Nedfaldskatte

Åbenstående vinduer eller altandøre hører foråret til, og det er dermed højsæson for alvorlige skader på katte, der falder ud fra stor højde.
“High Rise Syndrom” eller nedfaldskatte kalder man det, når en kat falder ud fra stor højde, typisk fra en altan eller et vindue.

I sidste kom en pige med en helt ung kat, “Bamse”, der var faldet ud fra 3. sals højde. “Bamse” var så uheldig, at han ødelagde sit ene bagben så alvorligt, at det måtte amputeres. Flere brud på lårbensknoglen både i hofteledhovedet og i knæet, der var helt ødelagt, betød, at amputation var den eneste mulighed, hvis katten skulle bevare livet – og det skulle den! Skulle nogen synes, at man ikke kan byde katten en sådan operation, så kan vi fortælle, at katten trives meget fint, og den har allerede lært sig at gå på 3 ben og er nu helt smertefri.

Det er en erfaring, at de største skader sker på katte, der falder ud fra middelhøjde. Vi havde en gang en kat, der var faldet ud fra 11. etage i Grøfthøjparken – uden en skramme. Det siger sig selv, at underlaget, som katten rammer i faldet spiller en rolle, men man mener også, at katte ved fald fra stor højde, når at indstille sig på faldet efter en “svævefase”. Det at katten når at fjedre i faldet, kan muligvis være forklaringen på, at skaderne bliver mindre.

Ved faldet sker der ofte skade på over- eller underkæbe, på lemmerne og på bækkenet. I værste fald kan det også betyde et brud på rygsøjlen.
Uerfarne katte, der sidder i åbent vindue, bliver så interesserede i jagt på fugle eller ønsker blot at udforske omgivelserne udenfor lejligheden, at fald fra højden er en fare.
Det gælder derfor om at være særlig agtpågivende i denne tid, hvor vinduerne bliver slået op efter vinteren. Har man en indekat, og bor man i etageejendomme, bør man sikre altanen med net og vinduerne med sikringer.

Leave a Reply