelse. Nu er det jo ikke sådan, at 11% af alle hunde er syge af hjertelidelser. Mange af hundene lever relativt symptomfri med sygdommen. Jo længere dyrene lever, jo større bliver risikoen for, at sygdommen får betydning for hundens helbredstilstand og livskvalitet. I de sværere tilfælde kan hjertelidelserne give dyret alvorlige problemer og i sidste instans medføre dets død.

Hjertemuskelsygdomme er i stigning

Medfødte hjertelidelser forekommer, men er meget sjældne. Langt de fleste hjertelidelser erhverves. De alvorligste hjertesygdomme er dem, der rammer selve hjertemusklen. Man mener, at denne type af hjertelidelser er i stigning. I hvert tilfælde er det sådan, at man i dag finder mere end dobbelt så mange hunde med den såkaldte “cardiomyopathi” eller hjertemuskellidelse end man gjorde for 25 år siden. Noget af stigningen skyldes formentlig, at dyrlægerne er blevet bedre til at stille diagnosen eller er blevet mere opmærksomme på lidelsen. Den påvises i dag på ca. 1 ud af 100 hunde og den rammer især store hunderacer. Især “gigantracerne” er disponerede. Det kedelige ved denne meget alvorlige sygdom, hvor patienterne kun har en gennemsnitlig overlevelsestid på 6 måneder, er at den rammer unge og midaldrende hunde. Sygdommen menes at være arveligt betinget.

Slidte hjerteklapper

Den hyppigste hjertelidelse er den såkaldte “endocardiose”, som en sygdom, der med alderen rammer hjerteklapperne. Her er det især de små racer der er i farezonen. Gravhunde, pudler, chihuahua, spaniels og yorkshire terrier er nogle af de racer der hyppigst rammes. Hos en enkelt race, nemlig cavalier king charles spaniel ved man, at et stort antal (mindst 50%) rammes inden de er 4-6 år gamle.

Årsagen ukendt

Man kender ikke årsagen til lidelsen, men den udarter sig ved, at hjerteklapperne efterhånden skrumper. Det medfører, at blodet så at sige pumpes i begge retninger, når hjertekammeret trækker sig sammen. Klapperne holde ikke tæt og en del af blodet løber tilbage til det forkammer, som det kommer fra. Dyrlægen kan høre en susende bilyd på hjertet. Den skyldes turbulens af blodet. Hjertet begynder at vokse i størrelse i et forsøg på at forbedre effekten, men denne vækst forværrer desværre kun sygdommen. I de milde grader erkender man næppe selv, at der er noget galt. Derfor findes langt de fleste af disse patienter ved de rutinemæssige helbredsundersøgelser, der udføres ved den årlige vaccination. Diagnosen stilles ved en grundig klinisk undersøgelse, hvor man med stetoskop lytter på hjertets lyde. Røntgen anvendes til at vurdere hjertets form og til at se efter eventuelle lungeforandringer. Også EKG (elektrokardiogram)- undersøgelse anvendes i diagnostikken.

Symptomerne

Hvordan opdager man, at ens hund er syg? Det typiske er, at hunden bliver mere rastløs. Den rejser og lægger sig hyppigere og har sværere ved at finde ro. Det ses eller snarere høres ofte om natten. På et tidspunkt i forløbet begynder hunden ofte at hoste. Man bemærker måske også, at hunden under lufteturene bliver bagefter. Dens tempo nedsættes. Konditionen er blevet dårligere. Hosten fremkommer ved, at hjertet er vokset så meget, at det begynder at trykke på de store bronkier, og også ved at der trænger væske ud i lungerne. Blodet pumpes ikke hurtigt nok væk fra hjertet. Det ophobes foran hjertet og væske trænger ud i lungerne.

Behandling muligt

Findes der så en behandling, som kan hjælpe disse patienter? Ja, det gør der. Et meget gammelt lægemiddel, digitalis, der er et udtræk af en giftplante (Folium digitalis), anvendes den dag i dag med god virkning. Stoffet giver populært sagt hjertet en bedre sammentrækningskraft. Væskedrivende lægemidler indgår også i behandlingen af endocardiose.

Imidlertid er også andre og mere “moderne” lægemidler er taget i anvendelse. Det drejer sig især om de såkaldte beta-blokkere. Det er medicin, som har regulerende virkning på blodtrykket. Disse stoffer har på en vis måde revolutioneret behandlingen af hjertelidelserne. Der er i dag undersøgelser, som klart viser, at overlevelsestiden forøges ganske betragteligt - især hvis man starter behandlingen meget tidligt i sygdommens udvikling. Derfor er det af stor vigtighed, at man erkender lidelsen så tidligt så muligt.

Chips og saltede peanuts er bandlyst

Heldigvis er det sådan, at hunde, som sættes i behandling i tide, kan leve et næsten normalt liv. Der er dog visse fødemidler, som de ikke længere må få. Det gælder dem, der indeholder meget salt. Salt binder som bekendt vand i kroppen. Saltede chips og saltet pålæg er for eksempel bandlyst. En hjertesvag hund led “salt-døden” efter en animeret fest hos sin familie. Den nød aftenen igennem de tabte saltnødder, chips og lignende, som blev tabt på gulvet. Det var for meget for dens svage kredsløb. Hunden var død af lungeødem (væske på lungerne) inden festen var slut.

Til toppen

En sund sjæl i et sundt legeme.

Har vi det dårligt, er vi syge, kan det påvirke vores psyke. Det samme gælder naturligvis vores kæledyr – eller familiedyr, som det hedder i dag. Fra de store adfærdsklinikker i USA og England rapporteres det, at mere end halvdelen af de dyr, som kommer til undersøgelse for et formodet adfærdsproblem, rent faktisk lider af en fysisk sygdom. Det er dyrlægerne på adfærdscentrene, der har lavet opgørelserne.

Hvilke sygdomme er det så, der kan give adfærdsændringer?

Mange typer af aggressionsproblemer kan skyldes smerte. En hund med smerter fra en f.eks. en tand eller ryggen kan pludselig virke nedstemt og irritabel. Det kan føre til egentlig aggressive fremfald mod medlemmer af familien eller andre mennesker.

Falsk graviditet er en hormonforstyrrelse, som ses hos tævehunde omkring det tidspunkt, hvor den ville have født, hvis den var blevet parret og parringen havde ført til drægtighed. Den falsk gravide tæve kan udvise en stærk beskyttertrang overfor de genstande, som den regner for sine ”hvalpe”. Denne beskyttertrang kan give sig udtryk i en meget udtalt aggression mod medlemmerne af familien. Det kan være særdeles ubehageligt, når den ellers søde og kærlige familiehund pludselig ændrer karakter og bliver aggressiv. Falsk graviditet kan i dag behandles med et nyt lægemiddel, Galastop.

Urinvejsproblemer hos katte kan føre til urenlighed, som nemt forveksles med strinteri eller adfærdsbestemt urenlighed. Derfor bør alle katte, der er urenlige først gennemgå en undersøgelse for urinvejsproblemer. Især urinsten hos kastrerede hankatte kan medføre urenlighed.

Dyr med neurologiske lidelser – f.eks. svulster i hjernen – kan pludseligt ændre adfærd. De kan virke fraværende og opføre sig anderledes, end de plejer. Symptomer, som nemt kan forveksles med adfærdsproblemer.

Epilepsi, som er en meget udbredt sygdom hos især hund, kan i starten, hvor kun en del af hjernen er inddraget i anfaldene vise sig som adfærdsændringer. Et eksempel herpå er ”fluesnappen”. Hunden kan pludselig begynde at snappe ud i lufte, som om den ville fange fluer, der dog ikke er tilstede. Snappen efter fluer eller jagt efter lysstråler kan også skyldes tvangshandlinger (obsessive compulsive disorder), der er en alvorlig psykisk lidelse. Sådan kunne man finde mange eksempler på sygdomme, som viser sig ved adfærdsændringer.

Derfor er det vigtigt, at man altid som første behandlerled opsøger en dyrlæge. Han vil kunne skelne mellem om der er tale om fysiske sygdomme eller adfærdsproblemer. Det vil en ”adfærdsterapeut” uden tilstrækkelig medicinsk baggrund have vanskeligere ved, og derved overses måske den tilgrundliggende sygdom.

Til toppen

Epilepsi

Epilepsi forekommer lige så hyppigt hos hunde som hos mennesker.

Omkring 1 % af vores hunde lider af epilepsi, en sygdom der ofte kommer som lyn fra en klar himmel.

Det sker ikke så sjældent jeg bliver ringet op af en hunde- eller katteejer, som første gang oplever et krampeanfald hos deres dyr. Man hører i telefonen, at ejeren er oprevet og meget bekymret , og man hører måske også dyret tumle omkring i baggrunden. Med få undtagelser drejer det sig om et epileptisk anfald.

Krampeanfald i forbindelse med epilepsi kan se meget voldsomme ud, og de fleste ejere ønsker derfor at dyrlægen skal komme med det samme. Imidlertid ophører anfaldet oftest af sig selv i løbet af ganske få minutter - hvilket vil sige mens man taler familien til ro og instruerer i, hvordan de skal forholde sig ved krampeanfald. I tilfælde med hyppigt tilbagevendende kramper (mange kramper inden for få timer) eller vedvarende krampeanfald er det vigtigt at søge dyrlægehjælp straks.

Epilepsi er ikke i sig selv en lidelse, men derimod et symptom på forbigående unormal hjernefunktion. Hertil kan der være mange årsager, som kan være svære at klarlægge. Epilepsi er gentagne anfald med eller uden kramper. Epilepsi starter hos unge hunde (3-5 år) oftest uden at man kan påvise nogen sygdomsårsag. Hos ældre hunde opstår epileptiske anfald derimod typisk som følge af en påviselig hjernesygdom. Der kan f.eks. være tale om en hjernesvulst, arvæv efter at hunden er kommet til skade med hovedet eller senreaktioner efter virusinfektioner.

Lidelser i hjerte, lever, bugspytkirtel og andre organer kan udløse krampeanfald, som minder om epilepsi. Patienter med krampeanfald skal derfor igennem en grundig undersøgelse, hvor der bl.a. tages blodprøver og udspørges om anfaldsforløb og -hyppighed, før en diagnose kan stilles.

Hvordan skal man forholde sig, hvis hunden pludselig får kramper?

Som regel starter anfaldet med en kort indledende fase med ændret adfærd - den såkaldte aura. I denne fase er kun en mindre del af hjernen er inddraget. Opfattes dette stadium, bør man holde hunden til sig, idet en nær kontakt til den kan mindske styrken af det kommende anfald. Går hunden i fuld krampe, hvilket sker hvis den unormale aktivitet inddrager hele hjernen, har den brug for plads. Den falder om og ligger med stive lemmer efterfulgt af cyklende benbevægelser, og der ses ofte tyggebevægelser og fråde. Som regel er der også afgang af urin. Krampen varer som regel kun ganske få minutter. Herefter kommer en periode hvor hunden bliver konfus. Den kan i en kort periode virke blind, men bliver hurtigt i stand til at gå. Der ses sjældent egentlig aggressivitet i forbindelse med denne periode, men det kan virke ubehageligt, at hunden ikke kan genkende sin ejer. Hunden har brug for ro efter et anfald, men i nogle tilfælde kan det være en god idé, at tage hunden i en snor og lade den komme ud for en kort stund.

Hvis kun mindre dele af hjernen er inddraget kan anfaldene vise sig som en mental forstyrrelse, hvor den kan være fraværende eller udvise sære bevægelser, der er tilbagevendende, (f.eks. "fluesnappen" - altså uden der er noget at snappe efter!)

Hvornår skal man indlede en behandling af epilepsi?

Ved et enkelt eller få anfald om året lønner det sig ikke at behandle, men har hunden hyppigere anfald behandler man med sovemedicin, der udskilles langsom og dermed ikke sløver ret meget. Man bruger i dag næsten udelukkende stoffet fenemal. Det store udvalg af muligheder, som anvendes til mennesker, har vist sig ineffektive i behandlingen af hunde.

Det er vigtigt ved efterfølgende blodprøver, at sikre sig, at indholdet af medicin i blodet ligger på et korrekt niveau. Da fenemal kan påvirke leverfunktionen ved længere tids brug, vil det også være fornuftigt, at checke leverfunktionen f.eks. én gang om året.

Ligesom hos mennesker med epilepsi, kan man ikke altid forvente at behandlingen er 100% effektiv. Man kan være nødt til at acceptere, at der kan komme enkelte, men mindre voldsomme krampeanfald, selv om der behandles på bedst mulig måde. Men det er vigtigt at vide, at hunden ikke dør af epilepsien og at den mellem anfaldene fungerer helt normalt. Så ved en korrekt behandling kan hunden leve et (næsten) normalt liv med sin epilepsi.

Til toppen

Falsk graviditet hos hund

Falsk graviditet er en tilstand, der medfører, at hunden ”tror”, at den er med hvalpe. Falsk graviditet kaldes også for pseudodrægtighed, pseudograviditet eller indbildsk graviditet.Fænomenet forekommer hos ca. 10-20% af alle tævehunde. Egentlig er der tale om en normal tilstand, som blot i visse tilfælde kan være så udtalt, at det bliver særdeles generende for såvel hund som hundeejer.

Årsagen

Årsagen kendes ikke med sikkerhed, men man ved at visse ændringer i hormonerne spiller en rolle. Tidligere troede man, at sygdommen hang sammen med at, ”de gule legemer” i æggestokkene ikke forsvandt, som de normal skal gøre, hvis dyret ikke bliver drægtigt. De ”gule legemer” producerer drægtighedshormon. Man har også været inde på, at disse tæver producerede for meget drægtighedshormon, progesteron. Men man ved nu, at det ikke er forklaringen.

Hormonpåvirkning

Hunden adskiller sig fra andre dyrearter ved at producere hormonet progesteron igennem hele drægtigheden. Også de tæver, som ikke bliver drægtige, danner dette hormon. Hen i mod afslutningen af drægtighedstiden, der varer 9 uger, falder produktionen af progesteron. Samtidig stiger indholdet af et andet hormon: Prolaktin. Prolaktin er ansvarlig for dannelsen af mælk i mælkekirtlerne. Hos de hunde, som ikke bliver drægtige, kan dette fænomen også forekomme. Det betyder, at hunden bliver falsk gravid. Falsk graviditet kan starte allerede få uger efter løbetiden, men forekommer typisk 9 uger efter løbetiden. Det er netop på det tidspunkt, hvor den gravide hund ville føde. Tilstanden varer normalt i 2-4 uger. De hunde, som har tendens til falsk graviditet, vil ofte få det igen og igen – altså efter hver løbetid.

Symptomerne.

Den falsk gravide tævehund kan udvikle symptomer, som grangiveligt ligner de tegn, vi kender ved en rigtig graviditet. Mælkekirtlerne hæver op, og hunden får mælk i kirtlerne. Den begynder ofte at opføre sig, som om den har hvalpe. Den bygger rede i sin kurv eller andre steder. Den samler pibedyr, sko eller andre genstande sammen og vogter dem, som var de hvalpe. Den viser det, vi kalder yngelpleje. Til tider bliver tæven pirrelig og pibende. Hun kan miste lysten til foder og motionering. Det kan være svært for hunden at finde ro, og familiens nattesøvn er truet. Som komplikation til mælkeproduktionen kan der opstå betændelse i mælkekirtlerne, og der er en forøget risiko for senere at udvikle svulster i kirtlerne.

Kan blive aggressive.

Især den adfærdsændring, som ofte følger med hormonforstyrrelsen, kan volde alvorlige problemer. Den falsk gravide tæve kan udvise en stærk beskyttertrang overfor de genstande, som den regner for sine ”hvalpe”. Denne beskyttertrang kan give sig udtryk i en meget udtalt aggression mod medlemmerne af familien. Det kan være særdeles ubehageligt, når den ellers søde og kærlige familiehund pludselig ændrer karakter og bliver aggressiv.

Behandling.

Det er vigtigt at undgå konfrontationer med hunden, når den forsvarer sin rede og sine genstande. Det bedste man kan gøre er, at ignorere hunden og fjerne tingene fra den. Man kan så i stedet adsprede den med leg med bold eller lignende. Når problemerne omkring den falske graviditet bliver så store, at de generer hunden eller dens ejere, bør man overveje en egentlig behandling.

Behandling er nu mulig.

Som noget nyt er det nu blevet muligt at behandle falsk graviditet. Et nyt lægemiddel (Galastop® Vet.) er blevet registreret i Danmark. Lægemidlet er et såkaldt anti-prolaktin. Dvs. at det er et stof, som kan modvirke dannelsen af det hormon, som er medansvarlig for udviklingen af den falske graviditet. Stoffet gives en gang dagligt i hundens mad i 4-6 dage. Virkningen sætter ind efter få dage, hvorefter dens opførsel normaliseres, mælkeproduktionen ophører og mælkekirtlerne svinder igen ind til normal størrelse. Der kan forekomme bivirkninger i form af brækninger efter første indgift af medicinen. Udgiften til medicin for en hund på 30 kg løber op på ca. 270 kr.

Forebyggelse

Sterilisation hindrer falsk graviditet. Ved en sterilisation fjernes bl.a. æggestokkene. Derfor kommer hunden ikke mere i løbetid, og den bliver derfor heller ikke falsk gravid. Det er vigtigt, at man ikke steriliserer hunden, mens den er falsk gravid. Herved kan man ”fastholde” den i en tilstand af falsk graviditet i meget lang tid. Faktisk kan man risikere at fremkalde en falsk graviditet, hvis man fjerner æggestokkene i tiden lige efter løbetiden. Det bedste tidspunkt for sterilisation er derfor mindst 3 måneder efter løbetiden, eller når den falske graviditet er overstået. Sterilisation er derfor en forebyggende foranstaltning.

Til toppen

 

Flagermuserabies

For første gang siden 1982 er den frygtede, dødelige sygdom rabies (hundegalskab) blevet konstateret i Danmark hos andre dyrearter end flagermus. Flere får er blevet smittet af en flagermus, der var inficeret med en særlig virustype, flagermuserabies. Rabies kaldes også for hundegalskab. Sygdommen har altid et dødeligt forløb. Den overføres ved bid, idet virus udskilles i spyttet. Sygdommen angriber varmblodige dyr, herunder mennesker.

Katten efter flagermusen

En af mine patienter, en kat, blev forleden beordret til at møde på min klinik til vaccination mod rabies. Det var Fødevaredirektoratet eller rettere Direktoratets lokale repræsentant, Kredsdyrlægen (veterinærchefen), som forlangte denne foranstaltning. Her er forklaringen:

En mindreårig pige havde været ude for følgende: Hendes kat havde leget med en halvdød flagermus. Pigen havde bragt flagermusen i sikkerhed ved at tage den med ind på sit værelse! Hvad hverken den lille pige eller katten kunne vide, var, at flagermusen med stor sandsynlighed kunne være smittet med rabies. Såvel pigen som katten var nu i risiko for at få rabies. Havde flagermusen bidt pigen eller katten? Havde de været i kontakt med flagermusens spyt, som kan indeholde det frygtede virus? Ingen vidste det. Flagermusen var død og borte, da pigen først fortalte historien 2 uger efter, at hændelsen havde fundet sted. Der var altså ikke mulighed for at få flagermusen undersøgt. Forældrene reagerede heldigvis ved at henvende sig til en læge. Såvel pigen som katten måtte herefter vaccineres. Desværre er 2 uger efter mulig kontakt et sent tidspunkt at vaccinere på. Det bør foregå straks efter - eller endnu bedre inden, men mere herom senere.

Ikke ny sygdom

Vi har længe vidst, at flagermus kunne være inficeret med “flagermuserabies”. Tidligere regnede man med, at denne specielle type af rabies ikke kunne overføres til mennesker eller husdyr ved bid. Da man konstaterede flagermuserabies i Danmark første gang i 1985, var beskeden fra myndighederne, at man kun eksperimentelt - dvs. ved overførsel direkte til hjernevæv - kunne fremkalde smitte hos hund. Nu er myndighederne blevet mere nervøse. Et får fra Vestjylland (Ringkøbing Amt) er blevet smittet med rabies. Virus er på laboratoriet blevet bestemt til at være virus fra flagermus. Det er første gang siden 1982 at et husdyr er blevet konstateret smittet med den dødelige sygdom, rabies. Der er de seneste måneder konstateret rabies hos mange flagermus. Man regner med, at ca. 25% af alle flagermus bærer smitten. Dvs. at de er smittet med det virus, som kan fremkalde den dødelige sygdom.

Bliver indladende

Når et dyr bliver smittet, ændrer det ofte adfærd. Det bliver “indladende” og mister sin frygt for naturlige “fjender”. Det var formentlig også derfor, at den lille piges kat kunne fange flagermusen og forklaringen på, at et får kom i kontakt med en flagermus. Flagermusen er fredet i Danmark. Man må altså ikke slå flagermus ihjel. Heller ikke selvom de slår sig ned i kolonier tæt på bebyggede områder eller beboelser. Det kan altså ikke mere udelukkes, at vores familiedyr, hunde og katte, kan smittes med flagermuserabies. Især regner man med at katte er modtagelige.

Loven

Såfremt en hund eller kat bliver bidt af en inficeret flagermus, kan de i følge udkastet til bekendtgørelse om rabies hos flagermus, kræves isoleret i 12 måneder. Så lang tid kan det nemlig tage før sygdommen udvikler sig efter smitteoverførslen. Dernæst kan dyret kræves vaccineret mod rabies. Udvikler dyret sygdommen, kræves det aflivet. Katte- og hundeejere bør være særligt opmærksomme på, at deres dyr ikke kommer i kontakt med flagermus, som udviser flyvebesvær. Risikoen er især stor, hvis man bor i nærheden af flagermusekolonier.

Rabies kan forebygges

Der findes en meget god vaccine, som kan forebygge sygdommen. En del hunde- og katteejere har allerede deres dyr vaccineret mod rabies. Det gælder dem, der tager deres dyr med til udlandet. Her kræves en rabiesvaccination 30 dage inden udrejse. Vaccinen er meget effektiv og giver formentlig beskyttelse i op til 3 år. For rejse til udlandet kræves dog årlig revaccination.

Der er endnu ikke noget krav om vaccination, sådan som man havde det i Sønderjylland i 70-erne. Det er op til den enkelte hunde- og katteejer at vurdere risikoen for kontakt til flagermus. Ønsker man sit dyr sikret, kan man passende lade det få en rabiesvaccination sammen med den årlige vaccination mod henholdsvis kattesyge/katteinfluenza og hundesyge/parvo. Herved bliver udgiften til forebyggelsen mindre.

Til toppen

Vaks vil bide efter lillebror

Mange unge familier anskaffer sig hund inden de får barn. Har hunden fået for mange rettigheder, kan det give problemer, når det lille barn kommer til verden.

Søren og Else fik en dejlig lille pincher- hvalp, "Vaks", for 2½ år siden. Søren og Else er begge unge studerende og de er begge meget glade for hunde. For et par måneder siden var de på klinikken med Vaks til den årlige revaccination og det årlige sundhedscheck. Vaks var i meget fin form, så der var ingen problemer i den retning, men de ville gerne drøfte nogle problemer, som var opstået efter at de fik familieforøgelse for 1½ år siden.

Det nye medlem af familien var af den tobenede slags. Nu var der begyndt at komme problemer: Vaks havde et par gange vist tegn til at ville snappe efter den lille nye. De var selvfølgelig blevet utrygge ved, hvad der kunne ske. Situationen var ikke holdbar og familien søgte nu råd om hvordan man kunne undgå ulykker.

Undersøgelser i udlandet viser, at mere end halvdelen af landets hundeejere har større eller mindre problemer med deres familiedyr. Problemer som kan tilskrives adfærdsmæssige forhold.

Søren og Else's problemer repræsenterer et "klassisk" eller typisk tilfælde. Mange unge mennesker anskaffer sig en hund før de får børn. Men selv om situationen er typisk, er der ikke universalløsninger til problemet.

Der er ikke to hunde der er ens, og der er ikke to familier der er ens, så skulle jeg give dem hjælp, måtte jeg vide meget mere om familiens hverdag. Sådan er det altid, når jeg rådgiver om adfærdsproblemer. Det er nødvendigt at kende alle omstændighederne grundigt for at kunne stille en korrekt diagnose. Der må indhentes så mange oplysninger som muligt.

Det problem løser jeg ved at give et spørgeskema med hjem, hvor man kan besvare en lang række nøglespørgsmål. Familien beskriver bl.a. hvordan hunden reagerer i forskellige situationer, hvordan den er opdraget og hvilke rettigheder hunden har i hjemmet. Når jeg har modtaget skemaet aftales tid for en adfærdsrådgivning.

Vaks er højt elsket. Han har været enebarn i en periode, hvor det ikke betød så meget, at han tilranede sig mange privilegier og rettigheder i hjemmet. Han har sin egen stol at ligge i. Han elsker at sove i sengen og han bestemmer stort set selv tempoet. Vaks har opnået en status eller rang i familien som (mindst) den tredie-vigtigste "person". Han er blevet opdraget til at føle sig som et barn af familien. Nu er der jo blot det, at han er en hund og ikke et barn. Man kan derfor ikke med ord forklare ham, at lillebror er lige så vigtig og med tiden må rangere lidt højere i hierarkiet end Vaks selv. Vaks vil gøre alt for at hævde sine vundne rettigheder. Og hvordan gør en hund det? Jo, han sætter lillebror på plads, hvis han føler sin position truet. Sådan gør man jo i hundeverdenen, og han er i sin gode ret til det! Else og Søren var hurtige til at forstå denne sammenhæng. De vidste jo godt, at de havde opdraget ham som deres (første) barn. Men nu gjorde omstændighederne det nødvendigt at "omkode" Vaks. De måtte nu i gang med at fratage ham mange af rettighederne. Det er ikke en særlig rar proces, fordi vi som mennesker nemt opfatter det som en straf.

Vi fik lagt et program for hvordan det bedst kunne gøres. Slut med at komme i senge og møbler. Hunde opfatter det at komme op i højden som tegn på status. Slut med at spise før familien. I hundeflokken spiser flokføreren først. De lavest rangerende sidst. Slut med at gå ind og ud af døren før den øvrige familie og slut med at få opmærksomhed på eget initiativ.

Hunde er fra naturen indstillet på at indpasse sig til at leve på den "hylde", hvor de klarer sig bedst - og uden unødige konflikter. Hundeverdenen er som et kastesystem : Udemokratisk, ulige og unfair for mange af dets individer.

I en periode, indtil de nye initiativer begynder at virke, må Søren og Else sikre, at Vaks ikke er ladt alene med deres barn. Små børn er impulsive og forstår ikke at læse hundens kropssprog og advarsler. Først når Vaks "er blevet hund igen" og har fundet sin rette plads i familien, kan familien være tryg ved at lade ham være alene med lillebror.

Det kan være vanskeligt at "opdrage" en hund på den rigtige måde. Vi - hund og menneske- "taler" ikke i samme sprog. Vi kan have svært ved at sætte os ind i hundens "tankegang". Men jo mere man ved herom, jo bedre kan man undgå konflikter.

Den første tilbagemelding fra Else og Søren tyder på, at deres bestræbelser allerede er ved at bære frugt, så de skal nok få løst problemerne. Næste gang de skal have en hundehvalp ved de så lidt mere om, hvordan man skal gøre.

Til toppen

En dårlig vane

Hunden vil æde sin afføring

Et af de meget almindelige spørgsmål fra hundeejere - oftest fra hvalpeejere - er : Hvorfor spiser min hund afføring? Vi finder det naturligvis ulækkert og uæstetisk, når hunden æder sin egen eller andre hundes afføring (fæces).

Hvad er det, der ligger bag denne adfærd?

Det man skal forstå, er at hunde instinktivt har en forkærlighed for fødeemner i forrådnelse. Det medfører, at de ofte holder af at æde ådsler, afføring eller skrald fra skraldespande. Man skal også huske på, at tæverne æder hvalpenes fæces - i det mindste så længe de er mælkefodrede (diende). Denne adfærd er i naturen et vigtigt led i at beskytte hvalpene fra "fjender". De rydder så at sige sporene væk. Samtidig stimulerer de hvalpene til at afsætte fæces ved slikningen. Derfor kunne man hævde, at det er en normal adfærd for en hund, at æde fæces. Ikke desto mindre føler de fleste af os, at det er en uheldig adfærd. Den er jo også forbundet med en forøget risiko for at blive påført infektioner og parasitære sygdomme.

Hvad kan man så gøre for forhindre denne adfærd?

Det første, man bør gøre, er at forhindre hunden i at få mulighed for at æde fæces i nogle uger. Dette kan kun gøres ved at holde hunden under nøje opsyn. Så snart hunden har afsat sin afføring, må man aflede dens opmærksomhed. Man kan for eksempel kaste en bold straks efter, så den får andet at tænke på. Husk også at fjerne efterladenskaberne!

I de tilfælde hvor hunden har forkærlighed for andres fæces, må man føre hunden i snor. Man kan med fordel anvende en grime (f.eks. en Halti), der giver mulighed for, ved træk i snoren, straks at bevæge hovedet væk fra afføringen. I svære tilfælde kan det ligefrem være hensigtsmæssigt at bruge en mundkurv. Sammen med grimen, kan med fordel anvendes en lang flexline. Herved kombinerer man muligheden for hurtig indgriben, og samtidig får hunden den frihed, som den også har behov for. Så snart hunden skal til at gå om bord i afføringen, skal den distraheres eller afledes og straks motiveres for andre aktiviteter (hente bold o.l.). Herefter er det vigtigt at rose den og for eksempel give en godbid. Når hunden er på vej til at opsamle fæces, kan man også afbryde den ved at udløse en høj lyd (f.eks. fra en tyveri/røverialarm), eller man kan forskrække den ved at kaste en larmende genstand mod dens nærhed. Et godt redskab til dette er en tom coladåse med et par hasselnødder i.

Men husk : Det er for sent at reagere, når først lækkerbisknen er kommet mellem tænderne. Hunden vil ikke forstå en afstraffelse, når skaden først er sket. Efterhånden som andre aktiviteter er blevet indarbejdet til en vane, kan man begynde at slække på de restriktive forholdsregler og mindske overvågningen.

For hunde, som har en medfødt stor appetit, eller som blot er madglade, kan man med fordel fodre lidt og tit i stedet for ét stort måltid. Det vil også være en god idé, at anvende en diæt med et stort fiberindhold (spørg dyrlægen til råds), så føler hunden sig mere mæt.

En anden måde er at forsøge at gøre hundens egen fæces mindre smagsmæssigt tillokkende. Dette kan opnås ved at fodre med et højt protein- og fiberindhold og et lavt kulhydratindhold. Man kan undertiden også opnå en god virkning i samme henseende ved at give en jerntablet i maden dagligt. Det har også vist sig nyttigt at tilføre maden vegetabilsk olie. Dosering: I stigende mængder over en uge gives op til en spiseskefuld pr. 5 kg legemsvægt.

Den trøst, som jeg kan give er, at hvalpe ofte vokser fra uvanen, men prøv alligevel at gennemføre nogle af de øvelser, som jeg har skitseret. Princippet med afledning og efterfølgende ros for en heldig eller ønsket adfærd, er helt fundamental i moderne hundeopdragelse.

Til toppen

Katten er urenlig - men kun om søndagen!

Eller historien om hvordan ændrede arbejdsmiljøregler for skraldemænd gav en familie problemer med urenlighed hos deres kat.

'Musse', en kastreret hankat, er "familiemedlem" hos familien Petersen. 'Musse' er indekat. Det vil sige, at han aldrig kommer uden for huset. Han besørger derfor i en bakke med kattegrus. Han har altid været en renlig kat, der aldrig har strintet noget sted i huset. Men nu er han begyndt at gå familien Petersen på nerverne. Hver søndag er han begyndt at strinte op ad væggene omkring deres yderdør.

Men hvorfor netop her og hvorfor kun om søndagen?

'Musse' er blevet undersøgt for urinvejsproblemer. Urinrørssten er en ret almindelig lidelse hos kastrerede hankatte. Sygdommen kan give anledning til, at katten begynder at urinere udenfor bakken. Men ’Musse’ har ingen tegn på nogen lidelser i urinvejene. Han fodres tilmed med et tørfoder, som forebygger urinsten. Han er fysisk helt rask. Der må altså være en "psykologisk" forklaring på hans ændrede adfærd.

Som bekendt får man ikke meget ud af en samtale med katten. Derfor måtte familien i krydsforhør om hvilke ændringer, der kunne tænkes at have ført til den noget underlige adfærd. Det mest mærkelige var, at fænomenet kun forekom om søndagen. Ingen af familiemedlemmerne havde nogen idéer til, hvordan problemet var opstået.

Strinteri hos katte er i virkeligheden ikke en sygelig adfærd - tværtimod. Katten afmærker sit territorium i naturen ved at strinte op ad buske og lignende. Havde familien haft flere katte, ville man have kunnet forklare strinteriet som en territorialhandling, altså et forsøg på at hævde sit eget territorium overfor de andre katte i huset.

Forklaringen skulle måske derfor findes i forhold udenfor huset. Var nabokattene begyndt at strinte i nærheden af familien Petersens dør? Ja,- forklaringen var den, at netop på samme tid, som 'Musse' var påbegyndt sit strinteri, var Petersen begyndt på at flytte skraldespanden frem til døren. Det skete altid søndag sidst på dagen, for skraldet bliver afhentet mandag morgen. De skrappere arbejdsmiljøregler for skraldemændenes håndtering af affaldet havde nødvendiggjort, at Petersen selv måtte flytte spanden frem til et sted, hvor den var mere tilgængelig for afhentningen.

Indholdet fra Musse´s kattebakke var i skraldespanden. Det tiltrak nabokattene, der helt naturligt kom for afsætte sine mærker omkring spanden. Musse kunne fornemme dette og svarede derfor igen ved at strinte op ad væggene så tæt på området, som det nu var muligt. Altså et eksempel på at ændrede arbejdsmiljøregler for skraldemænd fører til et ændret adfærdsmønster hos en indekat og til et urenlighedsproblem for en familie med kat.

Et andet lignende eksempel har jeg oplevet med en kat, som var begyndt at strinte op ad et bestemt sofahjørne i stuen. Forklaringen viste sig at være, at naboen havde fået ny kat. Den færdedes ofte lige uden for vinduet, hvor den afsatte sine mærker. Sofaen var placeret op mod dette vindue. En afskærmning af vinduet i en halv meters højde løste problemet. Hver gang en kat viser en ændret adfærd, er det et detektivarbejde at finde frem til forklaringen.

Ikke altid lykkes det at finde forklaringen. Så må man prøve at fortage nogle ændringer. Man kan for eksempel tilbyde katten flere bakker med forskellige typer af grus eller sand. Katte er nogle gange meget kræsne med hvad de 'gør' i. Man kan også flytte madskålen hen til det sted hvor katten urinerer. Katte bryder sig ikke om at spise i nærheden af sit toilet. Derfor skal der altid være god afstand mellem bakken og spisestedet.

En anden mulighed er at lægge klistrende tape eller plasticdække, der hvor katten strinter. Katte bryder sig ikke om at gå på en klistrende overflade. De bryder sig ej heller om at urinere op ad en overflade "der strinter igen". Endelig kan man forsøge at afskrække katten ved at lægge et par musefælder på hovedet. Når de klapper ved kontakt, kan man håbe, at katten ikke forsøger at urinere her igen. Også moderne tyverialarmer udløst ved fotoceller eller rumfølere kan undertiden have en god effekt.

Som noget helt nyt har man kunnet fremstille et syntetisk duftstof, der imiterer kattens egne duftmarkeringer. Produktet forhandles under navnet Feliway. Fra en spraydåse sprøjtes stoffet på strategiske steder i boligen. Idéen er så, at katten ikke selv har behov for urinmarkeringen. Men tro nu ikke at det løser alle strinteri problemer. Det skulle ovennævnte historie også gerne illustrere, men det vil formentlig blive et meget nyttigt hjælpemiddel i behandlingen af urenlighed hos katte.

Hankatte kastreres bl.a. for at undgå strinteri og kraftig urinlugt. Men blandt kastrerede katte finder man i følge en større undersøgelse, at omkring 10% fortsat strinter ind i mellem. Især i det tidlige forår - altså i parringssæsonen - forekommer der en stigende tendens til urenlighed. Det tilskrives en stigning i testosteron (det hanlige kønshormon) i blodet. Steriliserede hunkatte strinter undertiden også. Her regner man med en frekvens på ca. 5 %.

Undersøgelser viser, at tidspunktet for kastrationen/sterilisationen ingen indflydelse har på hyppigheden af urenligheden. I visse tilfælde kan en ændret adfærd med strinteri skyldes frygt og stress. Her kan det komme på tale at indlede en midlertidig medicinsk behandling. Et bestemt medikament, der dæmper frygten, har vist sig at kunne hjælpe i ca. 55% af tilfældene. Men som ved alle andre adfærdsproblemer skal det understreges, at der ikke findes nogen universalløsninger. Hvert enkelt tilfælde må nøje vurderes i samråd med dyrlægen. Det er vigtigt, at man ikke prøver med forkerte løsninger, der kan forværre problemerne.

Til toppen

Når katten ikke vil kæles med.

Der var engang, da katte blev opfattet som asociale væsener. ”Katten er sin egen”, sagde man. Katte blev holdt som sekundære kæledyr. Altså som kæledyr nummer to – efter hunden. Katten levede sit eget liv uden særlig stor kontakt til familien. Det har ændret sig markant.

I dag er katten ved at overtage hundens position som det primære kæledyr. Med den stigende popularitet stiger også kravet til katten om at kunne udfylde pladsen som det egentlige kæledyr, den plads, som hunden havde. Det er en rolle som medfører en forventning om, at katten giver os lov til at nusse med den, når vi har behov derfor og lyst dertil. Disse forventninger bliver imidlertid ikke altid indfriet. Det mærker dyrlæger, som beskæftiger sig med adfærdsrådgivning. Flere og flere søger hjælp, når katten ikke opfylder sin rolle som et dyr, der lader sig kæle med.

Arv og miljø.

Såvel medfødte egenskaber som miljøpåvirkninger spiller en rolle. Visse katteracer er mere sociale af natur end andre. Derfor bør man nøje undersøge disse egenskaber, inden man vælger race. Miljøpåvirkningerne er dog så langt de vigtigste. I perioden fra kattens 2. – 7. leveuge er den særlig følsom for påvirkninger, som senere fører til tilknytning til børn, voksne mennesker og andre katte. Man kalder perioden for socialiseringsperioden. Det har derfor stor betydning, hvordan denne periode er forløbet. Da de fleste katte først kommer ud til den nye ejer efter 7. leveuge – og som regel en del senere, er den mest sensitive periode for socialisering afsluttet.

Socialiseringen.

Tager man f.eks. en halvvild killing til sig, som ikke har været tilstrækkeligt i menneskehænder forinden, vil det være betydeligt sværere at få den grad af kontakt til katten, som mange ønsker sig. En sådan kat vil typisk være den, som nok kommer hjem for at få mad, og som nok lige lader sig stryge på kinden, men som i øvrigt undgår yderligere kontakt. Den viser intolerance overfor ejeren, og den har svært ved at være afslappet ved menneskelig kontakt. Den killing, som er blevet stærkt socialiseret på mennesker, ved at blive håndteret meget og længe i killingetiden, er derimod typisk bliver den, som senere opsøger menneskelig kontakt, kommer og lægger sig i skødet og oftere beder om opmærksomhed. Det viser flere videnskabelige undersøgelser.

Fravænningstidspunkt.

Der har længe været ført debat om det bedste fravænningstidspunkt for killinger, og det er en diskussion som stadig føres. Flere katteopdrættere holder fast i, at killingerne ikke bør sælges før de er 12 uger gamle. Det er da også meget fornuftigt set ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt. Killinger som fravænnes for tidligt, viser ofte overdrevne barnlige adfærdsmønstre som f.eks. sutten på uld. På den anden side ville debatten om fravænningstidspunktet blive mindre interessant, hvis opdrætterne altid sikrede at killingerne fik opfyldt sine behov for en god adfærdsudvikling, herunder socialisering på mennesker. På samme måde stiller det særlige krav til en katteejer, som overtager en meget ung killing, at sikre den en god socialisering.

Manglende tilknytning.

Har man en kat, som er for meget sin egen, altså som ikke er nok kælekat, ja så er der faktisk stadig nogle ting, man kan gøre. Målet for behandlingen er at fremme tilknytningen mellem ejer og kat ved at tilskynde til en større afhængighed. Det kan opnås på benytte forskellige metoder. Fodring er en af de væsentlige faktorer til at knytte katten tættere til sig. Det kan udnyttes ved at fodre katten meget hyppigt. Man skal altså ikke lade madskålen stå fyldt, men derimod tilbyde katten små meget attraktive måltider flere gange i løbet af dagen. Samtidig med fodringen skal man tale til katten, som så meget ofte selv ”taler” igen på sin egen måde. Når katten kommer ind for at få mad, skal man gå til et andet rum for herved at lade katten følge én. Det er en god idé at fodre katten på et bord. Det giver bedre mulighed for fysisk kontakt. Man kan så få bedre lejlighed til at stryge kattens ryg, mens den spiser. Det giver en positiv binding mellem maden og den der fodrer.

Gå gradvist frem.

Den sociale kontakt skal forøges gradvist i takt med at katten accepterer dette. Man må aldrig forcere den sociale kontakt i et tempo, som katten ikke synes om. Derfor må man aldrig jage efter katten for at få kontakt. Det er vigtigt at respektere, at katte er meget forskellige i deres behov og ønske for at få denne kontakt. Man skal så at sige forsøge at gøre sig selv mere attraktiv - set med kattens øjne. Ved at opholde sig på de steder, som katten holder af at ligge (f.eks. foran pejsen eller i kattens foretrukne sofa) og her tilbyde den små godbidder eller legetøj, vil man forøge den sociale kontakt på en god og positiv måde. Således opnår man at kunne tilbringe længere tid sammen med katten.

Medicin kan komme på tale.

I mere alvorlige tilfælde, hvor ejeren ikke er i stand til at opnå tilstrækkelig social kontakt, kan man blive nødt til at anvende et indendørs bur. Det kan også i sådanne tilfælde være nødvendigt i en periode at anvende medicin, som dæmper kattens angst, men her bør behandlingen altid ske i samarbejde med dyrlægen.

Til toppen

Dyr får også kræft

Svulstlidelser eller cancer hører - ligesom hos mennesker - til en af de hyppigste dødsårsager hos vore familiedyr.

Den der siger, at en svulst ikke betyder noget, eller at man bare skal se tiden an og holde øje med om den vokser, påtager sig et meget stort ansvar. Svulster hører til de meget almindelige lidelser hos såvel hunde som katte. Et meget almindeligt spørgsmål i konsultationen er : “Jeg har bemærket en lille knude, der er begyndt at vokse. Betyder den noget?”

Visse knuder er godartede.

Selvfølgelig findes der knuder - især i huden - som ikke er farlige. Hos hunde ses ofte talgknuder - de såkaldte “grødsvulster”. De opstår, fordi en talgkirtel lukker til, så indholdet ikke kan komme ud. Resultatet er at talget/fedtet ophober sig i huden og danner en knude. Sådanne svulster er aldrig ondartede, men de kan selvfølgelige medføre gener for dyret, idet der kan gå hul på dem, og de kan blive inficerede. Der findes også fedtknuder under huden, som ikke betyder noget. Men i mange tilfælde kan man ikke umiddelbart afgøre, om knuden er - eller kan blive - farlig. Derfor bør alle knuder/svulster vurderes med den største alvor.

Tidsfaktoren er afgørende.

En god regel, hvis man er i tvivl, om en behandling eller undersøgelse er nødvendig, er at spørge sig selv: Hvordan ville du selv reagere, hvis du pludselig kunne erkende en lignende svulst et eller andet sted på kroppen. Ville du selv blive bange og søge læge? Hvis ja, så bør du også søge hjælp til dit dyr. For tidsfaktoren er meget afgørende for en succesfuld behandling.

Flere former for ondartethed.

Ondartethed kan opfattes på flere måder. Dels kan der være tale om, at en i sig selv godartet knude, kan vokse ondartet. Dvs. at den vokser på et sted, hvor den medfører gener for funktionen af andre organer. F.eks. kan en godartet knude på et øjelåg vokse ondartet og hermed genere øjet i en sådan grad, at det giver smerter eller betændelse i øjet. Dels er der en anden og mere alvorlig form for ondartethed. Den ses hos den type kræftsvulster, der efter kortere eller længere tid spreder sig i kroppen. Dvs. at de sender små “døtreceller” med blodbanerne til andre organer, hvor de slår sig ned og begynder at danne nye svulster - de såkaldte metastaser.

Ved undersøgelsen vurderer dyrlægen svulsten ud fra sin erfaring fra lignende tilfælde. I mange tilfælde kan han ikke afgøre - ved blot at føle på svulsten - om den er ondartet. Det mest rationelle vil derfor ofte være at bortoperere knuden, mens den endnu er lille og endnu inden, den har spredt sig. Så er den væk og kan ikke skade mere. Man kan også udtage en lille vævsprøve, en biopsi, og sende den til en nærmere undersøgelse. Her vurderes svulstens celler i mikroskop, og man får oplysninger om dens natur. Sådanne undersøgelser vil fordyre behandlingen, og da resultatet alligevel som regel medfører en anbefaling om bortoperation, vil det ofte bedst kunne svare sig at tage knuden væk fra starten og så eventuelt efterfølgende få den undersøgt.

For sent hvis svulsten har spredt sig.

Har svulsten fået et stort omfang, været til stede længe eller har man allerede ved første undersøgelse en mistanke om, at svulsten allerede har spredt sig, kan man have glæde af at røntgenfotografere lungerne. Forklaringen er den, at lungerne virker som et slags filter for blodet. Dvs. at lungerne er det sted, som døtresvulsterne eller metastaserne oftest slå sig ned i. Finder man derfor “rene” lunger er sandsynligheden for, at der allerede er sket en spredning mindre. En operation vil derfor have større chance for at medføre et godt behandlingsresultat. Med andre ord: Chancen for at få fjernet svulsten, inden den spreder sig, er større. Men modsat: Kan der konstateres metastaser på lungerne, vil en behandling være nyttesløs.

Brystkræft

Mammacancer eller brystkræft er meget almindelig hos hunde og katte. Som ved de fleste kræftlidelser optræder sygdommen især hos midaldrende og ældre dyr. Ejere af tævehunde bør regelmæssigt undersøge mælkekirtlerne for knuder. Kun de hunde, som er steriliseret inden 1. løbetid, slipper helt for brystkræft. Den erfaring har man gjort i USA, hvor mange tæver steriliseres tidligt. I Danmark har vi ikke denne tradition, men vi har på Åbyhøj Dyreklinik i snart mange år anbefalet tidlig sterilisation. Katte bør ligeledes steriliseres meget unge (3-5 mdr.) for at forebygge mammacancer.

Hormonforstyrrelser betyder meget for udviklingen af sygdommen. Hunde, der bliver “falsk gravide” efter løbetiderne, får ofte mælkeproduktion og efterfølgende “mælkeknuder”, som man bør holde nøje øje med. Tidlig sterilisation vil hindre den falske graviditet og vil formentlig være en god forebyggelse for udvikling af svulster i mælkekirtlerne. Imidlertid er det kun den meget tidlige sterilisation, der kan give garanti for fuldstændig forebyggelse.

Et generelt og vigtigt råd er : Få svulster undersøgt og behandlet så hurtigt som muligt. Behandlingsresultatet afhænger ofte af tidlig indsats.

Til toppen

Marsvinets "dræbere"

”Et sygt marsvin er et dødt marsvin”.

Sådan siger man lidt sarkastisk, men det passer nu ikke altid. Og så er der alligevel et gran af sandhed i det. Der findes nogle sygdomme, som ofte medfører aflivning, fordi udsigterne for helbredelse er meget dårlige.

Et populært kæledyr.

Marsvinet er et af de mest populære kæledyr i Danmark. Det er der mange gode grunde til. Den lille gnaver er et fortrinligt kæledyr. Det er nemt at passe og ikke særligt dyrt at holde. Det er et omgængeligt og socialt dyr, og så egner det sig også godt til børn.

Marsvin stammer fra Sydamerika, hvor inkaerne holdt dem som husdyr og bl.a. brugte dem som rituelle offerdyr. Marsvin er flokdyr. De trives derfor bedst i selskab med andre. Er marsvinet enedyr, har det behov for meget stor menneskelig kontakt. I praksis er det vanskeligt for mennesker at tilgodese det behov, som marsvinet har for social kontakt, altså være en erstatning for artsfæller. Man bør derfor som hovedregel ikke holde marsvin alene. En stor del af glæden ved at holde marsvin er at iagttage deres naturlige adfærd, og den kommer tydeligst til udtryk, når der flere sammen.

En spændende bolig.

Dyrs naturlige adfærd kommer bedst til udtryk, når de gives forhold og omgivelser, som ligner dem de har i naturen. Det kan man ikke sige at en halv avisside stor plastikbund med høvlspåner minder om. Marsvin elsker udfordringer. Brug fantasien når du indretter boligen. Huler lavet af kasser og rør er velegnede og sørg for rigelig plads.

Når man sætter flere marsvin sammen, ja så risikerer man jo hurtigt, at de bliver til flere.

Færdigudviklede unger.

Marsvin kan blive 4-8 år gamle. De føder meget ”færdige” unger, som næsten kan klare sig selv fra fødslen. De nyfødte unger har fuldt udviklet pelsdragt. De har åbne øjne, og de har tænder i munden, så de er i stand til at indtage fast føde. Marsvinehunnen går drægtig (gravid) i meget lang tid i forhold til dets størrelse. Drægtighedstiden er ca. 70 dage. Det er længere end for f.eks. hund og kat, som går i ca. 63 dage. Ungerne kan fravænnes allerede efter 4 ugers alderen. Man hører ofte, at hannerne kan finde på at æde ungerne, men det er en skrøne. Denne skrøne er formentlig opstået, fordi hannen lige efter fødslen kan være noget opstemt over, at hunnen kommer i brunst lige efter fødselen. Kurmageri kan derfor mistolkes som aggression og i værste fald føre til uforvaren beskadigelse af de nyfødte. Da man ikke ønsker at hunnen parres på dette tidspunkt, kan det af den grund være fornuftigt at isolere hannen fra resten af familien.

Drægtighedssyge.

Drægtighedssyge er som navnet siger en sygdom, som forekommer i drægtigheden. Sygdommen forekommer i den sidste del af graviditeten, hvor energibehovet er stort. Det er en slags stofskiftesygdom, som viser sig ved langsomt svigtende appetit, der senere medfører leverproblemer og nyresvigt. Behandling er oftest nytteløs.

C-vitaminmangel.

Mennesker og marsvin er de eneste ”dyr”, som ikke selv er i stand til at danne C-vitamin. Vi er afhængige af tilførsel udefra, gennem maden. C-vitaminmangel medfører skørbug. Sygdommen kan vise sig på flere måder. Nedsat modstandskraft, ledopsvulminger, hoppende (kaninagtig) gang med bagbenene (marsvinelammelse), nedsat vækst osv. Et udvokset marsvin har behov for ca. 10 mg C-vitamin hver dag. Det kan sagtens gives gennem en god og alsidig føde. Grøntsager, især kålarter, indeholder meget C-vitamin. Højt indhold findes i: Grønkål, spinat, peberfrugt, broccoli og persille. Også kinakål, hvidkål, citrusfrugter og kålroer er velegnet. Foderpiller, som mange marsvin fodres med bør være tilsat C-vitamin – check indholdsfortegnelsen. Er der mistanke om skørbug, bør man søge dyrlæge.

Tandfejl.

Marsvins tænder er ”rodløse”, dvs. at de vokser hele livet igennem. Gnavere er helt afhængige af et sundt tandsæt. Kan kindtænderne ikke mere formale føden, dør dyret i løbet af dage eller uger, enten pga. af sult eller tilstødende sygdomme, f.eks. infektioner. Det er min erfaring, at tandproblemer er den helt store ”dræber” blandt marsvin. Heldigvis ses tandsygdommene sjældent hos unge dyr, men f.eks. C-vitaminmangel, kan disponere herfor. Især forvoksede kindtænder er alvorligt. Tænderne i underkæben vokser ind over tungen og laver en brodannelse, mens tænderne i overkæben vokser udad mod kinden. Dyret mister efterhånden evnen til at tygge. Det kan vise sig ved, at marsvinet forsøger at spise, men der findes utygget foder i munden. Samtidig fravælges de hårdere fødeemner, f.eks. gulerødder. Dyret begynder at tabe sig. Det kan være en god idé at veje marsvinet regelmæssigt. Så vil man hurtigere blive opmærksom på begyndende problemer. Det kan være en pinefuld død, der venter, hvis man ikke er opmærksom på symptomerne, og kommer til dyrlæge i tide. Er kindtænderne forvoksede, er der som regel intet at stille op. Det tjener derfor dyrets interesse, at lade det aflive.

Parasitter.

Skabmider, lus, og pelsmider er blandt de parasitter, som ofte fører til hudsygdomme hos marsvin. Fælles for dem er, at de giver kløe og håraffald og ofte sårdannelser i huden. Der findes i dag på markedet så effektive midler, at ingen af disse sygdomme behøver at betyde store problemer for marsvinene. Et lægemiddel, som gives ved injektion, er meget effektivt mod skab og visse af de nyere antiparasitære midler til hunde og katte, kan anvendes mod lus, skab og pelsmider. Spørg din dyrlæge til råds først. Jo før man får stillet diagnose, jo hurtigere kan behandlingen indledes og jo bedre er udsigterne til en god helbredelse.

Til toppen

Mavedrejning hos hund

Det var midt på søndag aften, da vagttelefonen ringede. En bekymret ejer af en schæfer hanhund på 7 år var i den anden ende af røret. ”Vi har været i byen, og er lige kommet hjem. Jeg tror den er helt gal med min hund. Han ligger og puster og stønner.” ”Er der noget unormalt at se på ham”, spurgte jeg. ”Han har meget ondt”, var svaret. ”Er han udspilet i maven?”. ”Ja, han er helt oppustet, og han vil ikke rejse sig.” Klienten blev bedt om at tage af sted med hunden straks. Det lød som om, det kunne være en mavedrejning. Det var det! Tyve minutter senere ankom ejeren med sin hund. Den måtte bæres ind fra bilen. Bugen var udspilet som en på en ko med trommesyge. Hundens vejrtrækning var stønnende og besværet. Den var tydeligvis i store smerter. Patienten blev straks lagt i drop. På den måde kan man tilføre organismen væske (drop) i store mængder. En røntgenundersøgelse bekræftede mistanken: Mavesækken var drejet.

En frygtet sygdom.

Mavedrejning er en af de mest frygtede sygdomme hos hunden. Den forekommer helt sporadisk (tilfældigt/uden mønster). Det er en helt akut lidelse. Mavesækken udspiles nogle timer efter måltidet. Herefter vender den sig en eller halvanden omgange. Resultatet er en meget ubehagelig tilstand, som kan sammenlignes med tarmslyng.

Store hunde er særligt udsat.

Hvorfor visse hunderacer er særlig udsatte for mavedrejning, ved man ikke. Sygdommen forekommer sædvanligvis hos store racer med et dybt bryst. Det har f.eks. hønsehunde, grand danois, schæfer, dobermann og ulvehunde. Man mener, at det dybe bryst giver pladsforhold, som muliggør drejningen. Det er en erfaring, at drejningen forekommer efter indtagelse af et stort måltid. Fødens beskaffenhed spiller næppe nogen rolle.

Når maden ”gærer” i mavesækken, udvikles der luft. Udspilingen er første trin i sygdommen. Maven vender så rundt, og tarmen lukkes af. Det giver voldsomme koliksmerter. Hvad endnu værre er, at mavedrejning betyder aflukning af store blodkar. Herved udvikles et livstruende kredsløbs-shock. Blodtrykket falder dramatisk – og hurtigt. Kommer hunden ikke under hurtig behandling, dør den simpelthen af shock.

Behandlingen.

Shock´et modvirkes ved indgivelse af store mængder saltvandslignende væske i blodårerne. Næste skridt er at forsøge at få frigjort gasserne med en mavesonde. Meget ofte er det umuligt at få luften op på denne måde. Man må da – ligesom ved en trommesyge-ko stikke en stor kanyle ind i mavesækken. Så kan luften passere ud denne vej. Hunden har forinden fået et smertestillende middel. Kommer gassen ud, letter smerterne noget. Man kan så vælge at operere straks efter. Ved operationen tømmes maven for indhold, og den vendes på plads igen. Herefter sys mavesækken fast, således at den ikke kan vende sig igen. Det er en erfaring, at mange hunde får mavedrejning igen, når de først har haft det én gang. Undertiden vælger man at udsætte operationen til senere. Det forudsætter dog, at man har fastsyet en sonde, som, indtil operationen udføres, sikrer at nydannet luft kan passere.

Tiden er altafgørende.

Når sygdommen er så frygtet blandt hundefolk, er det fordi, man ofte kommer for sent i gang med en behandling. Er hunden gået i et alvorligt shock, er udsigten for helbredelsen meget tvivlsom. Tidsfaktoren spiller en væsentlig rolle. Ved mavedrejningen vender også milten med rundt. Herved kan der ske varig skade på milten. Der kommer hurtig en slags koldbrand i milten. Derfor er det under operationen undertiden nødvendigt at fjerne milten. Operationen kompliceres i dagene efter af problemer med hjerterytmen. Derfor kræver det nøje overvågning af patienten i de følgende dage. Det kan være nødvendigt at give speciel hjertemedicin for at styre hjerterytmen.

For at forbygge maveudvidning fremover fodres patienterne med små letfordøjelige måltider. Herved kan man forhåbentlig undgå gentagelser.

Sygeforsikring.

Kommer patienten under behandling i tide er prognosen god. Under alle omstændigheder bliver der tale om et langt og kompliceret behandlingsforløb. Mavedrejning forekommer næsten altid om aftenen. Det medvirker til at fordyre behandlingen. Behandlingen er ofte kostbar og kommer uventet. Det sker ikke sjældent, at hundeejere, der ikke har tegnet en sygeforsikring, må vælge at lade deres bedste ven aflive, fordi de økonomiske konsekvenser af en behandling er for uoverkommelige. En sygeforsikring vil – på nær en mindre selvrisiko - dække alle omkostninger i forbindelse med behandlingen.

Til toppen

Når alderen trykker

De tider, hvor man aflivede en ældre hund eller kat, hvis den skrantede lidt, er stort set forbi. I dag ønsker de fleste dyreejere at bevare sit familiedyr så lang tid som muligt - så længe det er forsvarligt. Og der kan gøres meget i dag for at bevare en god livskvalitet, selvom man er firbenet og gammel. Mange af de sygdomme eller skavanker, der kan genere det aldrende dyr, kan ikke kureres fuldstændigt. Det er dog ofte muligt at finde frem til en behandling og tilrettelægge en daglig rytme for dyret, så dets liv bliver acceptabelt. Ældre dyr har som regel nedsat modstandskraft. De infektioner, som et ungt og frisk dyr med lethed selv overvinder, volder undertiden problemer for de gamle. At leve i trygge og vante omgivelser uden stress-påvirkninger er af stor betydning. Her er lidt om de hyppigst forekommende lidelser hos gamle hunde og katte:

Gigt

Ældre dyr lider ofte af gigt. Samtidig svinder muskelmassen, og det forstærker problemerne. Det samme er tilfældet hvis dyrene er overvægtige. Man ser det ved, at dyret har besvær ved at rejse sig eller efter motionering. Efter at have bevæget sig lidt, går det bedre. Efter et langt liv kan der være slid i ledbrusken. Der opstår nydannelser af knoglevæv - slidgigt. Hvornår skal der gøres noget ved det? Vi har jo det problem, at vi ikke taler dyrets sprog. Dyr giver ikke udtryk for smerte på samme måde som os selv. Bliver det besværligt at komme op efter hvile? Er der halthed på et eller flere lemmer? Så kan der være tale om smerte og tiden er inde til at tale med dyrlægen om en smertebehandling. Pas på med at bruge dine egne hovedpinetabletter uden først at forhøre dig hos dyrlægen. Især katte er meget følsomme for visse håndkøbsmidler (f.eks. paracetamol).

Nervelidelser.

Især hos de store hunderacer (schæfer o.a.) ser vi problemer med svigtende funktion af bagparten. Det viser sig som en let slingrende gang med bagbenene (eller “knocling”), der er en slags overkodning, hvor poterne ikke rigtigt følger med. Kløerne slides på oversiden. Lidelser i centralnervesystemet (i den bageste del af rygmarven) kan være årsagen. Symptomerne kan i mange tilfælde afhjælpes for en periode med medicin.

Kosten.

Ældre dyr har behov for speciel kost. Især gamle katte udvikler ofte nedsat nyrefunktion. Et mindre, men forbedret proteinindhold, skåner leveren og nyrerne. Når dyrene bliver ældre stiger deres behov for mineraler, idet deres optagelse i tarmen bliver dårligere. De såkaldte senior- eller geriatriske-diæter opfylder disse behov. Er der overvægt, vil en slankediæt være på sin plads. Diæterne kan fås hos dyrlægen.

Hjertet

“Slitage” af hjertet er ligesom hos mennesker meget almindeligt forekommende hos hunde og katte. Hoste er et karakteristisk første-symptom på svigtende hjertefunktion. Især de små hunderacer, som jo også er dem, der kan blive meget gamle, er i risikogruppen for at udvikle hjertesygdomme. Når hjerteklapperne er slidt, lukker de ikke helt tæt mere. Det betyder, at hjertet må arbejde kraftigere for at pumpe tilstrækkeligt blod rundt i organismen. Hjertemusklen vokser, men bliver ikke mere effektiv af det - tværtimod. Jo før hjertelidelsen erkendes, jo bedre er mulighederne for at forebygge skaderne. Dermed forlænges dyrets liv og livskvaliteten forøges. For det er nemlig muligt at behandle hjertelidelserne. Udover digitales-præparaterne, som man har anvendt i mange år, er man begyndt at anvende nye blodtryksregulerende stoffer, som er med til at understøtte behandlingen. Undlades behandling vil nyrerne tidligt tage skade. Nyrerne er nemlig afhængige af et konstant højt “flow” af blod. Hvis først nyrerne svigter, kan det være for sent at sætte ind med en behandling.

Svulster

De fleste svulsttyper udvikler sig heldigvis først ret sent i et livsforløb. Der kan opstå svulster i stort set alle organer. Nogle er godartede. Dvs. at de ikke spreder sig i kroppen eller generer på det sted, de vokser Andre er ondartede, hvilket betyder, at de kan sprede sig til andre organer og/eller ødelægge livsvigtige funktioner. Man kan kun sjældent se på en svulst, om den er farlig eller ej. Derfor bør man som en hovedregel fjerne svulsten tidligt i forløbet - jo før, jo bedre. Det er risikabelt at lytte til et råd om “at holde øje med svulsten”, eller at “den nok ikke betyder noget”. Tænk på dig selv. Hvordan ville du forholde dig, hvis du havde en tilsvarende svulst? Få den væk hurtigst muligt - ikke sandt?

Tænderne

Med alderen stiger behovet for en regelmæssig tandpleje. Prøv en gang at løfte læben på din gamle hund eller kat. Prøv også at lugte til munden. Er tænderne dækket af gul/brune belægninger eller er tandkødet rødt og irriteret, vil en tandrensning være gavnlig. Mange ældre dyr går med løse tænder og ubehandlet parodontose (betændelse langs tandhalsen). Dyrene siger ikke selv til. Det er os, der har ansvaret for at holde øje med mundhygiejnen.

Regelmæssigt check.

Et regelmæssigt sundhedscheck, som man udfører ved den årlige vaccination, er især værdifuldt for ældre dyr. Et sådant sundhedscheck kunne eventuelt udvides med blod- og urinprøver på dyr over 8-10 år .Så havde man bedre mulighed for at erkende de begyndende organsvigt i tide.

Til toppen

Når hunde slås

Et midaldrende ægtepar stod for en måneds tid siden i konsultationen med deres lille pommeranian på armen. Den så ikke synderlig dårlig ud, men “forældrene” fortalte, at den lige var blevet overfaldet af en stor hund. Det havde ikke set rart ud. Den lille hund havde kæmpet for sit liv, men overmagten var stor. Det blev til et par ture op i luften, inden ejeren af den store hund havde fået kontrol over sin hund. Bortset fra lidt savl i pelsen og enkelte smårifter efter et par store hjørnetænder i nakkeregio­nen, var der ikke synlige tegn på, at den lille havde lidt overlast. Nu er det imidlertid en almindelig erfaring, at “skinnet bedrager”. Hvad jeg mener er, at pelsen kan skjule meget. Klippede man alle hårene af hunden, ville man meget nemmere kunne be­dømme de skader, der er sket. Blå mærker og sår vil så blive mere synlige. Men det gør man jo som regel ikke. Højst på områder med særlig mistanke om skader. En antibiotikabehandling var hvad, der skulle til - i første omgang. Og så en advarsel til ejeren om, at det meget vel kunne udvikle sig til noget værre. Hvorfor? Jo når en stor hund har maltrakteret en artsfælle er skaderne efter biddene ofte mere alvorlige, end det ser ud til ved første øjekast. Især når store hunde bider små, sker der det, at de bogstaveligt talt løfter huden af i større partier. Det vil sige, at huden her mister sin blodforsyning. Der går koldbrand i huden. Den “visner” og falder af. Resultat: Et stort åbent sår, der typisk først viser sig 1 uge efter bidskaden. Og det var lige præcis, hvad der skete for vores lille patient. Et område på størrelse med en barne­håndflade åbnede sig i hals/nakkeregionen. Nu kunne hundens forældre se frem til et meget langt behandlingsforløb. Nu efter 4 ugers sårbehandling er den lille pommeranian igen hel i nakken, men en ubehagelig erfaring og et stort ar “rigere”.

Hvorfor slås hunde?

Alle ved, at der er stor forskel på, hvor krigeriske hunde er. Visse racer er avlet frem med det karaktertræk, at de ikke sådan lige lader sig dominere af andre artsfæller. Det har ikke altid noget med størrelsen at gøre. Jeg kender eksempler på f.eks. små terriere, der ikke ville gå af vejen for at indlede et slagsmål med kvarterets største rottweiler. Meget af det ligger i generne - de arvelige egenskaber. Resten er miljøbetinget. Det vil sige, at det har at gøre med den påvirkning, hvalpen har fået fra første færd blandt kuldet og siden under vores vejledning. Vi kan selv nedtone eller fremelske de egenskaber, som hunden besidder.

Aggression er en naturlig egenskab for en flokjæger. Så når den store hund fra tidligere spotter et lille “bytte”, der løber i den anden ende af parken, er det til en vis grad naturligt, at indfange og “dræbe” det. Men det kan vi jo ikke leve med, og derfor må vi i en vis udstrækning sørge for at undertrykke den adfærd. Frygt er en anden af de mekanismer, der kan udløse en aggression mod andre hunde. Har hunden ikke haft samkvem med mange andre hunde i de første levemåneder (i socialiserings- perioden) og lært god social opførsel, kan det disponere for, at den senere vil have vanskeligheder ved at omgås andre hunde på en hensigtsmæssig og fredelig måde.

Angribes eller overfaldes en hund alvorligt i en ung alder, kan det medføre, at den herefter så at sige forebygger angreb fra andre ved selv at angribe, for herved holde dem på forsvarlig afstand. Mange hundeejere kender det på den måde, at deres hund måske kun går til angreb på hunde af en bestemt farve eller race - alt efter den dårlige erfaring fra tidligere.

Dominans

Når to hunde møder hinanden, og de ikke i forvejen er enten gode kammerater eller fjender, udspilles der en række tegn, der tjener til at vise underkastelse eller dominans. Der urinmærkes, løftes hale og børster eller krybes og vises underkastende adfærd. Føler begge parter sig berettiget til dominans, kan det ende i slagsmål. Befinder hunden sig på eget territorium, som kan inkludere den lokale park, er aggressionen ofte forværret. Det samme gælder i ejerens nærvær. Mange kender det. Får to hunde lejlighed til at møde hinanden uden snor og væk fra ejerne, sker der sjældent noget. Passerer de samme hunde hinanden, mens ejerne har dem i snor, udvises ofte voldsom forsvarsaggression.

Hvis man kan forøge sin egen dominans over sin hund, vil den være mindre tilbøjelig til at dominere andre hunde. Samtidig opnår man også en forøget kontrol over hunden i tilspidsede situationer. På et dressurkursus vil man kunne lære, hvordan man får styr på hundens kræfter. Her vil hunden have mulighed for at lære fornuftig omgang med andre hunde. En flexline og en grime (f.eks. en Halti) kan være gode hjælpemidler i indlæringsfasen. Enhver hundeejer bærer ansvaret for at hans hund ikke skader andre. Man kan selv gøre meget for at undgå slagsmål. Indtil hunden har lært en fornuftig social adfærd, må man holde den i snor eller måske ligefrem lade den bære en mundkurv.

Til toppen

Opdragelse af hvalpen

Hvem forstår en hundehvalps tanker og adfærd ? Den spiser dine bedste morgensko, den elsker at rode i skraldespanden, og den tisser på dit ægte tæppe. Samtidig sender den dig det mest uskyldige blik, der får dig til at glemme det hele straks efter. Hvalpen kan frustrere selv den mest seriøse hvalpeejer. Når man anskaffer sig en hvalp, bliver den en del af familien i løbet af ”no time”. Du må have tillid til, at den kan færdes blandt dine ting og dine børn eller andre familiemedlemmer. Derfor er det at kunne kontrollere hvalpens adfærd nøglen til at få et fredeligt og harmonisk samliv med den. Det kræver at du bruger en del tid på at indlære hvalpen forskellige ting, at træne med den. Den har behov for at få indlært, hvad du anser for en hensigtsmæssig adfærd på en venlig, rolig og ikke mindst konsekvent måde. Du må starte denne indlæring allerede den første dag, du får hvalpen, for at sikre at den kan omgås mennesker, andre hunde og i det hele taget blive den bedst opdragede hund på gaden.

Flokføreren.

Hundehvalpe kan jagte sin hale til de bliver svimle. Vi finder sikkert aldrig ud af, hvorfor de gør det, men vi ved en helt masse om, hvordan hunde opfatter deres relationer til andre (såvel to som firbenede individer). Vilde hunde og ulve lever og jager i flok, og for din hund er du og de andre familiemedlemmer dens flokmedlemmer. Det er for hunden en vigtig model, fordi der i enhver flok er en magtstruktur – et hierarki – mellem dets medlemmer. Hvis din hund ikke har en eller flere ”dominante” (alfa-) ledere i dens humane flok, hvis den lærer, at den blot kan springe op og ned af sofaen, trække med dig i snoren ned ad gaden, eller få godbidder, når den beder om det, vil nogle hunde beslutte sig for, at de lige så godt selv kan lede ”showet”. Hvalpe, der aldrig disciplineres, kan på en aggressiv måde begynde at prøve grænserne af, når de bliver voksne. Det starter med at de begynder at ignorere kommandoer, springer op, hvor de ikke burde gøre det, eller måske begynder at forsvare eller beskytte deres føde eller territorium med knurren. I ekstreme tilfælde fører det til at de også bider.

Det er meget vigtigt, hvis du vil have et fredeligt kontrolleret samvær med din hund, at du allerede fra starten slår din position som leder fast. Fysisk magtanvendelse eller straf, endsige hårde ord, er slet ikke nødvendig at tage i anvendelse for at opnå denne position. Visse hundetrænere mener stadig, at man etablerer sin magt ved f.eks. at bide i hundens ører, løfte den op og stirre den i øjnene eller lign. Det er slet ikke nødvendigt. Denne form for magtdemonstration vil kunne medføre angstreaktioner hos den ”bløde” hund, fordi den kan føle sig truet. Den dominante hund kan også reagere mod truslen ved at tage kampen op med sin ejer og i værste fald bide ham. Det er heller ikke nødvendigt at løfte stemmen, idet råben også kan medføre nervøsitet eller angst og kan fremprovokere en aggressiv adfærd.

Den slags dominerende, truende adfærd fra lederen er helt unødvendig. Langt de fleste hunde elsker at underkaste sig en leder eller flokfører. De føler rent faktisk tryghed og får ekstra selvtillid ved at have en flokfører at følge og støtte sig til. Det er flokførerens opgave, at overføre en følelse af tillid og sikkerhed til hunden ved at bruge en dyb, fast stemmeføring og reagere roligt i situationer, som kan gøre hunden nervøs og så give godbidder og ros for en god adfærd. Det er en god idé at lære din hund ”sit” og ”dæk” kommandoerne. De kan bruges i mange situationerne. Ved igen og igen at lade hunden vise underkastende adfærd på kommando, vil du med tiden fastslå din position som den dominante flokfører – alfaulven. Hvis du har problemer i disse bestræbelser, bør du så tidligt som muligt i forløbet spørge din dyrlæge til råds. Han kan henvise dig til specielle øvelser, der er designet til at opnå det ønskede resultat.

Socialisering.

Socialisering – dvs. tilvænning til livet omkring os – er en af de vigtigste ting at træne din hund i. Ligesom babyer er hundehvalpe som små svampe parat til at suge til sig af informationer fra den omgivende verden. I den første måned af deres liv lærer de at finde den rette soveplads, at finde eftermiddagssolens stråler, og at lyden af foderposen betyder spisetid. I den samme periode er det dit arbejde som hundeejer at lære hunde at knytte fornuftige og hensigtsmæssige bånd og relationer til andre mennesker og andre dyr og vænne den til ukendte ting og situationer. Har hunden aldrig før hørt lyden af f.eks. en støvsuger, en lastbil eller en telefon, er det vigtigt, at den tidligt vænnes til de nye lyde. Jo mindre bange din hund er for fremmede mennesker (også børn), andre dyr, lyde eller ting, jo mindre sandsynligt er det, at den reagerer med forsvar eller angreb senere i tilværelsen.

En hvalps socialisering starter allerede, når den er 3 uger gammel. Fra 3-12 ugers alderen er den mest sensitiv (modtagelig) eller modtagelig for nye ting og reagerer uden angst i denne periode. Det betyder også, at en stor del af den periode allerede er overstået, når du får hvalpen. Jo dårligere hvalpen er socialiseret fra opdrætterens side, jo større arbejde får du med at tilvænne den til nye ting, og jo vigtigere bliver dit eget arbejde hermed. Får du hvalpen ved 8 ugers alderen, som er det bedste tidspunkt, har du stadig mulighed for selv at påvirke dens socialisering. De første uger er derfor særlige vigtige i den henseende. Vigtigst er det at socialisere den til egen familie. Det kan gøres ved at give kærlighed og omsorg. Tal til din hundehvalp, kæl for den og tag den ind til dig ofte. Vis hvalpen at den kan regne med din hengivenhed, regne med faste måltider og regne med venligt lederskab.

Når først din hvalp føler sig sikker sammen med dig, og når den har fået sin første vaccination, kan du introducere den til den store fremmede verden. Tag den med til mange forskellige spændende steder som f.eks. i parken, i venners huse eller i byen, hvor der er trafik. Sørg for at hvalpen møder mange venligt stemte mennesker og får lejlighed til at lege med vel socialiserede artsfæller. Prøv at gøre besøget hos dyrlægen til noget rart med masser af kæleri fra dig og dyrlægen og veterinærsygeplejersken ved første besøg. Sørg også for at hunden møder så mange børn som muligt under kontrollerede forhold. Vis børnene hvordan man omgås hvalpen på en rolig og venlig måde.

Skulle din hundehvalp udvise en nervøs adfærd i en fremmed situation eller f.eks. rejse børster af en fremmed hund, så lad være med at skælde ud. Løfter du stemmen, vil du kun gøre stemningen mere trykket og forværre angsten eller aggressionen. Trøster du hvalpen vil også det give bagslag. Får hunden megen klap, kæl og opmærksomhed hver gang den viser angst eller aggression, vil den opfatte det som ros, og dermed forstærkes adfærden. Afled i stedet dens opmærksomhed så godt det lader sig gøre. Kast en bold eller indled den leg, den synes bedst om. Når hvalpen fanges ind af legen og glemmer eller ignorerer de personer eller dyr, den før viste angst eller aggression imod, er det tid til at rose med f.eks. en godbid. På den måde vil hvalpen hurtigt forbinde farlige situationer med leg og ros og dermed socialiseres på den rette måde.

Tænk positivt.

Mange hundeejere tænker negativt, når de opdrager deres hund. Man ønsker naturligvis, at hunden ikke springer op ad gæster, at den ikke tisser på gulvtæppet, at den ikke bider i dørkarmene osv. Det hele kan så godt blive lidt forvirrende set fra hundens side. Forestil dig, at du var en hundehvalp, der havde været alene hjemme i flere timer, og at du havde brugt dagen på at bide lidt i din hundekurv, sprede indholdet fra skraldespanden over hele gulvet eller bidt et par sko i stykker. Pludselig bliver du mødt med råben og skældsord som ”nej” eller ”fyyyhhh”. Hvad var du gjorde forkert? Var det forkert, at du havde bidt i noget, eller var det forkert af dig, at møde din familie glad og veloplagt i døren? Hvad skulle du have gjort i stedet?

Nøglen til at få din hund til at undlade at gøre det, du ikke ønsker, er at give den nogle positive alternativer – altså lære hundehvalpen hvad den godt må gøre. Ser du f.eks. din hund danse uroligt omkring i stuen, som tegn på, at den har behov for at komme ud, så luk den straks ud. Gå selv med og overvåg den hele tiden. Ros med en godbid, i det øjeblik den har tisset eller leveret sin afføring. ser du din hund bide i noget, som den ikke må bide i, så afled den straks ved at tilbyde et emne, som den gerne må bide i og ros så derefter. Ros også så snart du ser, at hvalpen leger med eller bider i dens eget legetøj. Det er nøglen til en effektiv træning. Gør det til en vane at rose hunden hver gang, den gør noget godt. F.eks. ligge stille i stedet for at springe op eller ligge i kurven i stedet for i din seng eller i din sofa. Gør det til en vane at rose med ord, kærtegn eller godbidder.

Træning er en gradvis proces, og det er en vanskelig vej at gå alene eller uden hjælp og vejledning. Det er vigtigt, at alle familiemedlemmer er enige om at følge den samme taktik. I må alle være enige om, hvordan der skal reageres, såvel når hunden gør noget forkert, som når den gør det rigtige. Husk, når du træner hunden, at det er nødvendigt at være konsekvent og frem for alt tålmodig. Din hvalp kommer i sin tilværelse til at gøre mange ting forkert, og den kommer givet vis til at ødelægge et par ting undervejs, men den vil i virkeligheden meget hellere gøre dig tilpas end det modsatte. Den har brug for din kærlighed, opmærksomhed og vejledning for at blive den gode hund, som du ved den kan blive.

Til toppen

Opmærksomhedssøgende adfærd

Mange hunde og katte er så stærkt knyttede til deres ejere, at de hele tiden plager om opmærksomhed. Måden hvorpå de gør dette, påvirker ofte ejeren til bestemte handlinger, som forstærker problemet.

En hundeejer ringede for nylig og beklagede sin nød: “Min hund bestiller ikke andet end at løbe efter sin hale. Jeg tror den er blevet skør.” Da hunden kom i konsultationen fik vi syn for sagn. Hunden løb bogstavelig talt rundt efter sin hale fra det øjeblik, den trådte ind ad døren. Efter indgående samtale med ejeren kom vi frem til en diagnose: Hunden lider af “opmærksomhedssøgende adfærd”. “Beviset” kom, da jeg bad ejeren forlade konsultationen. Hunden ophørte med at løbe efter halen og opførte sig helt normalt.

Hunde og katte, som får ringe opmærksomhed, går ofte til yderligheder for at få denne opmærksomhed. Hunde kan finde på at springe op ad folk, konstant puffe til albuen, trække dem i ærmet eller tøjet, nappe dem eller gø ad dem. De begynder også til tider at udføre underlige handlinger, som f.eks. at løbe efter sin hale eller lign. Hunde og katte bliver somme tider destruktive eller besørger indendørs. Til tider stjæler de ting og gemmer dem af vejen for at påkalde sig opmærksomhed.

Et dyr, som har et alvorligt behov for opmærksomhed, uanset af hvilken grund, vil søge at opnå denne med alle tilrådeværende midler. For et dyr, som kræver opmærksomhed, er selv negativ opmærksomhed bedre end ingen opmærksomhed. Der kendes en parallel hos børn: Hvis et spark er den eneste opmærksomhed barnet får, vil barnet vende tilbage for at få endnu et spark. Det er vigtigt, at dyret ikke lærer, at dårlig opførsel er den bedste måde, hvorpå opmærksomhed opnås. Den vigtigste forhindring i behandlingen af disse hunde, er vores egen tendens til automatisk at række ud og røre ved et dyr, der kommer brusende os i møde. Vi er mere tilbøjelige til at gøre dette, når vi er “forsvarsløse” - når vi læser avis, blunder eller ser TV. Hunden ved dette og drager fordel heraf. Er problemet slemt nok til, at vi føler os generet deraf, må vi være konsekvente i behandlingen.

Det første man bør gøre, er at etablere et fast rutine (skema) for samværet. En vis grad af forudsigelighed er især vigtigt for hunde, der samtidig er nervøse af natur. Ejeren bør rette sin opmærksomhed på hunden på bestemte tidspunkter, mindst 2 gange et kvarter hver dag. Sættes det i system, er det lettere for både hund og ejer at se frem til seancen. Under øvelserne skal hunden indlæres lydighedsøvelser eller tricks - eller kunne lære at gå spadsereture eller bedre: Deltage i jogging eller lignende.

Adfærdsmodificerende øvelser, som er udviklet til at lære hunden at sidde, stå og slappe af, kan være hjælpsomme. Især unge dyr har et meget stort behov for bevægelse og leg. Her er en spadseretur ikke nok. Men f.eks. kast med en frisbee, kunne være en idé. Imødekommes en ung hunds behov for udfoldelse ikke, kan det føre til opmærksomhedssøgende adfærd. Strukturerede tidsskemaer for leg og udfoldelse vil blive godt modtaget af hunden, og samtidig behøver man ikke selv have dårlig samvittighed i de perioder, hvor man ønsker fred og ro for hunden. Leg med hunden knytter ejer og hund sammen.

I de perioder, hvor man ønsker ro, må man anvende forskellige midler til at forstærke hundens afbalancerede adfærd. Det er vigtigt at ignorere hunden, når den søger sin opmærksomhed. Kommer hunden for at søge opmærksomhed og reagerer positivt på at blive ignoreret ved at træde tilbage og sidde afventende, bør den roses. Hvis man herefter som ejer ønsker at beskæftige sig med hunden ved leg eller lignende, er det helt fint, men husk at hele pointen netop er at kunne sige nej - uden at blive generet yderligere af hunden.

Uanset hvad, lad være med at skubbe hunden væk. Hvis den ikke automatisk går tilbage ved ignoreringen, men f.eks. springer op i skødet : Rejs dig op og lad hunden “falde ned” uden berøring og kommandér , “nej!, dæk!”. Så snart hunden er faldet til ro, roses den: “God hund”. Kommer den igen anmassende, bør man helt bakke væk og ignorere den og nægte kontakt, før den atter er faldet til ro. Er man vedholdende på denne måde, skal hunden nok til slut lære, at den ikke får opmærksomhed, før den er rolig. Det er vigtigt, at man ikke bruger fødder eller ben til at skubbe hunden til side. Hunden vil opfatte dette som leg frem for en irettesættelse, og den vil betragte det som sjovt.

Skulle hunden vise aggressivitet, når du beder den udføre lydighedsøvelser (f.eks. beder den sætte sig), er der tale om mere alvorlige problemer end blot opmærksomhedssøgende adfærd. I så fald bør du søge yderligere hjælp hos dyrlægen. Er hunden vedholdende, men ikke aggressiv, kan man sende den ind i et andet (neutralt) rum. Man kan effektivt forvise aggressive hunde ved selv at fortrække til et andet lokale, hvortil hunden ikke har adgang. Husk, at disse hunde er desperate for at få opmærksomhed, og den værste straf de kan få, er at blive frataget muligheden for kontakt. Undlad at tale til den, når den forvises, det bliver nemt mistolket af hunden. Undlad at isolere hunden totalt. Giv den en mulighed for at demonstrere, at den har korrigeret sin adfærd. Når den er blevet “god” igen, så luk den ud og gennemfør “sit”-øvelser o.lign. og ros igen for god opførsel. Husk, at du ikke må lukke hunden ud, før den er ophørt med at vise opmærksomhedssøgende adfærd eller er holdt med at hyle eller gø. Det sidste skridt er det nemmeste, og det som oftest forsømmes, nemlig: Husk at rose hunden hver gang den er rolig. Mange hundeejere glemmer at vise denne ros, når hunden hviler stille. Her er der netop en chance for at rose under de rigtige omstændigheder.

Til slut: Hunde som roses hver gang de udfører en fornuftig og ønsket handling, vil forstærkes i denne adfærd, så husk at rose hver gang hundens bagdel når underlaget!

Til toppen

Overtypning

Man må lide for skønheden.

Et gammelt udtryk lyder: ”Man må lide for skønheden”. Det udtryk passer desværre alt for godt på den del af vores hunde- og katteracer, som er frembragt som følge af en intens avl på et ekstremt udseende. Hvad menes der så med et ekstremt udseende. Hermed tænkes f.eks. på de hunde- og katteracer, hvor man avlsmæssigt har stilet efter et bestemt udseende, som har visse overdrevne udtryk. Det kan f.eks. være et stort frygtindgydende hoved eller et fladt, menneskelignende hoved. Det første ses hos f.eks. bulldogs, som har et meget stort hoved i forhold til kroppen. Det andet ses f.eks. hos visse katteracer, hvor man avler efter et fladt hoved, hvor snuden sidder i niveau med øjnene.

Ekstrem avl betegnes undertiden også som overtypning. Den værste form for overtypning er den, som er kendt fra Kina. Der har man i århundreder avlet dyr frem med et meget aparte udseende. Formålet har formentlig været at skabe meget bizarre individer uden andet formål end det underholdningsmæssige. Hvem kender ikke den kinesiske guldfisk, som er så stor og kluntet, at den bortset fra sine skæl og finner ikke har meget tilfælles med en fisk? Den form for avl er ikke styret af, at det er de stærkeste og bedste individer som overlever og dermed viderefører de ”gode” arvelige egenskaber (gener). Dyrene må betale en høj pris for ikke at være tilpasset omgivelserne. Prisen er ofte en tilværelse med stærkt nedsat livskvalitet - en tilværelse, som også kan medføre konstant smerte og ubehag. Indenfor hunde- og katteverdnen ser man ligeledes dyr, som er fremavlet med et ekstremt udseende. Eksempler herpå er katte med så flade hoveder, at de ikke selv kan indtage føde, eller hunde, som ikke selv kan føde sine hvalpe, fordi deres hoveder er for store. Her er man nået ud, hvor man bør sige fra.

Til grund for de mange forskellige hunde- og katteracer, ligger der en beskrivelse af racens udseende, den såkaldte racestandard. For at skabe en bestemt type hund eller kat udvælges dyr, som kommer så tæt på standarden som muligt. I den forbindelse sker der en unaturlig udvælgelse. Herved risikerer man at få uheldige egenskaber ind i avlsmaterialet. Uheldige egenskaber, som ikke er skabt ud fra en bevidst avl hen imod noget ekstremt, men som snarere er en bivirkning, der er fulgt med. En konsekvens, som man ikke har kunnet overskue, da målet for en bestemt racestandard blev sat.

Når man f.eks. ønsker hundene meget store (som f.eks. grand danois), kan det medføre problemer med knoglevæksten. Man ser her en overhyppighed af knoglesygdomme i vækstperioden. Ønsker man, at en hunderace skal have et ”sødt”, sørgmodigt udseende, kan det opnås ved at udvælge individer med lidt for stor hud i hovedet. Det kan medføre, at øjelågene bliver for store og hænger løst. Herved får mange problemer med kroniske øjenbetændelser. Hos hunderacen mops ser man undertiden, at øjelågene ikke kan nå sammen om de store fremstående øjne. Også det giver kroniske øjenproblemer i form af hornhindebetændelse.

Indenfor katteavlen kendes lignende problemer. Katte, hvis snuder er meget korte, kan få problemer med infektioner i øvre luftveje samt kroniske rindende øjne osv.

Kennelklubberne er de senere år blevet meget mere bevidste om de problemer, som er opstået. Der udføres et meget seriøst og prisværdigt stykke arbejde med bekæmpelse af en del af de kendte skavanker. F.eks. har man i Dansk Kennel Klub i flere år anbefalet eller for visse racer krævet røntgenundersøgelser for hofte- og albueledsdysplasi, som en forudsætning for at kunne få stambogsført afkommet. Man har også programmer i gang med udryddelse af visse former for arvelige øjensygdomme osv.

Erkendelsen af, at problemerne er der, er det første skridt på vejen til at ændre kurs. Den erkendelse er desværre ikke lige stor hos alle specialklubber. Hertil kommer at hunde- og katteavl også i mange tilfælde drives som en forretning. Med det i tankerne bør man som forbruger af familiedyr være bevidst om, hvad man køber.

Vær kritisk.

Man kan sammenligne køb af familiedyr med køb af bil. Ved køb af bil vil de fleste forbrugere nøje analysere sine behov inden købet. Hvor stor en bil har man brug for, hvilken motorkraft, hvilket udstyr osv. Man læser måske anmeldelser på motorsiderne i avisen og vurderer kvalitet og pris. Har man forelsket sig i en bestemt bilmodel, ville det nok være klogt at forhøre sig hos andre end sælgeren om netop denne models eventuelle ulemper, inden man køber. Sælgeren vil derimod uden tvivl være den rette til at fortælle om fordelene ved netop hans model.

Når man som forbruger skal vælge hund eller kat, bør man gøre sig lignende overvejelser. Som dyrlæge oplever man desværre ofte, at dyreejeren har købt en bestemt race uden at forhøre sig hos en uvildig (f.eks. dyrlægen) om racens ulemper. Vidste man ikke på forhånd, at der i racen er problemer med en eller flere sygdomme, kan man nok føle sig noget snydt, når man står hos dyrlægen og kan se frem til flere behandlinger. Såvel problemer af sygdomsmæssig karakter som problemer med temperament eller psyke vil det være tilrådeligt at søge information om, inden valget af race.

Man kan som forbruger være med til at forbedre dyrenes trivsel ved at fravælge de usunde dyr. Ved at være kritisk i sit valg, kan man både spare dyret for unødige lidelser og sig selv for unødvendige sorger og dyrlægeudgifter.

Til toppen

Overvægt hos hund og kat

De senere års kampagner for at få mennesker til at spise fiberrig og fedtfattig kost er ved at give resultat. Desværre er vi ikke altid lige så bevidste, når vi fodrer vores hunde og katte. De lider i stigende grad under overvægt som følge af forkert ernæring. Den dårlige ernæring giver især problemer hos de lidt ældre dyr, hvor sygdomme i f.eks. bevægeapparatet, hjerte, nyrer og hud forværres af overvægten. Ved korrekt fodring og tilstrækkelig motion kunne mange af disse sygdomme helt undgås. Derfor er det vigtigt, at hunde og katte vejes regelmæssigt, så man straks griber ind, når de begynder at lægge sig ud.

Værst hos ældre dyr

Et dyr, som er blevet overvægtigt, bliver nemt sløvt og ugideligt. Det har mindre lyst og energi til at motionere. Dermed forstærkes overvægten yderligere. Man har fået skabt en ond cirkel. Størst er problemet for de ældre dyr, som er mindre aktive, end de var tidligere. Et gigtplaget dyr bevæger sig mindre, og fodres det ikke herefter, tager det på i vægt. Det forværrer yderligere smerterne i leddene, når de skal bære på for mange kilo. Det er ikke usædvanligt, at ældre hunde - især af de store racer - må aflives før tiden, fordi overvægten komplicerer sygdommene i bevægeapparatet. Katte, som er meget overvægtige, kan ikke soignere sig selv i tilstrækkelig grad. Det kan medføre alvorlige hud- og pelsproblemer. Overvægtige katte udvikler også hyppigere sukkersyge, ligesom overvægten kan komplicere andre organlidelser.

På kur

Er man i tvivl om, hvad dyret må veje, kan man lade dyrlægen vejlede. En god hovedregel er, at man ikke må kunne se ribbenene, men tydeligt mærke dem. Der findes tabeller over normalvægt for forskellige racer, men de er kun retningsgivende, idet der kan være store forskelle på dyrenes størrelser indenfor en bestemt race.

Ligesom der hos os mennesker er individer, som kan spise næsten hvad som helst, uden det kan ses på sidebenene, så er der også hunde og katte, som selv regulerer fødeindtagelsen. De fleste dyr formår dog ikke selv at regulere kalorieindtaget. Mange dyreejere har svært ved at begrænse deres kæledyrs ”efterspørgsel” efter mellemmåltider og godbidder. Vi holder alle af at glæde dem med lidt ekstra mundgodt. Desværre gør vi dem ofte en bjørnetjeneste. Regelmæssige kostvaner, sund mad og god motion er det bedste. Har man et dyr, som er blevet overvægtigt, må man indlede en egentlig slankekur.

Slankekost

Der er de seneste år forsket en del i dette emne. Flere foderfirmaer har i dag gode færdigfodermidler (tørfoder), som er velegnede til at få vores firbenede venner ned i vægt.

Dyr, som skal på slankekur, må sikres alle de nødvendige næringsstoffer (proteiner, mineraler og vitaminer) samtidig med, at energiindholdet er nedsat. Det er også vigtigt, at dyrene under kuren føler sig mætte. Derfor er det ikke nok blot at fortsætte med normal kost i mindre mængde. Mæthedsfornemmelse opnås på to forskellige måder. 1) Når mavesækken rent fysisk er fuld, giver det en mæthedsfornemmelse. 2) Den anden form for mæthedsfornemmelse opnås, når man har indtaget tilstrækkelig med energi.

De på markedet værende slankemidler udnytter et af disse principper. Det første opnås ved at erstatte de let fordøjelige kulhydrater med tungt fordøjelige, nemlig fibre. Det andet opnås ved at lave et ”energitæt” foder, som hurtigt giver mæthedsfornemmelse, men dog alligevel giver færre kalorier, end der forbrændes. I begge tilfælde er målet, at man så forbrænder kroppens fedtdepoter og dermed taber sig.

Lidt og tit

Ved at fodre hunden eller katten flere gange om dagen, vil den ikke så let føle sult. Samtidig vil små hyppige måltider forøge forbrændingen, hvilket yderligere hjælper med til et vægttab.

Det er min erfaring, at det bedste resultat opnås, hvis man går systematisk frem. Start med vejning af dyret. Din dyrlæge kan hjælpe med at tilrettelægge slankekuren. Han vil vejlede dig i, hvad der skal fodres med, hvor meget mad, der skal gives, og hvor hurtigt det er forsvarligt at smide den overflødige vægt. Sørg for at kontrolveje dyret regelmæssigt – f.eks. hver 14. dag. Inden slankekuren indledes vil det nok være en god idé at sikre sig opbakning fra resten af familien. Er der svage sjæle i familien, kan de hurtigt ødelægge kuren ved at give lidt ekstra under bordet.

Når et dyr skifter foder, vil der ikke sjældent være nogle, som ikke kan lide den nye kost. Men husk: Ingen dyr er døde af sult, mens de ser på en fyldt madskål. Dyr som er lidt forvænnede i forvejen, vil ofte sulte sig længe i den sikre forvisning, at det giver resultat i form af, at livretterne igen kommer på bordet. Her er det vigtigt at stå fast. Husk, det er dyrets helbred, som står på spil.

Til toppen

Skindet bedrager

Det er måske en lidt underlig titel for denne lille artikel om pelspleje og pelsproblemer. Og så alligevel. Man bliver sommetider overrasket over, hvad pelsen gemmer på. Især langhårede dyr kan ”gemme” på mange fremmedlegemer. Det kan være plantedele i pelsen eller f.eks. tyggegummi i potehårene. Rester af afføring i hårene omkring endetarmsåbningen giver ikke sjældent anledning til ret voldsomme følgesygdomme. Men herom lidt senere…

Pelsen genspejler kroppens tilstand

Man plejer ofte at sige, at pelsen er et spejl på, hvordan kroppen har det. Det er også rigtigt, at en ren og blank pels normalt er tegn på, at dyret trives, at det passer eller soignerer sin pels. Det dyr, som får en glansløs pels, har måske en sygdom i de indre organer eller problemer med stofskiftet. Det dyr, som ikke soignerer sig, er måske så sygt, at det simpelthen ikke magter den opgave. Det er dårlige tegn. Også overvægt kan være en årsag til manglende pelshygiejne. Den stærkt overvægtige hund eller kat formår simpelthen ikke at nå sig selv på bagkroppen. Det samme kunne gælde et dyr, som er stiv i ryggen af gigt eller lignende.

Regelmæssigt pelscheck

Der er derfor god grund til at hjælpe familiedyrene med deres pelspleje. Ved en regelmæssig gennemgang af pelsen, sikrer man, at der ikke er sygdomme i huden, som får lov at udvikle sig ubehandlet. En sidegevinst ved en regelmæssig pelspleje er, at dyret vænnes til at acceptere berøring af menneskehænder. Det lyder måske banalt, men hunde og katte er ikke programmerede til at kunne lide denne berøring fra fødslen. De skal lære det. Det er en vigtig indlæringsproces, som skal forebygge f.eks. bidskader senere hen. Der er mange hundeejere, som ikke kan komme til f.eks. bagparten eller poterne af deres hund. Nærmer man sig bagparten, bider hunden ud.

Der gik spy i pelsen

En del hunde bringes til dyrlægen, fordi ejeren tror, at de har forstoppelse. I virkeligheden drejer det sig om, at afføringen har klumpet sig sammen i hårene omkring enetarmsåbningen. Kan man ikke selv få lov til at klippe hårene væk og vaske området, er der ikke andet at gøre, end at lade dyrlægen klare det. Jeg har faktisk om sommeren set eksempler på den type patienter, hvor der, efter nogle dages sammenklumpning af afføring, opstår hudbetændelse. Herefter lægger en flue spy i såret. Efter få dage starter maddikerne med at æde dyret op indefra. Det kan være et ret ubehageligt syn, der møder én, når hårene afklippes!

Langhårede værst

Det er klart, at visse racer kræver mere end andre. Især langhårsracerne har brug for regelmæssig pelspleje. Sammenfiltring af hår er en hyppig årsag til hudbetændelser eller eksem. For at undgå det, må pelsen børstet igennem efter behov. For visse langhårsracer er det nødvendigt at bruge op til 1 time om ugen, hvis pelsen skal holdes i orden. Trimmeracer bør trimmes op til 4 gange om året. Det kan være et meget stort arbejde, der kan tage flere timer. De fleste vælger at overlade det job til en professionel hundefrisør.

Seboré

Visse individer, ja endog visse racer er disponerede for en lidelse, som kaldes seboré. Seboré skyldes en alt for hurtig omsætning af celler i huden. Denne hurtige fornyelse af celler medfører dannelse af alt for store mængder fedt og skæl i huden. Pelsen får et mat udseende pga. det store fedtindhold. Især huden langs ryggen angribes. Seboré kan give hudkløe og sekundær hudbetændelse. Ofte kommer der vækst af visse gærsvampe i huden. Huden får en karakteristisk lugt af mus eller hund. Disse dyr har brug for hyppige shampoobade.

Må gerne vaskes tit

Jo, men man må da ikke vaske sin hund for tit. Det er en gammel skrøne, som stadig lever i bedste velgående. Dyrene kan fint tåle shampoobade meget ofte. De dyr, som har seboré har brug for at blive vasket meget tit – og helst med bestemte medicinske shampoer. Der findes i dag en lang række meget effektive medicinske shampooer, som dyrlægerne bruger mod forskellige hudlidelser.

Mange shampooer

For nogle år siden kom en shampoo med virkning overfor visse hudbetændelser, BP-shampoo (benzoyl-peroxid), på markedet. I USA blev den så populær på dyreklinikkerne, at nogle etablerede whirl-pools og tilbød patienterne bad heri. Herhjemme har vi været lidt mere beskedne. Her må ejeren selv vaske dyret hjemme i brusenichen. Mange andre shampooer er siden kommet til. En helt ny shampoo mod gærsvampe er på vej. Er pelsen filtret, er det vigtigt af rede den ud – inden badet. Gør man det efter, bliver det næsten umuligt at rede filterne ud. Herefter vaskes med shampoo og evt. balsam. Balsam kan gøre pelsen nemmere at rede ud.

Til toppen

Lugter du rigtigt?

Ny forskning giver håb om hjælp på mange problemer med sammenføring af dyr og mennesker, som ikke i forvejen kender hinanden.

Parfumér dig med kattens egen lugt, og I er straks venner. Noget i den retning er konklusionen efter nye forsøg med fremstilling af pheromoner eller duftstoffer fra kattens kindkirtler. De fleste dyrs lugtesans overgår langt, hvad vi kan forestille os. Narkotikahundenes evne til at finde heroin eller andre narkotiske stoffer gemt af vejen i tandpastatuber, falske kuffertbunde osv. er helt fantastisk. Noget tyder på, at genkendelse af egne dufte har en vigtig social betydning.

Ny forskning

Som noget nyt er man nu begyndt at interessere sig for dyrenes evne til at reagere på forskellige kropslugte. Forskningen har blandt andet fokus på de såkaldte pheromoner eller duftstoffer. Man er kommet meget langt i arbejdet på at fremstille visse syntetiske eller kunstige duftstoffer fra katte. Katten udskiller pheromoner fra sine kindkirtler. Den gnider hovedet eller kinderne op ad forskellige ting - bl.a. os mennesker.

Man har den teori, at genkendelsen af egne duftstoffer er med til at få katten til at reagere venligsindet. Kan katten genkende sine egne duftstoffer på et menneske, vil den på forhånd reagere venligt. Den vil så at sige kunne genkende sig selv på os som en forudsætning for familiær eller venligsindet adfærd.

Hvis man kunne fremstille disse duftstoffer syntetisk (kunstigt), kunne vi udnytte det på forskellig vis. Og det er ikke mere fremtid, men en realitet i dag.

Nyt duftstof nedsætter aggressivitet

Det er lykkedes for et fransk laboratorium at fremstille det såkaldte F4-pheromon (allomarkerings pheromon), som er det duftstof, som katten bruger til afmærkning for genkendelse.

Stoffet har været afprøvet i dyreklinikker i Frankrig. Selv om katte normalt er omgængelige og nemme dyr at håndtere i en dyrlægekonsultation, findes der individer blandt patienterne, som ikke lader sig undersøge, uden at der på forhånd er givet beroligende midler. De er på forhånd aggressive eller angste ved den uvante situation. Ofte er dyrlægebesøget en gang om året den eneste begivenhed, hvor katten forlader sine trygge omgivelser, hvor alt kan genkendes (pga. egne duftmarkeringer). Derfor er det måske ikke underligt, at de reagerer kraftigt i en stresssituation. Også i kattenes egne hjem kan der være aggressivitets-problemer. Undertiden viser katte aggressivitet overfor et familiemedlem - måske typisk det medlem, som ikke er så “vild med katte” og derfor undgår omgang med katten.

Dyrlægerne har været prøveklud.

Ved afprøvningen af F4, lod man dyrlægerne parfumere sig med stoffet på arme og hænder inden mødet med de angste/aggressive katte. Resultaterne var forbløffende. Det viste sig nemlig, at de katte, som før var angste og derfor opførte sig som små tigre, nu meget hurtigt opfattede dyrlægen som en venligsindet bekendt.

Duftstoffer allerede på markedet.

Pheromonerne til katte er allerede på markedet.

Det såkaldte F3-pheromon, der ordineres af dyrlæger under navnet Feliway, anvendes som et led i behandlingen af bl.a. aggression mellem katte i samme hushold og mod urenlighed eller strinteri.

Ca. 10 % af kattene vil, selv efter kastration og sterilisation, være urenlige og udføre (den naturlige) adfærd: Strinteri. Det er naturligvis til stor gene for katteejerne.

Udviser katten denne adfærd, må man først sikre sig, at katten ikke lider af en fysisk lidelse. Dyrlægen vil især lede efter tegn på urinvejslidelser. Dernæst må man indlede et detektivarbejde, som går ud på at finde forklaringen på strinteriet. Ofte er der tale om, at der er sket ændringer i omgivelserne. Det kan f.eks. være, at naboen har fået en ny kat, som strinter op ad bryggersdøren eller bevæger sig forbi i haven, mens den iagttages af den anden kat. Her kan simple løsninger hjælpe.

Finder man imidlertid ingen “naturlige” forklaringer på strinteriet, kan man anvende en kunstig markering med stoffet Feliway. Det kan vi ikke lugte - og det er trods alt rarere at få på møblerne end kattens urin. Katten tror så, at den allerede har afmærket sig og undlader yderligere strinteri.

F4-pheromonet Felifriend, der dæmper aggression, kan ligeledes skaffes hos dyrlægen.

De nye pheromoner er altså allerede i brug og har vist deres nytte. Der er ingen tvivl om, at vi vil se flere lignende produkter i den nærmeste fremtid. De vil gøre os i stand til at afhjælpe adfærdsproblemer, som vi indtil nu ikke har kunnet løse.

Til toppen

Problemer med indekatte

Selv om katten gennem mange generationer er blevet udvalgt gennem avlen til at leve et liv i omgivelser, der ligger langt fra dens naturlige miljø, har den stadig mange af den vilde kats instinkter i behold. Og det er vel også det, der fascinerer os ved katten. Den kan være indladende og nyde vores omsorg og kærtegn, og den kan minuttet efter vise, at den stadig er rovdyret, den jagende, og være parat til kamp om nødvendigt.

Men det permanente indeliv kan til tider give visse problemer.

Kattens iboende behov for jagt, afmærkning af territorium osv. vil stadig være til stede, selv om den ikke kan komme ud i naturen.

Mange mennesker har fået kradset deres møbler i stykker eller har haft problemer med, at katten har afmærket lejligheden med urin.

Nu er det jo ikke sådan, at katten gør disse ting for at straffe ejeren eller for at være ulydig. Såvel urinafmærkning som kradsen op ad udvalgte steder er en naturlig adfærd for katten. Den afmærker simpelthen sit territorium. Denne adfærd forekommer også i en lejlighed, selvom der ikke er andre katte tilstede. Heldigvis kan man selv gøre mange ting for at kattens naturlige adfærd kan foregå, uden at inventaret ødelægges.

Neutralisation (kastration af hankatte og sterilisation af hunkatte) vil i over 90 % af tilfældene sikre mod urinafmærkning.

Et kradsetræ vil ofte kunne skåne f.eks. hjørnet af lædersofaen mod kradsemærkerne. Er katten begyndt at bruge sofaen eller et andet møbel, kan det være nødvendigt i en overgangsperiode at flytte møblet ud af lejligheden. Det er nemlig sådan, at når først duftstofferne er afsat, vil det virke som et forstærkende incitament til at fortsætte. Kan man introducere et kradsetræ som erstatning, vil problemet ofte løses. Man kan stimulere brugen af træet ved forsigtigt at gnide kattens poter op ad træet.

Katte vil naturligt udføre mindst 10 jagter på et døgn. Også indekattene har brug for at simulere flere jagter dagligt. Derfor bør man indrette lejligheden på en sådan måde, at den tilgodeser også det behov. I handelen findes der efterhånden mange spændende former for ”legetøj” til katte, men man kan også selv for små penge fremstille legeting, som man har erfaring for, at katten kan lide at lege med. Et par skjulesteder, hvorfra jagten kan starte, værdsættes af alle katte. Et par papkasser med en lille åbning er udmærket. Bogreolen eller et åbent skab udgør naturlige gemmesteder.

Katte elsker at komme op i højden. Derfor er en af de bedste ting i boligindretningen et plateau-træ. Et klatrested med hylder i forskellige højder vil glæde de fleste katte og være med til at gøre den, måske lidt ensformige indetilværelse, lidt mere spændende. Det er simple midler, der kræves, for at stimulere katten og dermed undgå uheldige adfærdsmønstre.

Katte er af natur renlige dyr. De dækker deres affaldsstoffer til. Derfor er katte nemme at holde renlige, blot gruset i kattebakken skiftes hyppigt nok. Husk at katte, ligesom vi selv, ikke bryder sig om at have toilet og spisested i nærhed af hinanden. Sætter man kattebakken og madskålen ved siden af hinanden, er man selv ude om det, hvis katten vælger at afsætte sine hilsener på uheldige steder i lejligheden.

Til toppen

Receptpligt på ormekuren

Fra 1. august 1999 er medicin til behandling af orm i tarmkanalen hos dyr blevet receptpligtig. Begrundelsen for indførsel af receptpligten er først og fremmest, at man blandt de store husdyr (kvæg og svin) er nervøs for udvikling af resistens. Resistens betyder, at ormemidlerne mister sin virkning. Det kan ske, hvis midlerne bruges forkert. Den samme problematik forekommer blandt vores små firbenede venner, hunde og katte.

Prisstigning?

Hvad betyder det så for forbrugeren, at ormemidler til hund og kat er kommet på recept? Umiddelbart betyder den en væsentlig fordyrelse. Der er kommet et ekstra led ind forhandlerkæden, nemlig apoteket. Det har betydet en ret væsentlig prisstigning på medicinen. Dertil kommer udgiften til at få stillet diagnosen eller det recepthonorar, som dyrlægen beregner sig for ordineringen og rådgivningen. Som eksempel kan det koste op mod 200 kr. (incl. recepthonorar og medicin), inden man står med nogle få ormetabletter til en hund eller kat i hånden – mod tidligere ca. 70 kr. Er det så ikke kun til ulempe for dyreejerne, forbrugerne. Absolut nej!

Stort overforbrug.

Der er næppe tvivl om, at der tidligere har været et stort overforbrug af ormemidler. Dyreejerne kan derfor i forhold til tidligere spare meget, hvis de nøjes med at anvende ormekure, når behovet er der. Det er min erfaring, at den rådgivning, som dyreejerne tidligere har fået i forbindelse med køb af ormemidler, ikke altid har været tilstrækkelig.

Der er noget forkert i, at butikker, som lever af at sælge produkter som f.eks. ormemidler, også er dem, der rådgiver om behovet for dette. Nu er det dyrlægen, som på basis af en diagnose, skal rådgive om det aktuelle behov for behandling. Dyrlægen tjener ikke noget på receptpligtig medicin, så selv om det er ham, der udleverer medicinen, så koster den ikke mere end på apoteket. Derfor kan man betragte dyrlægen som uvildig rådgiver. Hvor ligger så overforbruget? Mange hundeejere har før rutinemæssigt givet deres hund en ormekur 1 eller 2 gange årligt, sådan som visse producenter også anbefaler det. Men der er intet belæg for, at det skulle være nødvendigt.

Voksne hunde har kun sjældent spolorm.

Det hænger sammen med to forhold. For det første er smitterisikoen for voksne hunde ikke ret stor. Det har bl.a. at gøre med det danske klima. Æggene, som udskilles fra inficerede hunde, kræver en forvandling, før de kan smitte. Selv under helt gunstige forhold – og dem har vi sjældent herhjemme – varer denne proces 2 uger. Forvandlingen til infektive larver, altså det stadie, som kan smitte andre hunde, kræver høj varme og fugtighed. Dernæst er det sådan, at hunde over 6 måneder kun sjældent udvikler spolorm i tarmen, hvis de optager de smitsomme larver. De sætter sig i stedet for i andre væv, hvor de ikke umiddelbart gør nogen skade. Der er derfor ingen som helst grund til at give voksne hunde regelmæssig ormekur. Ormemidler har ingen forebyggende effekt. Skulle man imidlertid observere en spolorm i hundens afføring eller opkast, ja så er det relevant at give en kur. Men husk, at spolorm stort set aldrig giver symptomer på sygdom hos voksne dyr.

Hvalpe og killinger skal behandles grundigt.

Anderledes forholder det sig med hvalpe og killinger. Hvalpe fødes med spolorm. Larver vandrer fra tæven over i hvalpen inden den fødes. Killinger smittes via modermælken. Miljøet omkring et kuld hvalpe eller et kuld killinger er derfor massivt smittefarligt. Hvalpe og killinger har ikke som ældre dyr modstandskraft mod orm. Derfor smittes de let og udvikler orm i tarmen. Man bør derfor behandle killinger og hvalpe ved 3, 5 og 7 ugers alderen og også gerne en enkelt eller to gange efter fravænningen.

Katte kan smittes med spolorm (og bændelorm) ved indtagelse af små byttedyr. Derfor ses lidt oftere orm hos voksne katte. Da udekatte som regel besørger udendørs, er det svært at vide, om de er smittet.

Usikkerhed ved undersøgelse.

Dyrlægen kan i en afføringsprøve fra dyret undersøge, om der er indhold af ormeæg. Er der det, bør der behandles. Undersøgelsen er desværre ikke særlig sikker. Findes der ikke ormeæg, bør man fortsat være på vagt, idet et negativt svar ikke udelukker, at dyret er smittet. Forklaringen er, at der kan være orm, som blot ikke lige har udskilt æg på det tidspunkt, hvor afføringsprøven er opsamlet. Prøven er altså forbundet med en ret stor usikkerhed. Et positivt fund af æg er dog altid et sikkert tegn på parasitter.

Konklusion:

1) Killinger og hvalpe skal ormebehandles intensivt.

F.eks. ved 3-, 5- og 7-ugers alderen + en eller to gange efter fravænning

2) Voksne hunde og katte behandles, hvis man ser orm eller disse påvises i en afføringsprøve.

Til toppen

Skal hunden og katten på ferie.

Skal kæledyret med på ferie i udlandet, er det vigtigt at tænke på forberedelserne i god tid.

Her kan du finde betingelserne for at tage dyret med til udlandet:

Er det forsvarligt at tage hunden eller katten med på sommerferie?

Hvilke forberedelser skal man i givet fald tænke på?

I de tilfælde hvor man skal rejse i egen bil går det nemmest. De fleste hunde er i forvejen vant til at være med i bilen og nyder at være sammen med familien. Derimod er der mange katte, som ikke er helt så glade for turen i bilen. En del katte viser sin uvilje mod transporten ved at miave højt og hjerteskærende. Her kan det være en fordel at få lidt beroligende hos dyrlægen. De beroligende tabletter virker samtidig mod køresyge og skader på ingen måde dyret. Det er en god idé med en god transportkasse, så katten ligger trygt og sikkert.

Pas på med varmen! Der er hvert år tilfælde hvor dyr dør eller bliver alvorligt syge af hedeslag, hvis de efterlades i en bil. Bilen er måske ikke varm når man forlader den, men i løbet af meget kort tid vil der blive som i et drivhus, især hvis bilen kommer til at stå i solen. Et nedrullet vindue er ikke altid tilstrækkeligt.

Sørg også for at hunden eller katten får adgang til rigeligt vand med jævne mellemrum.

Nødvendigt med vaccination til udlandet.

Går turen uden for landets grænser er det nødvendigt at få foretaget en vaccination mod rabies. Det skal gøres senest 21 dage inden afrejse.

For at rejse skal 3 ting være opfyldt: 1) Dyret skal være mærket (tatoveret eller microchip), 2) Dyret skal have et euro-pas (som dyrlægen udsteder til dig) og 3) dyret skal være vaccineret mod rabies. For hunde/katte/fritter under 1 år er vaccinen gyldig i 1 år for dyr, der vaccineres mod rabies efter at de er fyldt 1 år, gælder vaccinen i 3 år.

Det vil være klogt at kontakte dyrlægen i god tid inden afrejsen og høre nærmere. Betingelserne ændres ind i mellem, men dyrlægen kan informere om hvilke papirer og vaccinationer, der er påkrævede.

Hvis dyret skal med på en flyverejse bør man i god tid kontakte flyselskabet. Her kan man leje en transportkasse, men ofte er det billigere selv at anskaffe en sådan. Ved længere rejser kan man med fordel give dyret lidt beroligende. Det gør rejsen mindre stressende.

Særlige vilkår for at rejse til Sverige, Norge, Storbritannien og Irland.

Der er indenfor de senere år åbnet mulighed for at tage hunden eller katten med til disse lande. Tidligere krævede man 6 mdr. karantæne, men nu er det muligt at indføre dyret på visse betingelser.

Forberedelserne før afrejse til disse to lande skal igangsættes i meget lang tid før afrejsen. Efter én eller bedst to rabiesvaccinationer med en måneds mellemrum, skal der 4 mdr. efter sidste rabiesvaccination (gælder for Sverige og Norge) udtages en blodprøve. Denne skal indsendes til et laboratorium, der undersøger serum for antistoffer mod rabies. Man stiller sig altså ikke tilfreds med, at dyret er vaccineret. Det skal også bevises, at det er i stand til at danne beskyttende antistoffer. Der er endvidere krav om, at dyret er mærket (tatovering eller microchip), men det er mange jo allerede, idet der blev indført lovmæssigt krav herom for nogle år siden. Indenfor 10 dage før afrejsen skal dyrlægen dokumentere, at der er givet en ormekur mod bændelorm.

Lyder det indviklet? Det er faktisk ikke så kompliceret. Økonomisk set løber det selvfølgelig noget op, men er alternativet et pensionsophold i 14 dage, vil mange alligevel fortrække at kunne være sammen med dyret i ferien. Jeg er også sikker på, at dyret vil fortrække et hytte- eller ødegårdsophold frem for 2 uger i en pension.

Pension eller pasning i hjemmet?

Hvis feriemålet skal nås med flyver foretrækker de fleste at lade hunden og katten blive hjemme i Danmark. Men hvad er så bedst : At lade dyret være hjemme eller lade det blive passet i en pension?

Ikke alle dyr egner sig lige godt til et pensionsophold. Dyr med en stærk psyke klarer det fint, men andre trives dårligt i familiens fravær. Der er eksempler på dyr, som undlader at spise i hele perioden.

Har man venner eller familie, der vil påtage sig jobbet som ferievært, vil det være at foretrække. Men er det ikke en mulighed, kan det jo være, at en nabo eller en bekendt vil komme og tilse dyret.

Hvis naboen helhjertet vil sørge godt for dyret, er det en god mulighed. De fleste dyr har det nu en gang bedst i de vante omgivelser. Men husk, at intet dyr må overlades til sig selv uden opsyn i længere tid. Dyreværnsloven sætter en grænse på 1 døgn, men både hunde og katte kræver meget menneskelig kontakt, og skal dyrene passes på forsvarlig vis, vil det kræve meget af "barnepigen". Katte, der kan være ude og leve det frie liv, vil være de nemmeste at passe.

Har man ikke pasningsmuligheder, findes der mange gode pensioner, som tilbyder en fornuftig pasning. Husk at sikre, at dyret har fået den regelmæssige vaccination indenfor det sidste år. Det kræver man i pensionen for at sikre en god smittebeskyttelse. En familiepræget pension, hvor den personlige kontakt til det enkelte dyr er fremtrædende, vil være at foretrække.

Til toppen

Separationsangst

Jeg har fået et spørgsmål fra en hundeejer fra Ringkøbing. Brevskriveren (BB) skriver: Min 1½ år gamle hun-strelluf-støver er mild og god og kærlig, men den er ikke i kridthuset, når vi kommer hjem fra byen. Vores skobeholdning er blevet væsentlig reduceret, siden vi fik hund. Vi ved godt, vi skal fjerne alt, der kan bides i og forsøger også i en vis udstrækning, men glemmer det nogle gange, og det går galt hver eneste gang. Hvis der ingen sko er, er Jyllands Posten et glimrende alternativ….. Den har en anden hund (terrier) at lege med, der er fyldt op med tørkost og vand, der gives tyggeben og rolige stemmer, som forklarer, at vi blot er borte et stykke tid, og at vi snart kommer igen. Det er også prøvet med en kort ”aftisningstur” inden. Det er lige meget, om vi er væk ½ time eller 6 timer – resultatet er det samme. Gør den det af savn, kedsomhed? Kan vi gøre noget?

Svar:

Adfærdsproblemer er oftest komplicerede og en løsning af problemerne kræver et indgående kendskab til dyrets adfærd og familiens/ejerens levevis og måde at tackle dyret på. Derfor kræver en løsning af det konkrete problem flere oplysninger om forholdene. En dyrlæge med særlig erfaring i adfærdsrådgivning vil være i stand til at give den bedste vejledning. Jeg skal alligevel prøve at give nogle generelle oplysninger, som måske forhåbentlig kan hjælpe.

Stærke bånd

Som regel er årsagen til, at hunde ødelægger inventaret, at de er kede af det, når ”flokken” eller ”floklederen” forlader dem. Man kalder det separationsangst – angst for adskillelse. Det er egentlig en normal adfærd. Den er især udtalt, hvis hunden er meget knyttet til ejeren eller familiens medlemmer. Derfor kan man være nødt til at ”slække” lidt på de stærke bånd mellem hund og ejer(e). Ofte er disse hunde meget opmærksomhedssøgende. De går i hælene på deres ejer, de kommer ofte og skubber med snuden og de beder ofte om opmærksomhed.

Det må ændres! Hunden må lære, at alle initiativer skal tages af ejeren. Den må negligeres, når den søger opmærksomhed. Samtidig må man planlægge en ny rytme for alle aktiviteter. Du som ejer må tage initiativet og beskæftige dig med hunden på fastlagte tidspunkter. På den måde føler hunden sig ikke overset, men kan være tryg ved, at den får opmærksomhed, men blot på dine præmisser.

Udløsende handlinger

Men det første, man må finde ud af, er hvilke handlinger, som ”tænder” hundens angst, inden man forlader den. Der er ofte en eller flere bestemte handlinger (udløsende faktorer), som starter angstsymptomerne. Det kan være, at man tager overtøj på, eller det kan være raslen med bilnøgler. For nylig havde jeg en familie til adfærdsrådgivning om deres hund, som led af separationsangst. Her var det børnenes tandbørstning, som udløste angstsymptomerne. Hunden vidste, at når børnene børstede tænder, så fulgte der en række af begivenheder i kølvandet. Begivenheder som altid endte med, at de forlod den.

Disse udløsende faktorer må fjernes. De omtalte børn, blev bedt om at børste tænder 15 gange om dagen. Det gik jo ikke an, at undlade tandbørstningen om morgenen. Derefter fik tandbørstningen hurtigt en anden betydning. Hunden må ikke kunne ”regne ud”, hvad det næste skridt er. På den måde, kan man opnå, at den ikke er bevidst om, hvornår familien forlader den.

Ingen farvel

Ved afgang fra hjemmet, må man ikke give hunden nogen form for opmærksomhed det sidste kvarter, inden man skal gå. Hvis du, som du skriver ”forklarer” den, at du blot er væk i kort tid, vil det blot virke som en udløsende faktor. Husk på, at hunden forstår ikke, hvad du siger. Din besked får betydningen . ”Nu skal jeg gå – nu kan du begynde at være bange”. Det var det stik modsatte du ønskede!

På samme måde må man ikke tale til hunden ved hjemkomsten, før den er faldet til ro. Ellers roser du den blot for en fjollet opførsel, når den springer op og hyler af glæde. Når den er rolig og afbalanceret skal du huske at rose den.

Tilvænning påbegyndes

Når ”båndene” imellem hunden og Jer er blevet lidt ”længere”, altså når den er blevet lidt mere uafhængig eller selvstændig, og når dens angst ikke mere ”tændes” af bestemte handlinger, er det tid til en tilvænning. Ved en tilvænning forstår man i denne forbindelse, at man forlader hunden med længere og længere intervaller. Aldrig længere end at man er sikker på, at hunden ikke viser angstsymptomer. Det kan være vanskeligt at gennemføre disse øvelser midt i en travl hverdag. Derfor er det godt at starte den del af træningen i en ferie eller måske alliere sig med en ven eller bekendt, som har tiden til det.

Hæng en boksebold i entreen

Når man kommer hjem og ser ting ødelagt, er det forståeligt, at man ærgres eller bliver vred. Men lad det aldrig gå ud over hunden. Den har ikke ødelagt tingene for at straffe dig. Den forstår ikke hvorfor, den får skæld ud. Kryber den, er det kun tegn på underkastelse. Har du prøvet at skælde ud blot én gang, så forventer den straf, når du ankommer. Derfor underkaster den sig på forhånd. Hæng en boksebold op i entreen og afreagér på den, inden du går ind til hunden.

Mentaltræning

Har man en meget aktiv hund, må man give den nogle udfordringer, som kræver hjernearbejde. Sporsøg og lydighedstræning af forskellig slags er fint. En hund i god kondition er svær at trætte fysisk. Man risikerer at ”speede” den ved at motionere den kraftigt, inden man tager hjemmefra. Her er den mentale træning bedre. Kast f.eks. morgenmaden ud i haven, Lad den herefter arbejde med at finde den. Den ved jo aldrig, hvornår den sidste tørpille er fundet.

Hvis hunden lider af separationsangst, vil den næppe kunne beskæftiges med tyggeben o.l., når den er alene. Den er simpelthen for angstpræget til at finde ro hertil. Er angsten mindre udtalt, kan griseører og lignende attraktive fødeemner anvendes. Også forskelligt legetøj med godbidder i kan så bruges.

Medicin

For hunde, som er meget angste, kan man i forbindelse med øvelserne f.eks. opnå hurtigere resultater ved brug af angstdæmpende medicin. Men brug af medicin uden samtidig adfærdsmodificerende behandling må frarådes.

Til toppen

Servostyring til din hund

Anvendelse af grime i stedet for halsbånd er det nye “koncept” indenfor kontrol og styring af din hund.

Det skal være en fornøjelse at gå tur med sin hund. Vi har godt af at komme ud i naturen og afstresse fra en travl hverdag. For hunden er det dejligt at møde andre hunde, at få brugt sine sanser og at få markeret sit territorium med sine dufte. De fleste hunde bliver anspændte og fyldt med forventning, når gåturen er i udsigt. Mange overreagerer og er så “tændte” på at komme videre, at de kan være vanskelige at styre. Dybest set er det selvfølgelig et spørgsmål om at give hunden tilstrækkelig adspredelse og motion, men en god opdragelse er også en forudsætning for at kunne gennemføre en harmonisk gåtur. Det er en indgroet tradition at fastholde hunden v.h.a. halsbånd og line. Imidlertid findes der andre muligheder, som mange hundeejere slet ikke kender. Jeg tænker på den såkaldte “Halter” (eng. udtale: ‘Håålter’). “Halter” er den engelske betegnelse for en grime. Grime bruges som bekendt til heste og køer.

En grime har mange fordele.

Grimen kan bruges som erstatning eller supplement til et halsbånd. Den er særdeles velegnet til opdragelse og indlæring, og den er meget mere skånsom for hunden end et halsbånd. Mange hunde trækker i linen, uanset hvor lang den er, og uanset hvor mange irettesættelser ejeren giver. Herved påvirkes struberegionen med ret kraftige trykpåvirkninger. Især hos små hunde kan det medføre irritative tilstanden med kroniske hostelignende (omvendt nysen) symptomer til følge. Kraftige træk kan i værste fald medføre varig skade på hundens halshvirvler. F.eks. kan der hos disponerede racer opstå discus prolaps. Dernæst har en halter den fordel, at man ikke behøver at bruge så mange kræfter for at stoppe hunden. Princippet er nemlig det, at et træk i linen overføres til snuderegionen. Det medfører, at man i stedet for at skulle standse hele hundens vægt i fremdrift, nu kun har brug for den kraft, som det kræver at vende hundens hoved.

Giver bedre kontaktmulighed.

Det har endvidere den betydelige fordel, at hunden standses i sin fremdrift samtidig med, at man opnår øjenkontakt med den. Her ligger i virkeligheden den helt store fordel ved halteren. Har man ikke mulighed for at opnå hundens opmærksomhed, kan man råbe og kommandere alt det, som det skal være, uden at det har effekt. Tværtimod vil kommandoer, som ikke efterkommes forstærke den uønskede adfærd. Med en halter opnås kontakten til hunden straks. Man kan give den nødvendige kommando, og chancen for at kommandoen opfattes og efterkommes er væsentlig forøget.

Også god ved “unoder”

Ved en lang række “unoder” har halteren også vist sig at være et godt hjælpemiddel. Er der for eksempel problemer med, at din hund ikke kan lide andre hunde, eller måske ligefrem kan finde på at snappe andre mennesker, vil du have bedre styr på den med en halter. Den sikrer, at du ved et hurtigt ryk i linen får vendt hundens hoved bort fra “byttet”. Det er væsentligt nemmere, end at skulle hindre det ved at trække mange kilo hund baglæns. Vil din hund æde uønskede objekter, som f.eks. afføring fra andre hunde, kan grimen også være et godt hjælpemiddel.

God til hvalpeopdragelse

Især til den unge hvalp, som er i en indlæringsproces, er en “halter” efter min opfattelse et fortrinligt hjælpemiddel. Vi ved alle, hvor svært det kan være at fastholde en lille hvalps koncentration eller opmærksomhed. Der er alt for mange spændende nye ting, der skal udforskes. I indlæringssituationen giver den en mulighed for, på en blid måde, at kalde hvalpen “hjem” til dig. Du kan i starten trække hvalpen hjem - uden at beskadige halsen - og belønne den på behørig vis med en godbid. Et let træk i linen, vender hundens hoved mod dig selv, og du kan få dens opmærksomhed, og din kommando opfattes bedre.

Ikke en mundkurv.

Til hunde findes forskellige modeller af grimer, f.eks. “Halti” og “Gentle Leader”. “Haltien” blev udviklet af den verdenskendte engelske adfærdsterapeut, Roger Mugford. Når man ser den første gang, kan man tro, at den har til formål at lukke munden på hunden, men den har intet med en mundkurv at gøre. På samme måde som et halsbånd er den naturligvis en slags “tvangsmiddel”, men det er så langt den mest skånsomme måde, hvorpå man kan føre sin hund. Trækket i linen overføres til snuden. En grime kvæler ikke din hund. “Gentle Leaderen” er udviklet af professor Robert Andersen fra dyreadfærdsklinikken ved University of Minnesota, USA. Den har en lille ekstra finesse. Hundehvalpe slapper instinktivt af, når deres moder løfter dem op. Derved opstår et tryk over nakken. Nakkeremmen på Gentle Leaderen fremkalder denne instinktive afslapningreaktion ved at trykke på din hunds nakke, hvis den prøver at trække, når den går i snor.

Uanset alder reagerer hunde ofte instinktivt og slapper af, når flokkens leder blidt griber om deres snude med munden. Dette demonstrerer floklederens dominans, men på en meget beroligende måde, ikke aggressivt. En grime er designet til at styre hele din hunds krop ved at kontrollere dens næse og hoved. Hundens krop må jo gå derhen, hvor næsen går.

Til toppen

Skovflåter

Det er højsæson for det lille blodsugende dyr : Skovflåten. Det afspejles tydeligt i antallet af henvendelser til dyrlægerne i denne tid. “Jeg har lige fundet en tæge på min hund, hvordan får jeg den fjernet?” ”Jeg har forsøgt at fjerne en skovflåt, men nu sidder der noget tilbage, hvad skal jeg gøre?” Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som bekymrede hunde- og katteejere stiller i denne tid. Er der så grund til den store bekymring? Hvor farlig er flåterne? Det er nogle af spørgsmål, som jeg vil give svar på.

Skovflåtens levevis

Skovflåten (Ixodes ricinus) er en lille mide, som er i familie med spindlerne (edderkopperne). Det er ikke en tæge, som mange kalder den. En tæge er et insekt. Skovflåten er vidt udbredt i store dele af verden. Dens udviklingscyklus varer 3 år. Om foråret klækkes ægget til en 1 mm stor larve. Den suger blod fortrinsvis fra små gnavere (f.eks. mus) og fugle og gennemgår herefter en forvandling til nymfe. Nymferne er lidt større. De kravler rundt lidt højere oppe i vegetationen (f.eks. høje græsstrå), hvor de sidder og venter på, at et værtsdyr kommer forbi. Det kan være dyr i den vilde fauna, katte, hunde eller mennesker. Nymfen suger, ligesom larven, kun blod én gang. Den er lys, beigefarvet, og den svulmer i løbet af de dage, den sidder i huden op til ært-størrelse. Så slipper den sit tag. I løbet af det følgende år udvikler den sig til den voksne æglæggende flåt. Maj-juni og august-september er højsæson. Især på fugtige og stille dage er risikoen stor for at pådrage sig flåter .

Overfører bakterie

De fleste har hørt om den risiko, der kan være for mennesker der bliver bidt af en skovflåt. Om ikke andet så efter den megen skriveri i pressen om en kendt politiker, der blev alvorligt syg efter et flåtbid. Men hvad med vores familiedyr? Skovflåten kan være inficeret med en bakterie, der er i familie med syfilisbakterien. Den hedder Borreliabakterien. Den kan være farlig for visse, særligt disponerede, mennesker. Dyrene derimod synes at være langt mere modstandsdygtige overfor den sygdom, som Borreliabakterien kan medføre. Sygdommen hedder “Lyme disease” eller “Lyme borreliose”. Den kan bl.a. medføre hudsymptomer, ledbetændelse eller meningitis.

Især katte menes at være meget modstandsdygtige overfor sygdommen. Men heller ikke hos hunde foreligger sikre videnskabelige beviser  i Danmark for sygdomsudvikling. Der er dog fra USA efterhånden mange enkelttilfælde, som peger på, at sygdomsudvikling kan forekomme. Især ledbetændelser menes her at være den mest almindelige form. Det første tilfælde herpå er beskrevet fra USA hos en hund i 1984. Også hudlidelser formodes at forekomme, men pelsen kan skjule symptomerne. I Europa og dermed også i Danmark foreligger ikke sikre beviser for overført sygdom, men mistanken om neurologiske sygdomstegn efterforskes stadig. I visse egne af landet (især Bornholm) har der været rapporter om virusencephalits (hjernebetændelse), som er overført af flåter.

Ingen grund til panik

Der er derfor heller ikke grund til at gribes af panik, når hunden eller katten har fået en flåt på sig. Jeg hører ofte om mange forskellige måder, som har været forsøgt, inden folk giver op. Ofte involverer det et eller andet kemisk middel, som f.eks. renset benzin. Pas på med det! Man risikerer at lave større hudirritation end flåten selv. Man kan vælge at lade flåten sidde. Den slipper alligevel selv sit tag efter 3-6 dage.

Sådan fjernes flåten

Ønsker man, som de fleste gør, at fjerne den, er her et par råd:

Kunsten er at fjerne flåten hel - med munddele. Det er min erfaring, at den bedst og nemmest fjernes ved hjælp af en speciel pincet (“tægetang”), som kan fastholde flåten, mens den drejes af. Den er meget nem at bruge, og man slipper for at røre ved flåten. Noget, som jeg ved, mange vil sætte pris på. Har man ikke en tang, kan man sætte sin finger på flåten og dreje den hurtigt rundt i cirkelbevægelser. Så slipper den sit tag, og det lykkes normalt at få hele flåten med.

Hvad nu hvis man er mislykket i sit forsøg på at fjerne flåten? Slap af, - det betyder sjældent noget. De tilbageværende munddele giver en lille fremmedlegeme-reaktion og udstødes ved dannelse af en lille, som regel betydningsløs, byld eller bums.

Forebyggelse

Vil man forebygge flåtangreb, kan man anvende insektgifte. Især midlet Bayvantic er effektivt som forebyggende middel, men vær opmærksom på, at det kun er til hund. Mange jægere foretrækker denne forebyggelse, fordi deres hunde er særdeles udsatte for flåtangreb.

Komplikationer

Undertiden kan der dog opstå komplikationer efter et flåtbid. Det sker hvis hunden eller katten bider og slikker sig på stedet. Herved kan der opstå det, som vi kalder et “hot spot”. Det er et væskende eksem, der forårsages af hudens stafylokokker, og som kan brede sig meget hurtigt. Her er der grund til at søge dyrlægehjælp hurtigt.

En anden hovedregel er den, at hvis der omkring bidstedet udvikler sig en rød hævelse større end en fem-krone, så bør dyret i antibiotikabehandling. Herved sikrer man, at der ikke udvikles senreaktioner.

Til toppen

Smertebehandling

Især katteejere bør tage særlige hensyn, når der vælges smertestillende medicin. Såvel dyrlæger som dyreejere er blevet mere opmærksomme på og bevidste om vigtigheden af en god smertebehandling. Det har imidlertid også medført, at dyreejere i højere grad end tidligere selv indleder en smertebehandling - i en god mening - men uden at tænke på, at den medicin, der tåles af et menneske, ikke nødvendigvis tåles af en hund og måske forgifter katten.

Forbruget af sovemedicin, smertestillende medicin og lignende er meget stort. Det kan man læse om i dagspressen med jævne mellemrum. De fleste mennesker har et velforsynet medicinskab med alskens medikamenter til enhver lejlighed.

Bliver familiens firbenede syge er det oplagt at gribe til de midler, der er til rådighed. Nogle dyreejere vælger da også undertiden at løbe an på, at den medicin, som de selv har glæde af, sikkert også vil gavne deres hund eller kat. Det gælder især, hvis den viser tegn på smerte eller er kommet til skade. I bedste fald går det godt, men i værste fald risikerer man at forgifte dyret eller ligefrem forårsage dets død.

Et af de smertestillende midler, der i dag findes som “standard” i medicinskabet er paracetamol (Panodil, Pamol m.fl.). Disse meget anvendte midler tåles udmærket af hunde, men katte er ikke små hunde. Giver man en enkelt tablet (500 mg) til en kat risikerer man at slå den ihjel. Vælger man et andet almindeligt middel som acetylsalicylsyre (Albyl, Kodyl, Aspirin, m.fl.) og behandler katten flere gange daglig i flere dage, vil den blive forgiftet. Der er flere forklaringer på disse forhold.

Tag hensyn til dyrets vægt.

For det første er det vigtigt at tage hensyn til dyrets størrelse (vægt). For hundenes vedkommende kan der være op til 100 gange forskel i deres vægt. En yorkshireterrier eller en chihuahua vejer undertiden under 1 kg, hvor en Sct. Bernhard kan veje op mod 100 kg. Det er indlysende, at de to hunde skal doseres meget forskelligt. Et andet forhold er, at der kan være meget store forskelle i de forskellige dyrearters evne til at omsætte (nedbryde og udskille) lægemidler i organismen.

Katte er særlig sarte.

Kattene indtager her en særstilling. De er ude af stand til eller meget dårlige til at nedbryde visse former for kemiske forbindelser. Jeg har allerede nævnt de to mest almindelige håndkøbspræparater til smertebehandling. Katte kan tåle acetylsalicylsyre i små doser, men de er mange gange længere om at omdanne, nedbryde og udskille stoffet end mennesker og hunde. Det betyder, at hvis man indgiver stoffet ligeså tit, som man gør til mennesker ophober det sig i kroppen og medfører alvorlige forgiftninger. En almindelig albyl indeholder 500 mg acetylsalicylsyre. Dosis til en kat er 10 mg pr. kg legemsvægt eller ca. 40 mg til en voksen kat. Det er under en tiendedel af en tablet. Hertil kommer, at det kun må indgives én gang hver anden dag. Det er under en tiendedel af en tablet.

Paracetamol egner sig i det hele taget dårligt til dyr. Det er kendt, at der hos mennesker er betænkelig kort afstand mellem terapeutisk dosis, altså den dosis, der giver effekt, og så den dosis, der kan give forgiftning. Hos katte er det meget værre. De tåler slet ikke stoffet. Så små doser som 60 mg pr. kg legemsvægt medfører forgiftning. En undersøgelse fra 1992 viser, at paracetamol var årsag til over halvdelen af forgiftningstilfældene hos katte. Så pas på. Spørg din dyrlæge inden du leger medicinmand.

Hunde ligner mere mennesker

Hunde er mere lig os selv, når det drejer sig om smertebehandling. De tåler såvel paracetamol som acetylsalicylsyre. Paracetamol kan gives i en dosis på 10-15 mg pr. kg legemsvægt 3 gange dagligt. Det har en smertestillende og febernedsættende virkning ligesom acetylsalicylsyre, men det mangler den vigtige betændelseshæmmende virkning, som acetylsalicylsyre også besidder. Derfor vil acetylsalicylsyre være at foretrække. Acetylsalicylsyre, der findes i Albyl, Kodyl, Kodimagnyl og Aspirin er et godt valg i de fleste tilfælde. Det kan gives i doser som til mennesker, men husk at korrigere for vægten. Men også her er der andre forhold, der bør tages i betragtning. Ligesom hos mennesker kan stoffet irritere maveslimhinden og forårsage opkastning. En længerevarende behandling kan medføre nedsat evne til koagulation af blodet. Derfor: Tal med dyrlægen først, hvis en længerevarende behandling er nødvendig.

Hunde og katte er ikke små mennesker.

Et af de spørgsmål, som man som dyrlæge ofte stilles er : “Har den (hunden eller katten) smerter”. Det er et spørgsmål, som kan være meget vanskeligt at besvare. Vi har kun os selv at sammenligne med. Ville vi have ondt i den situation, som dyret befinder sig i ? Men er man i tvivl bør man efter min mening hellere behandle en for meget end en for lidt. Man ved i dag, at smerte virker “stressende” og kan være med til at forlænge et behandlingsforløb. Men det kan anbefales, så vidt det er muligt, at aftale smertebehandling i samarbejde med dyrlægen. Hunde og katte er ikke små mennesker.

Til toppen

Hundens spolorm

Kan de smitte mennesker?

Et hyppigt stillet spørgsmål i dyrlægekonsultationen lyder: “Vi har lige anskaffet os en dejlig hundehvalp. Er det nødvendigt at give hvalpen ormekur, når den allerede har fået det fra opdrætteren? Jeg har hørt, at der er risiko for, at mine børn kan smittes med orm fra hvalpen. Er det rigtigt?”

Til det første spørgsmål afhænger svaret især af, hvor ofte hvalpen er blevet behandlet. Hvalpe fødes oftest med spolorm. De overføres faktisk fra tæven/moderen allerede inden fødslen. Når tæven er et stykke henne i drægtigheden aktiveres hvilende larvestadier i hendes krop. Hun er nu pludselig blevet smitteudskiller og kan overføre spolorm til hvalpene i fostertilstanden. Efter fødselen overføres smitten via modermælken, ligesom tæven begynder at udskille æg med afføringen. I et så smitsomt miljø er ormebehandling nødvendig.

Behandlingstidspunkter.

Man skal behandle den drægtige tæve 14 dage før hun føder. Panacur er det bedste ormemiddel, fordi det også påvirker de vandrende larver. Efter fødslen behandles moderen sammen med hvalpene, når de er 3, 5 og 7 uger gamle. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning anbefaler jeg gerne, at man behandler hvalpen, efter man har overtaget den. Det kan passende gøres omkring 10 ugers alderen - inden den vaccineres første gang - eller, hvis man ikke har fået det gjort inden 1. vaccination, så en gang imellem de to første vaccinationer, som gives ved 12 og 16 ugers alderen.

Til det andet spørgsmål om smitterisikoen til børn (eller voksne): Lad mig først slå fast, at børn ikke kan smittes på den måde, at de kan få hundens spolorm i tarmen. De forskellige dyrearter har hver deres spolorm (inkl. mennesket), og de er alle meget artsspecifikke. Dvs. at de kun kan smitte “deres egen” dyreart. De kan altså ikke overføres fra den ene art til den anden. Alligevel er der noget rigtigt i det, som brevskriveren har hørt.

Vandrende larver.

Sagen er nemlig den, at spolormens larver kan, hvis de optages i en fremmed vært - f.eks. et menneske - foretage en vandring i kroppen. Det kaldes for “larva migrans”. De vandrende larver kan slå sig ned i organer, hvor de kan medføre stor skade. Hvis larven slår sig ned i barnets øje eller hjerne, kan det få alvorlige konsekvenser. I USA og andre lande betragtes hundens spolorm af nogen som “en trussel mod folkesundheden”. I USA er der rapporteret om mere end 675 tilfælde om året af “oculær larva migrans”, hvilket betyder, at larverne har slået sig ned i et øje. Oftest medfører det tab af øjet. Når det hyppigst er børn, der smittes, hænger det sammen med, at børnene har tættere kontakt til smittede områder, som f.eks. kan være sandkasser eller legepladser. Her kan æggene udvikle sig til smitsomme æg.

Ingen særlig risiko i Danmark.

Nu er det så heldigt, at æggene ikke kan smitte, straks efter de er afsat med hundens afføring. Æggene skal gennemgå en forvandling, som tager mindst 2 uger, før de er smitsomme og dermed kan vandre i organismen. Perioden på de 2 uger er endda under de mest gunstige forhold (temperatur, luftfugtighed osv.). Med andre ord er der ingen fare for at lade børn omgås hvalpen i hjemmet. Direkte smitte er her ikke mulig. Da det danske klima ikke er særligt gunstigt for udviklingen til smitsomme æg, er risikoen for smitte i det hele taget meget lille. En henvendelse til Rigshospitalet med forespørgsel om antallet af konstaterede tilfælde af “larva migrans” i Danmark viser også dette klart. Her har man, inden for de sidste syv år, kun påvist ét tilfælde.

Konklusionen er derfor, at der under danske forhold er ekstrem lille risiko for vores børn. Der er derfor ingen som helst grund til, at være nervøs for at lade vores børn omgås hundene - tværtimod. Alle børn burde have mulighed for at få den glæde, det er at omgås dyr.

Hvor tit er det så nødvendigt at behandle voksne hunde mod spolorm?

Kun meget få voksne hunde udskiller spolormeæg. Så få, at man nærmest må konkludere, at regelmæssig ormebehandling ikke er nødvendig. Det passer da også godt med den kendsgerning, at vi i dyrlægepraksis meget sjældent finder spolorm som årsag til sygdom hos voksne hunde. Ser man derfor bort fra hunde, som opholder sig i kenneler eller andre hunde, som har tæt kontakt til opdræt, er der ikke grund til regelmæssig behandling af voksne hunde med ormemidler.

Under danske forhold behøver ingen være nervøse for at lade sine børn lege med hunde pga. smitterisiko for spolorm. Som en forebyggende foranstaltning bør børneinstitutioner og legepladser sikre en forsvarlig tildækning af sandkasser, når de ikke er i brug. På den måde minimeres risikoen for udvikling af infektive larver yderligere.

Til toppen

Kuk i helbredet

Lær din fugl at kende, så ændringer i adfærden kan noteres. Hænger undulaten med næbet, og er fjerdragten pjusket, sidder den hellere i bunden af buret end på sin pind – så er der noget galt. At holde dyr, som er fremmedartede i forhold til dyr fra vores egne himmelstrøg, de såkaldte ”exotics”, kræver en særlig viden om pasning. Det gælder også for de eksotiske fugle. det er nødvendigt at sætte sig grundigt ind i dyrenes natur og pleje, inden man anskaffer dem. det er også vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i dyrenes adfærd. netop det er jo også en del af glæden ved at holde dyr. men det er også en forudsætning for at kunne erkende sygdom. Er man først fortrolig med fuglens normale opførsel, vil man bedre kunne skelne mellem de allerførste tegn på sygdom.

Den raske fugl.

Den raske fugl har en ”stram” eller glat fjerdragt. den hopper eller flyver gerne fra gren til gren. Lokkestemmen eller sangen skal høres jævnligt, og fuglen søger – især om morgenen – vand og føde. Fjerdragten bliver plejet og passet Fuglen pudser sig ofte. Mange fuglearter elsker at bade fjerdragten. Når fuglen hviler sig eller sover, finder den sin vante siddepind, puster sig let op og gemmer hovedet under en vinge. det er altså en normal adfærd. Men hvis den ikke straks er fuld af aktivitet, når den bliver vækket – så er der noget galt.

Sygdomstegn.

Det kan – selv for en erfaren fugleholder – være svært at se de første sygdomstegn. Symptomerne kan variere meget alt efter sygdommens art og heftighed. Sygdomme hos fugle udvikler sig ofte meget hurtigere end hos pattedyrene. De første tegn kan være en ændring i adfærden. Søger den ikke madskålen som vanligt? Virker den træt og uoplagt? Puster den sig oftere op? Er åndedrættet hastigere? Sætter fuglen sig i bunden af buret, er det måske fordi, den ikke har kræfter til at sidde på pinden. Det er nogle af de første almene tegn på sygdom. Hertil kommer så en lang række mere specifikke sygdomstegn. Altså symptomer som er karakteristiske for den enkelte sygdom. Det er vigtigt at notere sig disse tegn. Det vil lette dyrlægen, når den endelige diagnose skal stilles, at iagttagelserne er præcise og deltaljerede.

Undersøgelsen.

Vil man undersøge fuglen nærmere, må man have den ud af buret. man må have den i hånden. den syge fugl er ofte meget følsom for stress. Det er derfor vigtigt at indfangningen og håndteringen foregår meget forsigtigt. Fuglen holdes med ryggen mod håndfladen. Man kan iagttage dens næsebor for udflåd. man kan føle på dens brystben, og her mærke om den er blevet ”skarpbrystet”, som tegn på vægttab. Også kroen - en slags udvidelse på spiserøret - kan beføles. Normalt er indholdet blødt og kroen tyndvægget. dernæst undersøger man bugvæggen for eventuelle hævelser. Ekskrementernes farve og konsistens skal iagttages. Normale fugleekskrementer består af to dele. En mørk (brunlig eller grønlig) del, som svarer til pattedyrenes afføring og en helt hvid del, der er fuglenes urin. En undulat afsætter normalt 25-40 gødningsklatter i døgnet.

Varme er uundværligt.

Enhver syg fugl vil have godt af varme. Husk på, at det ofte er topiske dyr, som er vant til andre temperaturer end vores. I mange tilfælde, hvor der ikke r specifikke infektioner, vil varme alene kunne afhjælpe sygdommen. Temperaturer på 28-35 grader vil være passende. det er vigtigt at temperaturen gradvis øges over nogle timer. Buret skærmes godt mod træk. En infrarød lampe er ideel, men fantasien må tages i brug., hvis man ikke råder over en sådan. husk at konstant lyspåvirkning stresser fuglen. En almindelig lampe kan derfor ikke bruges døgnet rundt.

Diæt.

Foderet til den syge fugl skal være nærende og letfordøjeligt. Diæten kan variere alt efter sygdommens art. Her må du rådføre dig med din dyrlæge. Olieholdige frø af hamp og solsikkevirker fedende. Valmuefrø virker stoppende, mens hirse er fortræffeligt til de fleste tropiske fugle, parakitter og papegøjer. Hirsefrøene har en tendens til at forøge ædelysten. Kniber det fuglen at knække frøet, kan det opblødes et døgn i varmt vand. Herefter hældes vandet fra. Friske frøspirer er fortræffelige også til raske fugle i yngletiden. Et blødfoder bestående af hårdkogte æg, hvedebrødsrasp eller kogte ris vil være et godt supplement, men husk at forhøre dig hos dyrlægen, inden du sammensætter diæten.

Ensidig fodring.

Mange fugle – især undulater – fodres meget ensidigt. Når jeg i in konsultation rådgiver fugleejere om fodring, kommer det tit bag på mange, at undulater faktisk er næsten altædende. jeg plejer at sige, at foderskålen i undulatburet skal ligne den foderskål, som vi kender fra abeburet i zoologisk have. Alt for mange undulater bliver fodret med frø til morgen- middags- og aftensmad. Frugter , nødder, gryn, lidt kød og mange forskellige grøntsager kunne passende indgå i foderblandingen.

Fuldfoder.

Der er de sener år kommet ”fuldfoderblandinger” på markedet, Disse fodermidler er pelleteret foder, som indeholder alle de næringsstoffer, som fuglene har brug for. Selv om det ser ensformigt ud, er det meget mere alsidigt, end den ensidige frøfodring. Og så er det jo også nemmere – men måske mindre sjovt – end at fodre med de mange forskellige varianter fra vores køkken.

Til toppen

Tandhygiejne

Hunde og katte har ofte dårlige tænder - uden at deres ejere er opmærksomme herpå.

"Nej,- hvor ser det væmmeligt ud". Sådan udbrød en af mine klienter forleden i konsultationsværelset. Hun refererede til et billede, som vi har hængende på væggen. Billedet viser hovedet - eller rettere tænderne - af tre hunde. Det øverste viser en ung hund med fine hvide tænder og sundt lyserødt tandkød. Det midterste viser et tandsæt fra en hund med moderate tandstensbelægninger og begyndende rødme og irritation i tandkødsranden og det nederste - og det var det, som klienten havde fået øje på - viser et tandsæt, hvor tænderne dårligt kan ses for brunlige tandstensbelægninger. De fedtede belægninger ser virkelig meget ulækre ud. Tandkødet er flere steder så blottet, at tænderne nærmest virker for lange. Det er selvfølgelig fordi tandhalsen kommer frem, når tandkødet trækker sig tilbage. Det er den tilstand, der opstår ved sygdommen parodontose. Min første kommentar til klientens udbrud var: "Ja. og så skal du være glad for, at man ikke kan lugte noget".

Tandsten og parodontose er stadig en overset lidelse hos vore hunde og katte. Flere og flere følger efterhånden de årlige sundhedseftersyn, som de dyrlægen indkalder til i forbindelse med den årlige revaccination. Ved den lejlighed bliver dyret checket for tandsten, og er det tid til tandrensning, vil man blive gjort opmærksom herpå. Men blandt den gruppe af dyr, som ikke bliver undersøgt regelmæssigt, vil der være mange - især blandt de lidt ældre hunde og katte -, som går rundt med en særdeles dårlig mund. Som regel skyldes det ikke bevidst forsømmelighed, men som regel uvidenhed om nødvendigheden af tandplejen. Prøv en gang imellem at løfte læberne på din hund eller kat. Tandstenene sætter sig især på tændernes yderside, og de er derfor nemme at se. Prøv også at lugte til dyrets ånde. Tandstensbelægninger og ikke mindst parodontose giver en rigtig væmmelig lugt.

Hos hund og kat opstår tandsten på nøjagtig samme måde som hos os mennesker. I en lille "plaque" eller belægning ved tandkødsranden sker den første aflejring af kalksalte fra spyttet. Tandsten løsner efterhånden tandkødet og åbner mulighed for en infektion med bakterier. Infektionen kaldes for parodontose. Når først infektionen eller parodontosen er startet, kan det gå meget hurtigt. Tænder løsner sig og falder i bedste fald selv ud, men der kan også opstå tandbylder. I værste fald kan parodontosen være indgangsport for infektion til andre organer. F.eks. er der fare for en spredning til hjerteklapperne.

Forebyggelsen er vigtig.

Alle hunde (og også gerne katte) bør vænnes til at få børstet tænder. Man har ved forsøg vist, at selv blot én ugentlig tandbørstning har værdi. En almindelig tandbørste kan bruges, men der findes også specielle korte børster, der monteres på en finger. De letter arbejdet. Tandpastaen bør have et højt indhold af slibemiddel. Almindelig tandpasta kan opblandes med pimpsten, men der findes også specielle tandcremer til hund og kat (med leversmag!), som er gode. Men ellers er den daglige føde vigtig. Jo mere dyrene skal bruge tænderne til knusning af føden, jo bedre. Kødben (af okse/kalv), hårde godbidder og lignende er også godt. Et amerikansk foderfirma har endog fremstillet et specielt "tandfoder" (Prescription Diet t/d) til hunde. Det består af store klumper tørfoder med indlagte roefibre. Fibrene sliber tænderne ved tygningen.

Hos katte ses ikke så sjældent en sygdom, der rammer tandemaljen. Den smuldrer nærmest væk og medfører meget stort ubehag for katten. Det viser sig ved, at der går et "jag" igennem tanden, når den berøres af faste fødebestanddele, ligesom vi kender det fra en følsom tandhals. Der er desværre ikke andre muligheder end at trække disse tænder ud. Plombering hjælper kun kortvarigt, idet nedbrydningen af emaljen fortsætter.

Regelmæssig tandpleje.

Men ligesom hos mennesker kan selv den bedste forebyggelse ikke fuldstændig hindre tandstensdannelserne. Derfor bør hunde (og det gælder især de mindre racer) og katte have renset sine tænder med regelmæssige mellemrum, når de kommer op i alderen. Tandrensningen, der sker i bedøvelse, foretages med ultralyd og håndskraber og afsluttes med polering med pimpsten - nøjagtig som vi kender det fra vores egen tandlægebehandling.

Parodontose

En del hunde rammes af parodontose. Denne form for betændelse behandles med særlige former af antibiotika. Men først må tænderne renses og det dårlige tandkød eventuelt skæres bort. Herved fjernes de lommer i tandkødet, hvor bakterierne trives. Regelmæssig behandling med klorhexidin kan hindre parodontosen. Tænderne kan blive lidt misfarvede, men misfarvningen forsvinder ved tandrensningen.

Til toppen

Valg af hund

At købe en hund må aldrig være et resultat af en pludselig indskydelse - et impulskøb. Anskaffelse af et nyt familiemedlem bør altid være velovervejet og gennemtænkt - ellers risikerer man i stedet for usigelige glæder, at få skuffelser og problemer.

Det er en dårlig idé, at vælge race ud fra hundens udseende alene. Det er meget bedre at vælge en race ud fra egne eller andres erfaringer med hundens temperament og psyke. En bestemt race kan have en størrelse og et udseende, som kan virke appellerende, men hunden er måske avlet frem med særlig vægt lagt på f.eks. jagtegenskaber og vil derfor egne sig dårligt som almindelig familiehund.

Hvilken race skal jeg vælge.

Opstil dine krav og ønsker til din nye hunds egenskaber. Tag hensyn til hvad hunden skal "bruges" til (jagt/brugs/familiehund). Tag hensyn til dine boligforhold, tid til pasningen og dine familieforhold (børn). Hunden er ikke en modegenstand, men et individ, som skal tilpasses dine specielle behov, forhold og ønsker.

Temperament, sundhed og egenskaber er vigtigere end udseendet. Det er derfor klogt at sætte sig grundigt ind i hunderacernes specielle temperament, inden du træffer dit valg. De fleste opdrættere vil helt naturligt fremhæve de gode egenskaber ved netop den race de opdrætter. Det er derfor bedre at søge et uvildigt råd hos din dyrlæge, som har stor erfaring med hundenes egenskab den race de opdrætter. Det er derfor bedre at søge et uvildigt råd hos din dyrlæge, som har stor erfaring med hundenes egenskab den race de opdrætter.

Tæve eller hanhund.

Har man ikke haft hund tidligere, skal man nok ikke lige vælge en stor dominerende hanhund. Tæver er gennemgående lidt nemmere at "styre". Men valget beror naturligvis også på, hvad man ønsker sig af hunden.

Hvordan anskaffes hunden?

I Dansk Kennel Klub kan man rekvirere en hvalpeliste, som fortæller hvor man lige nu kan købe racehunde. Man kan også se efter annoncer i dagspressen. Mange gode familiehunde formidles på denne måde. Men pas på "hundehandlerne", som blot opdrætter hundene for pengenes skyld. Vær altid kritisk og forlang at se begge forældrene eller i det mindste moderen. Forlang også at se hele kuldet og forhør dig hvordan opvækstbetingelserne har været.

Hvalpene præges på et meget tidligt tidspunkt i deres liv. Den familieopdrættede hund kan have nogle væsentlige fordele frem for en hvalp, som er "produceret" i en storkennel. For eksempel kan det betyde meget, at hvalpen har haft tæt kontakt med børn og i øvrigt har haft tæt omgang med mennesker de første 8 leveuger. Jo mere isoleret hvalpen har levet sine første måneder, jo større er risikoen for tilpasningsproblemer senere i livet.

Økonomi

Ud over foderudgiften, som svinger fra nogle få til 10-20 kr. om dagen - afhængig af hundens størrelse, er der udgifter til mærkning og registrering, evt. klipning eller trimning, lovpligtig ansvarsforsikring, forskelligt udstyr og sygdomsforebyggelse (vaccinationer, tandrensninger m.v.) og dyrlægebehandlinger i tilfælde af sygdom. Det kan tilrådes at tegne en sygeforsikring til dækning af uventede dyrlægeudgifter. Det vil være tilrådeligt, at følge et hvalpekursus, hvor hund - og ikke mindst ejer - lærer de mest basale færdigheder i opdragelsen. Alt i alt må man påregne mindst 100 kr. om måneden som et gennemsnit til alle disse formål.

Jura

Det er vigtigt at sikre sig en god købekontrakt. Den almindelige købelov gælder dog altid. En del sælgere giver garanti mod visse lidelser. Ofte går garantien ud på, at sælger i tilfælde af bestemte lidelser tilbyder en ny hund, men hvem vil skifte et familiemedlem ud efter et halvt eller helt års tilknytning? Sørg i stedet for at få en garanti, som giver en tilbagebetaling af en del af købesummen.

Bind dig aldrig til særlige forpligtelser overfor sælger (bestemt fodring, udstillinger o.l.). Kontakt evt. din dyrlæge inden du skriver under.

Til toppen