Algeforgiftning

Jackie, en dejlig West Highland White Terrier, blev luftet ved en lille skovsø. Da hun blev tørstig, drak hun af vandet, uden ejeren tænkte nærmere over, at der kunne være fare forbundet hermed. Dagen efter var hun død. Hun nåede ikke at komme under behandling – så hurtigt gik det. Årsagen var algeforgiftning.

Det varme sommervejr har igen i år medført en opblomstring af de giftige blågrønalger. Miljømyndighederne satser nu på at informere bedre om forekomsten af alger i de danske farvande.

Algeforgiftning er ikke et nyt fænomen. I 1975-76 døde mindst 20 hunde af algeforgiftning, størstedelen fra området omkring Århus-bugten. Også i 1988 var der flere dødsfald. Der foretages ikke nogen registrering af disse dødsfald, så det nøjagtige antal dødsfald fra år til år kendes ikke.

Algeforgiftning synes at ramme dyr hårdere end mennesker. Om det er fordi dyrene indtager større mængder af giftstofferne eller fordi mennesker er mere modstandsdygtige, ved man ikke. Mest sandsynligt er det vel, at det skyldes, at dyrene drikker af det forgiftede vand, og dermed indtager større mængder af giftstoffet, som algerne producerer. Et faktum er det, at hunde ofte dør, hvis de indtager de farlige giftstoffer fra algerne.

Ikke alle alger er giftige

Det er ikke alle algearter, som producerer de farlige giftstoffer. Det er især blandt de såkaldte blå-grønalger, at der findes arter, som er kendt for sin farlighed. Algerne dannes, når vandtemperaturen er over 8 grader. Den massive forekomst af alger ses især i juli-august måned, når vandtemperaturen er høj. Man mener, at den store udvaskning af næringssalte fra markerne, er grundlaget for den massive vækst af algerne. Algerne findes altså i såvel fersk- som saltvand. Stillestående vand med lav saltindhold giver algerne de bedste betingelser. Algerne kan være svære at genkende. De kan have vidt forskelligt udseende.

Symptomerne

For hundenes vedkommende er ferskvand formentlig farligst, idet man må gå ud fra, at hunde er mere tilbøjelige til at drikke større mængder af ferskvand end af saltvand.

De giftstoffer (toxiner), som algerne producerer, virker som lever- og nervegifte. Få timer efter indtagelsen bliver hundene sløve og apatiske. Meget hurtigt ses en uregelmæssig vejrtrækning og spastiske bevægelser af lemmerne. Senere kommer der voldsomme kramper og sluttelig gispende vejrtrækning med en slags kvælning til følge. Det hele forløber meget hurtigt. Døden kan indtræde, næsten inden hunden har forladt vandet. Oftest går der dog mellem 6 og 24 timer, inden døden indtræder.

Er hunden meget tørstig, vil den drikke af det forurenede vand. Den ville naturligvis foretrække rent vand, men i mangel af bedre tager den, det der er til rådighed.

Behandling

Da forløbet af forgiftningen er så frygtelig hurtigt, kommer behandling kun sjældent på tale. Man når simpelthen ikke at reagere, inden det er for sent. Dertil kommer, at der ikke findes nogen egentlig modgift. Behandlingen er derfor udelukkende rettet mod symptomerne.

Ved man, at hunden har drukket algeforgiftet vand, gælder det om at søge dyrlæge straks. Dyrlægens behandling vil rette sig mod at hindre optagelse af giften i mave og tarm. Det kan forsøges ved at indgive store mængder af aktivt kul, som kan adsorbere (binde) giften. Det skal ske straks efter indtagelsen af vandet. Ellers er det for sent.

Derudover er der kun at støtte patienten med væske og krampestillende medicin. Dvs. at behandlingsmuligheder samlet set er meget ringe. Derfor er forebyggelse af forgiftningerne af stor betydning.

Forebyggelse

Hvordan kan man forsøge at hindre algeforgiftninger hos sin hund? Det korte svar herpå er: Ved at sikre, at den ikke drikker af det forgiftede vand. Tilbøjeligheden til at drikke af vandet er større, hvis hunden er tørstig. Derfor er det også vigtigt at tilbyde hunden rigeligt med rent drikkevand, inden man tager den med ud på tur. Tag eventuelt en beholder med rent vand med hjemmefra, og tilbyd hunden vand med jævne mellemrum.

Dernæst er det klogt at følge med i miljømyndighedernes advarsler om algeforekomsterne, således, at man er orienteret om, hvor i landet at faren er størst. Og så må man undlade at bade med hunden, der hvor algerne findes. Da algevarslerne jo ikke kan dække ethvert lille vandhul i Danmark, er det ikke altid tilstrækkeligt. Man må derfor bruge sin sunde fornuft og selv vurdere mulighederne for algevækst i de vandområder, man færdes i.