Receptpligt på ormekuren

Fra 1. august 1999 er medicin til behandling af orm i tarmkanalen hos dyr blevet receptpligtig. Begrundelsen for indførsel af receptpligten er først og fremmest, at man blandt de store husdyr (kvæg og svin) er nervøs for udvikling af resistens. Resistens betyder, at ormemidlerne mister sin virkning. Det kan ske, hvis midlerne bruges forkert. Den samme problematik forekommer blandt vores små firbenede venner, hunde og katte.

Prisstigning?

Hvad betyder det så for forbrugeren, at ormemidler til hund og kat er kommet på recept? Umiddelbart betyder den en væsentlig fordyrelse. Der er kommet et ekstra led ind forhandlerkæden, nemlig apoteket. Det har betydet en ret væsentlig prisstigning på medicinen. Dertil kommer udgiften til at få stillet diagnosen eller det recepthonorar, som dyrlægen beregner sig for ordineringen og rådgivningen. Som eksempel kan det koste op mod 200 kr. (incl. recepthonorar og medicin), inden man står med nogle få ormetabletter til en hund eller kat i hånden – mod tidligere ca. 70 kr. Er det så ikke kun til ulempe for dyreejerne, forbrugerne. Absolut nej!

Stort overforbrug

Der er næppe tvivl om, at der tidligere har været et stort overforbrug af ormemidler. Dyreejerne kan derfor i forhold til tidligere spare meget, hvis de nøjes med at anvende ormekure, når behovet er der. Det er min erfaring, at den rådgivning, som dyreejerne tidligere har fået i forbindelse med køb af ormemidler, ikke altid har været tilstrækkelig.

Der er noget forkert i, at butikker, som lever af at sælge produkter som f.eks. ormemidler, også er dem, der rådgiver om behovet for dette. Nu er det dyrlægen, som på basis af en diagnose, skal rådgive om det aktuelle behov for behandling. Dyrlægen tjener ikke noget på receptpligtig medicin, så selv om det er ham, der udleverer medicinen, så koster den ikke mere end på apoteket. Derfor kan man betragte dyrlægen som uvildig rådgiver. Hvor ligger så overforbruget? Mange hundeejere har før rutinemæssigt givet deres hund en ormekur 1 eller 2 gange årligt, sådan som visse producenter også anbefaler det. Men der er intet belæg for, at det skulle være nødvendigt.

Voksne hunde har kun sjældent spolorm

Det hænger sammen med to forhold. For det første er smitterisikoen for voksne hunde ikke ret stor. Det har bl.a. at gøre med det danske klima. Æggene, som udskilles fra inficerede hunde, kræver en forvandling, før de kan smitte. Selv under helt gunstige forhold – og dem har vi sjældent herhjemme – varer denne proces 2 uger. Forvandlingen til infektive larver, altså det stadie, som kan smitte andre hunde, kræver høj varme og fugtighed. Dernæst er det sådan, at hunde over 6 måneder kun sjældent udvikler spolorm i tarmen, hvis de optager de smitsomme larver. De sætter sig i stedet for i andre væv, hvor de ikke umiddelbart gør nogen skade. Der er derfor ingen som helst grund til at give voksne hunde regelmæssig ormekur. Ormemidler har ingen forebyggende effekt. Skulle man imidlertid observere en spolorm i hundens afføring eller opkast, ja så er det relevant at give en kur. Men husk, at spolorm stort set aldrig giver symptomer på sygdom hos voksne dyr.

Hvalpe og killinger skal behandles grundigt

Anderledes forholder det sig med hvalpe og killinger. Hvalpe fødes med spolorm. Larver vandrer fra tæven over i hvalpen inden den fødes. Killinger smittes via modermælken. Miljøet omkring et kuld hvalpe eller et kuld killinger er derfor massivt smittefarligt. Hvalpe og killinger har ikke som ældre dyr modstandskraft mod orm. Derfor smittes de let og udvikler orm i tarmen. Man bør derfor behandle killinger og hvalpe ved 3, 5 og 7 ugers alderen og også gerne en enkelt eller to gange efter fravænningen.

Katte kan smittes med spolorm (og bændelorm) ved indtagelse af små byttedyr. Derfor ses lidt oftere orm hos voksne katte. Da udekatte som regel besørger udendørs, er det svært at vide, om de er smittet.

Usikkerhed ved undersøgelse

Dyrlægen kan i en afføringsprøve fra dyret undersøge, om der er indhold af ormeæg. Er der det, bør der behandles. Undersøgelsen er desværre ikke særlig sikker. Findes der ikke ormeæg, bør man fortsat være på vagt, idet et negativt svar ikke udelukker, at dyret er smittet. Forklaringen er, at der kan være orm, som blot ikke lige har udskilt æg på det tidspunkt, hvor afføringsprøven er opsamlet. Prøven er altså forbundet med en ret stor usikkerhed. Et positivt fund af æg er dog altid et sikkert tegn på parasitter.

Konklusion:

1) Killinger og hvalpe skal ormebehandles intensivt.
F.eks. ved 3-, 5- og 7-ugers alderen + en eller to gange efter fravænning

2) Voksne hunde og katte behandles, hvis man ser orm eller disse påvises i en afføringsprøve.