Aflivning af hunde på grund af adfærdsproblemer

Her kan du læse en videnskabelig artikel, der handler om aflivning af hunde pga. adfærdslidelser:

Af Jørgen Mikkelsen og Jørgen Damkjer Lund*)

Aflivning af hunde på grund af adfærdsproblemer

En epidemiologisk undersøgelse over euthanasi af hunde i Danmark – med særlig fokus på aggressionsproblemer

Euthanasia of dogs because of behaviour problems: An epidemiological study of euthanasia of dogs in Denmark with special attention to aggression problems

Summary

A case-control study on euthanasia of dogs was performed in order to 1) estimate the proportion of the euthanasias caused by behaviour problems, and to 2) estimate the influence of breed, body weight and gender on the risk of euthanasia because of behaviour problems – with special attention to aggression problems. The study was based on 4735 questionnaires collected from 120 veterinary clinics in Denmark in the period from July 1997 to April 1998. The case group consisted of 2493 dogs euthanised for various reasons, and the control group of 2242 dogs treated at the clinics for other veterinary problems.

The results indicated that next to age-related problems, behaviour problems are the most frequent reason for euthanasia of dogs in Denmark. Thus, in the present study the dogs were euthanised because of behaviour problems in 23.6% of the cases, and in about 2/3 of these cases the problem was classified as aggressive behaviour. A relatively large proportion (41.3%) of the dogs euthanised because of aggressive behaviour displayed combinations of 1) aggression towards the family, 2) aggression towards strangers, and/or 3) aggression towards other dogs.

Of all the dogs euthanised because of behaviour problems, less than 16.0% had received any form of treatment prior to the euthanasia. In the majority of these cases (68,1%) the treatment received exclusively consisted of obedience training, neutering, and/or medication with psychopharmacologic agents or progestines.

Less than 4,9% of the dogs, euthanised because of behaviour problems, had received other forms of treatment, including professional veterinary behavioural counselling and therapy. In 42,4% of the cases the dogs with behaviour problems were euthanised before the age of 3 years.

Especially large breeds had high risk of euthanasia because of behaviour problems. Sct. Bernards, Pinschers, Belgian Sheepdogs, Chow-chows, Rottweilers, mixed breeds, Alsatians and Cocker Spaniels had significantly higher risk of euthanasia as compared to Labrador Retrievers, and male dogs (2/3 of the dogs with behaviour problems) were in significantly higher risk as compared to females.

Sammendrag

I artiklen fremlægges resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, som havde til formål at belyse årsagerne til aflivning af hunde i Danmark. Undersøgelsen tog endvidere sigte på at vurdere, hvor stor en del af det samlede antal aflivninger, der skyldtes adfærdsproblemer – herunder specielt aggression.

Undersøgelsen, der blev udført som et case-kontrol-studium, var baseret på 4735 spørgeskemaer indsamlet fra 120 dyrlægepraksis i Danmark i perioden fra juli 1997 til april 1998. Casegruppen bestod af 2493 hunde, som blev aflivet af forskellige årsager, og kontrolgruppen af 2242 hunde, der kom til klinikken til normal veterinærmedicinsk behandling.

Undersøgelsen tydede på, at adfærdsproblemer er den næsthyppigste årsag til aflivning af hunde i Danmark. Således blev 23,6% af de hunde, som indgik i casegruppen, aflivet på grund af adfærdsproblemer. Heraf blev ca. 2/3 aflivet på grund af aggressionsproblemer. Af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, blev mindre end 16,0% forsøgt behandlet inden aflivningen.

I hovedparten af tilfældene (68,1%) bestod behandlingen udelukkende i lydighedstræning, kastration, behandling med psykofarmaka og/eller hormonbehandling. Mindre end 4,9% af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, havde således modtaget andre former for behandling – herunder professionel veterinær adfærdsrådgivning og adfærdsterapi.

Af de hunde, der blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, blev 42,4% aflivet, inden de var fyldt 3 år. Hunde, som udviste kombinationer af 1) aggression mod familiemedlemmer, 2) aggression mod fremmede mennesker og 3) aggression mod andre hunde, udgjorde en relativ stor andel (41,3%) af samtlige hunde, som blev aflivet på grund af aggressionsproblemer.

Især store racer var i risiko for at blive aflivet, hvis de udviste adfærdsproblemer. I forhold til labrador retrievere havde Skt. Bernhardshunde, pinschere, belgiske hyrdehunde, chow-chows, rottweilere, blandinger, schæferhunde og cocker spaniels signifikant større risiko for at blive aflivet på grund af adfærdsproblemer. Tillige havde hanhunde, der udgjorde 2/3 af hundene med adfærdsproblemer, signifikant større risiko, sammenlignet med hunhunde.

Indledning

Før i tiden tjente hovedparten af hundene i Danmark som brugshunde. Dette forhold har gennem de seneste årtier gradvist ændret sig, således at langt de fleste hunde i dag har status af familiehunde. Denne udvikling har – formodentlig også hjulpet godt på vej af en stigende velstand – medført en stærk stigning i antallet af hunde, som bliver behandlet på landets efterhånden mange dyreklinikker, hvor man dog hidtil næsten udelukkende har koncentreret sig om behandling af fysiske lidelser.

Adfærdsproblemer eller “samspilsproblemer” mellem hund og ejer er først i de senere år blevet et område, som har haft dyrlægernes bevågenhed. På trods af at klinisk etologi efterhånden er veletableret som en videnskabelig disciplin, er der endnu i dag kun få dyrlæger, som seriøst beskæftiger sig med adfærdsterapi. Behandling af adfærdsproblemer har i høj grad været overladt til ikke-veterinærer. På dyreklinikkerne har behandlingen ofte bestået i kastration, hormonbehandling eller aflivning.

Ved litteratursøgning har det ikke været muligt at finde undersøgelser, som viser, hvor mange hunde der er forsøgt behandlet inden aflivning. Kun få undersøgelser har tidligere beskæftiget sig med omfanget af aflivninger som følge af adfærdsproblemer, eller med betydningen af hundens race, størrelse, køn og alder for risikoen for aflivning.
I en skotsk undersøgelse fra 1982 fandt Stead1, at adfærdsproblemer var årsag til 13,2% af samtlige aflivninger af hunde i vinterperioden, mens de i sommerperioden

var årsag til 17,7% af alle aflivninger. Blandt de hunde som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, var aggression årsagen til aflivning i 41,4% af tilfældene.
Gorodetsky2 viste i en epidemiologisk undersøgelse fra 1997, at adfærdsproblemer var årsag til 13,2% af alle aflivninger i en række canadiske prærieprovinser. I 68% af disse tilfælde blev hunden aflivet på grund af aggression.

Reisner et al.3 konkluderede i en undersøgelse fra 1994, at dominans-relateret aggressiv adfærd kan underinddeles i forhold til alvorlighed og type, samt at resultatet (f.eks. aflivning) i visse tilfælde er forudsigeligt.

Fra Danmark foreligger en undersøgelse fra 1997 af Lund & Sørensen4. I denne undersøgelse (baseret på 199 aflivninger af hunde i 6 udvalgte sjællandske dyreklinikker) var adfærdsproblemer årsag til 15,6% af alle aflivninger. I 29,0% af tilfældene blev hunden aflivet, inden den var 2 år gammel. Som i den ovennævnte undersøgelse af Stead1, var forholdet mellem hanhunde og tæver, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, ca. 2:1.

Ligeledes fra Danmark foreligger en undersøgelse fra 1996 af Lund et al5, som bygger på indberetninger fra hundekonsulenterne under Danmarks civile Hundeførerforening (DcH). Ifølge denne undersøgelse har hanhunde større risiko for at udvikle problemer relateret til manglende træning, samt aggressionproblemer, som viser sig ved aggression mod ejeren (og dennes familie), aggression mod fremmede og/eller aggression mod andre hunde. Omkring 80% af alle adfærdsproblemer blev rapporteret indenfor hundenes 3 første leveår. Kun 5,5% af hundene blev foreslået/anbefalet aflivet. Om denne anbefaling blev fulgt, vides dog ikke.

På baggrund af den litteratur som findes, formodede vi, 1) at et stort antal hunde i Danmark bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer – ofte i en ung alder, og uden at problemerne først er forsøgt behandlet, samt 2) at risikoen for aflivning afhænger af hundens race, størrelse og køn. Med det formål at få klarlagt disse forhold, blev en spørgeskemaundersøgelse iværksat blandt et stort antal dyrlægepraksis fordelt over hele landet.

Materiale og metoder

Design
Undersøgelsen blev tilrettelagt som et case-kontrol studium med longitudinel sampling. Data blev indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer. I alt indgik 4735 hunde i undersøgelsen. Casegruppen (gruppe A) bestod af 2493 hunde, som blev aflivet af forskellige årsager i de dyrlægepraksis, der indgik i undersøgelsen, og kontrolgruppen (gruppe B) af 2242 hunde, som blev behandlet for almindelige veterinærmedicinske problemer i de samme praksis.

Omkring 120 danske dyrlægepraksis, jævnt fordelt over hele landet, deltog i indsamling af data i perioden fra juli 1997 til april 1998. Nogle praksis deltog kun i dele af perioden. Antallet af indsendte skemaer fra de forskellige praksis varierede således fra 4 til 238. De enkelte praksis blev bedt om at udfylde et spørgeskema (skema A), hver gang de aflivede en hund. På skemaet blev noteret måned for aflivning, dyrlægens initialer, hundens race, dens legemsvægt (<10 kg, 10-30 kg og >30 kg), dens køn og seksuelle status (intakt, kastreret, steriliseret) og dens alder – samt om hunden tidligere havde været behandlet for adfærdsproblemer, på hvilken måde den var blevet behandlet, samt årsagen til, at den blev aflivet.

Dyrlægerne blev desuden bedt om at udfylde et spørgeskema (skema B ) for den hund, som kom til konsultation i klinikken umiddelbart efter hver aflivning. Skema B indeholdt samme oplysninger som skema A, bortset fra aflivningsafsnittet. Data indsamlet ved hjælp af skema B blev anvendt som kontrolgruppe.

For hunde med adfærdsproblemer blev i begge skemaer bedt om en specificering af adfærdsproblemets karakter. Skemaer som manglede oplysning om race, og/eller skemaer med mere end 2 manglende punkter, blev ikke medtaget i undersøgelsen (i alt 47 A-skemaer).

Statistisk analyse

Til beregning af odds-ratios (OR) samt tilhørende 95% konfidensintervaller (CI95) blev anvendt statistikprogrammet EpiInfo version 6.04 (WHO, juli 1996). Ved beregningen af betydningen af vægtklasse blev der kontrolleret for køn og aldersgruppe (<4 år, 5-8 år og >8år), og ved beregningen af betydningen af køn og seksuel status blev der kontrolleret for aldersgruppe. I forbindelse med beregningen af betydningen af race blev der ikke kontrolleret for køn og aldersgruppe, da de fleste af racerne var repræsenteret ved relativt få individer.

Resultater

Årsager til aflivning
For de 2493 aflivede hunde i casegruppen blev der i alt registreret 2808 aflivningsårsager, idet der for 315 (11,2%) af hundene blev angivet mere end én årsag til aflivning. Det var især i forbindelse med gruppen “alder”, som omfatter ikke nærmere specificerede aldersrelaterede lidelser, at der blev angivet en eller flere andre årsager til aflivning.
Som vist i Fig. 1 var adfærdsproblemer den næsthyppigste årsag til aflivning (21,4%) – kun overgået af aldersrelaterede lidelser (29,6%).

For 23,6% af hundene var adfærdsproblemer årsag eller medvirkende årsag til aflivningen. Hvis der ses bort fra de hunde, hvor behandling ikke var mulig – det vil sige hunde aflivet på grund af aldersrelaterede lidelser (hunde aflivet på grund af alder) eller af bekvemmelighedsgrunde (flytning, ejers død etc.) – blev knap 2/5 (38,5%) aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Aldersfordeling blandt de aflivede hunde

Aldersfordelingen blandt de aflivede hunde (gruppe “A” – casegruppen) og hundene i kontrolgruppen (gruppe “B”) er sammenlignet i Fig. 2. Antallet af aflivede hunde var nogenlunde jævnt fordelt op til 8-9 års alderen, hvorefter antallet steg indtil 12-års alderen, for derefter at falde igen. I kontrolgruppen faldt antallet af hunde nogenlunde jævnt med alderen.

Fig. 3 viser aldersfordelingen blandt hunde aflivet af fysiske årsager (“udlevede” hunde, samt hunde som blev aflivet af bekvemmelighedsårsager, er ikke medregnet her) sammenlignet med aldersfordelingen blandt hunde aflivet på grund af adfærdsproblemer. Som det ses, blev et relativt stort antal af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, aflivet i en meget ung alder.

Kurven for hunde aflivet på grund af adfærdsproblemer topper ved 1 års alderen og falder herefter jævnt med alderen. Således blev 42,4% af hundene aflivet, inden de var fyldt 3 år. Antallet af hunde aflivet på grund af fysiske lidelser stiger derimod indtil 10-års alderen. Kun 11,1% af disse hunde blev aflivet, inden de var fyldt 3 år.

Fordeling af adfærdsproblemer

Årsagerne til aflivning blandt de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer (N=581), blev inddelt i 1) aggressionsproblemer, 2) angst- og frygtbetingede problemer, 3) alene-hjemme problemer samt 4) andre adfærdsproblemer. Som det ses af Fig. 4, var aggression den eneste grund til aflivning for 56,5% af hundene.

For 8,1% af hundene var årsagen en kombination af aggression og adfærdsproblemer, som ikke involverede aggression, og for 5,0% en kombination af aggression og fysisk lidelse. Aggressionsproblemer var således årsag eller medvirkende årsag til aflivning i 69,6% af tilfældene blandt de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer.
Alene-hjemme problemer og angstbetingede problemer var den eneste grund til aflivning for henholdsvis 11,5% og 3,6% af hundene. I alt blev 11,9% af hundene aflivet på grund af andre adfærdsproblemer, mens 2,1% blev aflivet på grund af kombinationer af adfærdsproblemer, som ikke involverede aggression. For kun 1,4% af hundene var årsagen til aflivning en kombination af fysisk lidelse og adfærdsproblemer, som ikke involverede aggression.

Adfærdsproblemer forsøgt behandlet

I alt blev 588 hunde aflivet på grund af adfærdsproblemer. Heraf blev 94 (16,0%) forsøgt behandlet inden aflivning – nogle på flere forskellige måder samtidigt. Behandlingen bestod i kastration (39,4%), hormonbehandling (20,2%), psykofarmaka (16,0%) og henvisning til lydighedstræning (12,8%). Herudover havde 29 (30,9%) af de hunde, der blev forsøgt behandlet, modtaget andre former for terapi – herunder egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning og adfærdsterapi, som således blev givet til mindre end 4,9% af samtlige hunde, der blev aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Aggressiv adfærd

I Fig. 5 er der foretaget en opdeling af de hunde, som blev aflivet på grund af aggressionsproblemer (N=403), efter hvilke objekter, den aggressive adfærd var rettet imod : 1) familiemedlemmer, 2) fremmede mennesker og/eller 3) andre hunde. Blandt de hunde, som blev aflivet på grund af aggression, sås i 33,0% af tilfældene kun aggression mod familien, i 17,6% af tilfældene kun aggression mod fremmede mennesker og i 8,1% af tilfældene kun aggression mod andre hunde.

En stor del af samtlige hunde rettede deres aggression mod mere end én type af objekter. Således var 18,9% af hundene aggressive mod såvel familien som fremmede mennesker, mens 4,5% var aggressive mod såvel fremmede mennesker som andre hunde og 1,5% mod såvel familien som andre hunde.

Hele 16,4% viste aggression mod alle typer af objekter. Aggression mod familien var således den hyppigste aflivningsårsag blandt de hunde, som blev aflivet på grund af aggressionsproblemer, efterfulgt af aggression mod fremmede mennesker og aggression mod andre hunde, idet disse aggressionsformer sås hos henholdsvis 69,8%, 57,4% og 30,5% af hundene.

Betydningen af hundens vægt

Af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, vejede 84,2% over 10 kg. I gruppen af hunde aflivet på grund af adfærdsproblemer og i kontrolgruppen, udgjorde hunde med en kropsvægt under 10 kg henholdsvis 15,9% og 31,9% af det samlede antal hunde. Risikoen for aflivning var således signifikant mindre (OR=0,43) i gruppen af hunde med en kropsvægt under 10 kg, set i forhold til referencegruppen bestående af hunde med en kropsvægt mellem 10 og 30 kg (Tabel 1). Hunde med en kropsvægt over 30 kg havde derimod ikke signifikant højere risiko for aflivning end referencegruppen (OR=1,04).

Ligesom for de hunde, der blev aflivet på grund af adfærdsproblemer generelt, udgjorde gruppen af hunde med en kropsvægt over 10 kg en relativt stor andel af de hunde, som blev aflivet på grund af aggression – nemlig 84,9%. Til sammenligning udgjorde denne vægtklasse 68,1% af kontrolgruppen. Hunde med en kropsvægt under 10 kg havde signifikant mindre risiko (OR=0,44) for aflivning på grund af aggressivitet set i forhold til hunde, som vejede mellem 10 og 30 kg (Tabel 1). Desuden syntes hunde med en kropsvægt over 30 kg at have større risiko (OR=1,23) for at blive aflivet, men forskellen var ikke signifikant.

Betydning af køn og seksuel status

Intakte hanhunde udgjorde 55,9% af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, og kastrerede hanhunde 10,1%. Intakte tæver udgjorde 31,9%, mens steriliserede tæver kun udgjorde 2,1% (Tabel 2). Til sammenligning var fordelingen efter køn og seksuel status af hundene i kontrolgruppen: 43,9% intakte hanhunde, 5,1% kastrerede hanhunde, 47,3% intakte tæver og 3,7% steriliserede tæver. I sammenligning med intakte tæver havde såvel intakte som kastrerede hanhunde signifikant større risiko for aflivning på grund af adfærdsproblemer (OR henholdsvis 1,88 og 2,96).

Også når der udelukkende ses på aggressionsproblemer, blev der aflivet flest hanhunde – sammenlagt 68,4% (56,7% intakte og 11,7% kastrerede). Intakte tæver udgjorde 29,6% af de aflivede hunde, og steriliserede tæver kun 2,0%. Igen havde både intakte og kastrerede hanhunde signifikant større risiko for aflivning (OR henholdsvis 2,06 og 3,70) set i forhold til intakte tæver.

I forhold til intakte hanner havde kastrerede hanner 1,6 gange større risiko for aflivning på grund af adfærdsproblemer. Når kun sås på aggressionsproblemer, havde kastrerede hanner 1,8 gange større risiko for aflivning. I begge tilfælde var forskellen mellem kastrerede og intakte hanhunde signifikant.
Sammenlignet med tæver var hanhunde i signifikant større risiko for aflivning på grund af aggression mod familiemedlemmer (OR=2,96), fremmede mennesker (OR=1,92) samt kombinationer af aggressionsproblemer (OR=2,19). Med hensyn til aggression mod andre hunde var der ikke signifikant forskel mellem hanhunde og tæver.

Betydningen af race

Fig. 6 viser odds ratios (OR) og konfidensintervaller (CI95) for aflivning blandt de racer, som var repræsenteret ved 5 individer eller mere blandt de hunde i casegruppen, der blev aflivet på grund af adfærdsproblemer. Beregningen af OR blev foretaget med labrador retriever som referencegruppe.

I forhold til labrador retriever havde Skt. Bernhardshunde (OR=6,97), pinschere (OR=5,50), belgiske hyrdehunde (OR=4,98), chow-chows (OR=4,98), rottweilere (OR=4,59), blandinger (OR=3,47), schæferhunde (OR=2,66) og cocker spaniels (OR=2,29) signifikant større risiko for at blive aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Disse racer havde også signifikant større risiko for aflivning sammenlignet med labrador retrievere, når der udelukkende sås på aggressionsproblemer, idet OR generelt lå lidt højere. I forbindelse med aflivning på grund af aggressionsproblemer, sås desuden en signifikant større risiko for samojedhunde (OR=4,28) og pudler (OR=2,54).

Diskussion og konklusion

Ved undersøgelser som bygger på spørgeskemaer, vil der altid være fejlkilder i forbindelse med indsamlingen af data. Da dyrlægerne, som deltog i nærværende undersøgelse, på forhånd vidste, hvad skemaerne skulle anvendes til, var der således risiko for, at de i nogle tilfælde glemte at udfylde skemaet i forbindelse med aflivninger af andre årsager end adfærdsproblemer, men huskede på undersøgelsen, netop når en hund med adfærdsproblemer kom til aflivning.

Dette betyder, at den andel af samtlige hunde, der blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, i større eller mindre grad kan være overestimeret. Desuden kunne dyrlægen aldrig være 100% sikker på at få et ærligt svar, når han eller hun spurgte klienten om årsagen til, at vedkommende ønskede at få hunden aflivet. F.eks. kan man forestille sig, at klienten i nogle tilfælde ikke ville vedstå sig, at årsagen var adfærdsproblemer, men brugte fysiske lidelser som “undskyldning” for ønsket om aflivning. Dette medfører til gengæld, at der var en risiko for underestimering af den andel af hundene, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Aflivninger, hvor adfærdsproblemer blev angivet som årsag eller medvirkende årsag, udgjorde i nærværende undersøgelse 23,6% af det samlede antal aflivninger. Når der sås bort fra de hunde, hvor behandling var uaktuel eller umulig (det vil sige hunde aflivet på grund af aldersrelaterede lidelser eller bekvemmelighed), udgjorde aflivninger på grund af adfærdsproblemer og aflivninger på grund af fysiske lidelser henholdsvis 2/5 og 3/5 af samtlige aflivninger.

Der blev indberettet ca. 10% flere aflivningsårsager, end der var patienter i casegruppen, idet der for et tilsvarende antal patienter blev angivet to (eller flere) aflivningsårsager. En gennemgang af skemaerne viste, at det især var aflivninger på grund af “alder”, som var suppleret med flere diagnoser.

I de tilfælde, hvor der var angivet to eller flere årsager, var det naturligvis ikke muligt at afgøre, i hvor høj grad de enkelte lidelser bidrog til beslutningen om aflivning. Men da fysiske lidelser kun var involveret i forbindelse med 6,4% af de hunde, hvor adfærdsproblemer optrådte som aflivningsårsag, må adfærdsproblemers store bidrag til det samlede antal aflivninger, betragtes som helt evident.

Den undersøgelse, som for nylig blev foretaget af Lund & Sørensen4, kom til det resultat, at 15,6% af alle aflivninger af hunde skyldtes adfærdsproblemer. Nærværende undersøgelse er baseret på et væsentligt større data-materiale og repræsenterer samtidigt et bredt udsnit af landets dyrlægepraksis. Men adfærdsproblemernes bidrag til det samlede antal aflivninger er i samme størrelsesorden i de to undersøgelser, hvorved de bekræfter hinanden.

Når ses bort fra aldersrelaterede lidelser, synes adfærdsproblemer således at være den hyppigste årsag til aflivning af hunde i Danmark. Aggressionsproblemer er langt den hyppigste årsag til aflivning blandt de hunde, som bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Selvom vi fandt, at aggression var årsag eller medvirkende årsag til aflivning for 2/3 af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, udgør aggressionsproblemer ikke 2/3 af samtlige adfærdsproblemer registreret hos hunde i Danmark5. Dette skal formentligt forklares ved, at aggressionsproblemer relativt hyppigt fører til aflivning, mens andre former for adfærdsproblemer i langt højere grad accepteres af hundeejerne.

En stor andel af de hunde, som blev aflivet på grund af aggressionsproblemer, udviste kombinationer af 1) aggression mod familien, 2) aggression mod fremmede mennesker og/eller 3) aggression mod andre hunde, hvilket både kan skyldes, at disse kombinationer optræder særligt hyppigt, og at de forskellige former for aggression er vanskeligere at håndtere (både for ejeren og for dyrlægen), hvis de optræder i kombination, hvilket øger risikoen for, at hunden bliver aflivet.

Omkring 2/3 af alle hunde, der aflives på grund af aggressionsproblemer, er hanhunde. Dette bekræftes af nærværende såvel som flere andre undersøgelser1,4. Vi fandt desuden, at risikoen for aflivning var højere for kastrerede end for intakte hanhunde. Det skal dog ses i lyset af, at kastration ofte er blevet anvendt i forbindelse med behandlingen adfærdsproblemer. For de hunde, som indgik i nærværende undersøgelse, havde indgrebet åbenbart ikke tilstrækkelig effekt, idet de efterfølgende blev aflivet.

Jo større hunden er, jo større risiko er der for at den bliver aflivet, hvis den udviser aggressiv adfærd. Dette forhold er tidligere blevet påpeget4, og bekræftes af nærværende undersøgelse. Hunde, som vejede mindre end 10 kg, havde således signifikant lavere risiko for aflivning på grund af aggressivitet sammenlignet med hunde, som vejede mellem 10-30 kg. Forklaringen på dette forhold kan være, 1) at små hunde mindre hyppigt udviser aggressiv adfærd, eller, 2) at ejeren i højere grad kan leve med eller acceptere/håndtere problemet, hvis hunden ikke er så stor. En hund, som er stor og kraftfuld, vil naturligvis være vanskelig at styre, hvis den udviser aggressiv adfærd – specielt for en uerfaren hundeejer.

Hvis antallet af hunde med aggressionssproblemer i kontrolgruppen havde været stort nok, kunne vi have undersøgt, om den mindre risiko for aflivning på grund af aggressionsproblemer hos små hunde udelukkende skyldtes deres størrelse (det vil sige, mindre risiko for aflivning, hvis de gav problemer). Dette kunne vi have undersøgt ved at begrænse kontrolgruppen til kun at omfatte hunde, som udviste aggressionssproblemer, således betydningen af en eventuel mindre tendens til at give problemer hos små hunde blev elimineret. Antallet af hunde med aggressionssproblemer i den samlede kontrolgruppe var dog så lille, at det ikke var muligt at få statistisk signifikante resultater ved at anvende en sådan procedure.

En hunds risiko for at blive aflivet på grund af adfærdsproblemer afhænger af racen. Således fandt vi, at Skt. Bernhardshunde, pinschere, belgiske hyrdehunde, chow-chows, rottweilere, pinschere, schæferhunde og cocker spaniels, var i større risiko for at blive aflivet på grund af adfærdsproblemer end labrador retrievere. Som ved beregningerne vedr. betydningen af hundens kropsvægt, var det ikke muligt at få statistisk signifikante resultater, hvis kontrolgruppen blev begrænset til kun at omfatte hunde med adfærdsproblemer. Vi kunne derfor ikke afgøre, om den større risiko for aflivning på grund af adfærdsproblemer skyldtes, 1) at hunde, som tilhører de nævnte racer, særligt hyppigt udviser adfærdsproblemer, eller, 2) at de særligt hyppigt aflives, hvis de giver problemer.

Den anvendte kontrolgruppe bestod af hunde, som blev bragt til dyrlægen med henblik på forebyggende behandling (vaccination mv.) eller behandling mod sygdomme (første patient efter hver aflivning). Selv om der er tale om en meget stor kontrolgruppe, er den derfor formentligt ikke 100% repræsentativ for den samlede hundepopulation i Danmark, hvad angår racefordelingen.

Nogle racer kan være prædisponerede for bestemte lidelser, og vil derfor optræde med særlig stor hyppighed blandt de hunde, som kommer til behandling hos dyrlægen. Disse racer vil derfor være overrepræsenteret i kontrolgruppen, med det resultat, at OR for aflivning på grund af adfærdsproblemer er blevet underestimeret for de pågældende racer.

Vi mener dog, at de fundne resultater vedr. betydningen af køn, størrelse og race, for risikoen for aflivning på grund af adfærdsproblemer, er så klare, at de bør tages i betragtning i forbindelse med rådgivning af klienter, som ønsker at anskaffe sig en ny hund.

I nærværende undersøgelse blev mindre end 16,0% af hundene med adfærdsproblemer forsøgt behandlet inden aflivning, og behandlingen bestod især i kastration, hormonbehandling og lydighedstræning. Under 4,9% modtog andre former for behandling – herunder egentlig professionel adfærdsterapi. Undersøgelsen viste desuden, at hunde med adfærdsproblemer ofte blev aflivet i en meget ung alder – næsten halvdelen, inden de var fyldt 3 år.

Man må formode, at de fleste hunde med fysiske lidelser bliver forsøgt behandlet inden aflivning. Imidlertid gælder dette tilsyneladende kun for en lille del af de hunde, som bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer.

Der kan være flere grunde til, at så mange hunde med adfærdsproblemer bliver aflivet, uden at have modtaget nogen form for terapi. En del af forklaringen er sikkert, at der i Danmark endnu ikke er tradition for at yde adfærdsterapi. Dels ved alt for få klienter, at der i dag findes behandling mod de fleste adfærdsproblemer, dels er for få dyrlæger i stand til at yde en adækvat behandling.

På baggrund af nærværende undersøgelse må vi konkludere, at der er et stort udækket behov for veterinær adfærdsterapi. Der bør især sættes ind på det forebyggende område, men vore klienter bør også have tilbud om hjælp, når adfærdsproblemerne er opstået. Aflivning bør være den sidste udvej.

Det er ikke rimeligt, at 20-30% af de hunde, der aflives – og som endog tilhører gruppen af unge patienter – ikke først har fået et tilbud om terapi. De mange hunde, som aflives i en ung alder på grund af adfærdsproblemer, udgør et etisk problem, men da vi må formode, at det kun er en lille del af samtlige problemhunde i Danmark, der aflives, står vi samtidigt overfor et stort velfærdsproblem.

Nogle hundeejere vil søge hjælp hos hundekonsulenter og adfærdsterapeuter, men mange adfærdsproblemer vil formentligt forblive ubehandlede – enten fordi ejerene ikke ved, at problemerne kan løses, eller fordi de ikke ved, hvor de skal henvende sig for at få hjælp.

Det er vores håb, at denne undersøgelse, som så mange dyrlæger har vist interesse for ved at bidrage med indsamling af data, vil anspore til, at dyrlægestanden i Danmark forbereder sig på, at kunne yde en adækvat terapi – også på adfærdsområdet.

Vi håber desuden, at Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole vil opprioritere fagområdet klinisk veterinær etologi og sikre, at diagnosticering og behandling af adfærdsproblemer bliver en permanent del af undervisningen af veterinærstuderende. KVL bør tilbyde en kvalificeret undervisning på dette område, da de fleste veterinærstuderende vil komme ud i en smådyrspraksis og blive konfronteret med adfærdsproblemer hos familiedyr.j

Tak

Forfatterne ønsker at takke alle de dyrlæger, som har bidraget til undersøgelsen med indsamling af data. Leo Animal Health takkes for sponsorering i forbindelse med spørgeskemaindsamlingen. Desuden tak til adjunkt Lis Alban, Sektion for Etologi og Sundhed, Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, for konstruktiv kritik af manuskriptet til denne artikel.

Litteratur

1. Stead, A.C.: Euthanasia in the dog and cat. J. Small Anim. Pract. 1982, 58, 37-43.
2. Gorodetsky, E.: Epidemiology of dog and cat euthanasia across Canadian prairie provinces. Can Vet J 1997, 38 (10), 649-652.
3. Reisner, I.R, Erb, H.N. & Houpt, K.A.: Risk factors for behavior-related euthanasia among dominant-aggressive dogs: 110 cases (1989-1992). JAVMA 1994, 205 (6), 855- 862.
4. Lund, J.D. & Sørensen, D.B.: Aflivning af familiehunde på grund af adfærdsproblemer. Dansk Veterinær Tidsskrift 1997, 80 (15), 655-569.
5. Lund, J.D., Agger, J.F. & Vestergaard, K.S.: Reported behaviour problems in the pet dog in Denmark: age distribution and influence of breed and gender. Preventive veterinary Medicine 1996, 28, 33-48.

Leave a Reply