Hedeslag

Hvert år dør hunde af hedeslag. Det sker især, hvis man efterlader hunden i bilen på en varm sommerdag.

Pas godt på din hund i sommervarmen. Hvert år dør hunde, der efterlades i bilen, mens solen varmer bilen op ligesom et drivhus.

Overophedningen kan gå meget hurtigt og kommer bag på mange. Hunden kan kun nedsætte sin varme ved at udskille væske fra åndedrættet. Den “halser” kraftigt. Den kan ikke svede som os.

Et hedeslag viser sig ved, at hunden bliver konfus, sløv og besvimer til sidst. Det bliver særdeles farligt, når kropstemperaturen kommer op over 40-41 grader.

Hvis man reagerer hurtigt og får hunden afkølet, vil der normalt ikke ske varig skade på hunden. Sørg for at få den i skyggen. Overbrus den med vand eller læg evt. våde håndklæder på den. Især de tyndhårede partier i lysken kan hurtigt afgive varmen. Sørg altid for rigeligt drikkevand.

I meget alvorlige tilfælde må man søge dyrlæge. Dyrlægen vil lægge hunden i drop og fortsætte afkølingen. Der kan i værste fald også være brug for at lægge patienten i ilttelt.
Når solen bager ned, må man ikke efterlade hunden bundet, ligesom man naturligvis ikke må efterlade den i en bil. Heller ikke selv om man lader et vindue stå på klem.

Er man ved stranden vil de fleste hunde selv sørge for afkølingen ved at tage en dukkert med jævne mellemrum. Er man i haven, vil vandet fra en haveslange for de fleste hunde være elsket “legetøj”. Sprøjter man vand over den en gang i mellem nedsættes den temperatur (se billedet).Men vigtigst af alt er altid at sørge for, at hunden kan finde skygge.

Katte, der jo oprindeligt kommer fra de varme lande, klarer sig meget bedre i varmen. De elsker faktisk varmen og kan tåle temperaturer på 10 grader mere end hunde (og mennesker).